Østerild på vingerne

10. august 2012

Som så meget andet i den menneskeskabte verden synes vindmøllerne i disse år at udvikle sig mod det stadig større. Vingerne til en 6 MW forsøgsmølle, som lige nu er ved at blive opstillet på vindmølletestcenteret ved Østerild, er således hver især hele 75 meter lange. Rotor-diameteren vil være 154 m, øverste vingespids vil nå en højde på næsten 200 m og det bestrøgne areal vil være 18.600 m² eller næsten 2½ fodboldbaner af international størrelse.

Disse vinger er bygget i Aalborg, malet i Nakskov, deponeret i Esbjerg og nu senest i går fragtet det sidste stykke vej til Østerild. En gigantisk transporttrekant for at flytte vingerne de cirka 100 km fra Aalborg til vindmølletestcenteret ved Østerild.

Brugte vi så bare havtransport. Men sådan spiller musikken ikke – den måde, vores samfund udvikler sig på, har simpelthen indbygget et stadig større transport”behov” mellem stadig større og stadig mere specialiserede enheder.

Det er det som kommer til udtryk i infrastrukturkommissionens trafikprognoser, som kommer frem til, at Danmarks transportarbejde frem mod år 2025 vil stige 70-90%, hvorefter man uden at blinke går i gang med at udtænke hele den vifte af “nødvendige” udbygninger af infrastrukturen, som skal til for at kunne rumme al den ekstra trafik. Vi sammenlægger uddannelsesinstitutioner på tværs af land og rige, vi nedlægger alle de små hospitaler, vi høster fordelene ved stordrift uden at indtænke ulemperne ved det medfølgende forøgede transport”behov”. Ingen synes at stille spørgsmålet, hvordan man kunne indrette sig, så man kun havde det halve transportarbejde.

Vi er her fanget i en skrue uden ende.

Tilbage til møllerne, så er 6 MW-møllerne en enestående bedrift – en del af, at vindkraften fylder stadig mere i mange landes energiregnskaber. Og DONG har bestilt hele 300 af dem, som de regner med i de kommende år at stille op ud for den engelske kyst. Så lagerpladsen nær Esbjerg Havn er ganske velvalgt.

Men når man ser på naturen, hvor størrelsesoptimering ikke automatisk betyder større og større, men man tværtimod ser optimeringer i alle størrelser, så kan man undre sig over, om der er noget, som tænker den anden vej? Eller vil vi bare se møllerne vokse sig stadig større?

For nogle år siden lavede man på Risø eksperimenter med bambus som vingemateriale, som viste, at man med bambus kunne laminere vinger med en længde op til 20-30 m, hvilket giver møller op til 1 MW. Man ville her i stedet for højteknologiske materialer, som giver problemer med bortskaffelse, kunne bruge en rigelig, fornyelig og komposterbar kilde som råmateriale (se blog-indlægget Vindmøller af bambus). Men den slags bæredygtighedskriterier har endnu meget lille plads, selv når vi taler om vedvarende energiforsyning.

Jeg passerede ofte en voksfigur af verdens højeste mand, som står ud for Guienness’ World Record Museum på strøget – en ganske voldsom fornemmelse. i dag har man fundet en endnu højere mand i Tyrkiet, men med hans 247 cm er han ikke bedre til det meste end os andre småfolk. Tværtimod er hans blotte eksistens en kolossal belastning for hans hjerte og kredsløb, og han har allerede som 26-årig måtte gennem en rygoperation. Så det bliver ikke ham, som kommer ikke til at sætte verdensrekorder til OL. Han skulle snarere stille op ved handikap-OL, for størrelsen er et alvorligt handikap.

Jeg siger ikke, at små møller er bedre end store møller. Men jeg overvejer ofte, om den afsøgning af optimale løsninger, vi har, i det skjulte favoriserer det stadig større? – om den bevidsthed vi har om det gode resultat, om den markedsvirkelighed, vi har, fremprovokerer det forvoksede?

Hvis vi for et øjeblik vrister os ud af vores menneskeskabte designparametre og ser på naturens udviklingsprogram – som på visse områder har nogle milliarder års forspring – så er det ikke blot større og større, som belønnes. Men økosystemer med højere og højere kompleksitet, som alle har det til fælles, at de udelukkende bruger materialer, som er umiddelbart tilgængelige, og kun bruger dem på en måde, så alt går enkelt og uproblematisk videre i nye livstilstande.

Selvom disse disse gigantiske vindmøller i dag er state of the art, når det gælder om at høste vores energi vedvarende, så er det givet ikke det sidste ord, hvis vi skal lykkes at genskabe en bæredygtig relation mellem mennesket og dets omgivelser.

Wolfgang Sachs påpegede ved en meget spændende forelæsning for et par år siden, at vi var nødt til at lære at sondre mellem efficiency og sufficiency, og at der i en bæredygtig fremtid nødvendigvis måtte ske en bevægelse fra hvad der er effektivt (set fra et begrænset synspunkt) til hvad der i et samlet perspektiv er hensigtsmæssigt.