Strøtanker om bæredygtighed

I morgen mandag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima, som markerede endnu en milepæl i menneskets udvikling: Herefter kunne vi med et tryk på en knap lægge hele civilisationer i grus. I årtierne efter så vi den kolde krigs kyniske kapløb, hvor Øst og Vest efterhånden havde sprængladninger pegende mod hinanden til mange gange total udslettelse.

Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var med til at fremtvinge en afslutning på den del af 2. verdenskrig, som udspillede sig omkring Japan. I tilbageblik kan man diskutere, om krigen var endt som den gjorde også uden bomberne, om bomberne fremskyndte Japans overgivelse og dermed sparede landet for et slutspil, som havde kostet endnu mere død og lidelse, og om man havde behøvet at kaste to af dem for at fremtvinge slutningen? Den slags får man aldrig klare svar på, for de findes ikke.

De to bomber har været med til at skabe en japansk efterkrigsbevidsthed, som måske kunne lignes med en slags omvendt udvalgt folk – japanerne var udvalgt til at teste og bære den skæbne, som ville kunne overgå hele verden, hvis ikke vi formåede at skabe en så høj grad af tillid og fredelig sameksistens, at vi afstod fra at bruge verdens svulmende lagre af nukleare masseudryddelsesvåben.

Siden 1945 har to bomber siddet i psyken som slags en moderne kollektiv syndsbevidsthed, og gør det til dels stadig i de ældre generationer. De overlevende fra bombernes stråling, kaldet Hibakusha, har stadig en klar identitet i nutidens Japan, og frem til i dag har de set sig som advokater for en fremtid uden atomvåben, og virket for en fremtid i fredelig sameksistens. De er en del af fortællingen om, hvorfor det moderne Japan ikke fik nogen egen hær.

I en TED-præsentation sidste år i maj brugte den japanske ekspert i vedvarende energi, Tetsunari Iida, billedet af Fukushima-katastrofen, at det er som en civil atombombe. Han rammer her noget centralt i den folkelige opfattelse. Hiroshima, Nagasaki og Fukushima er tæt forbundne. I hele det folkelige opgør med A-kraften, som man ser i dagens Japan, er troen på den “fredelige” udnyttelse af A-kraften – illusionen om, at A-kraften var fredelig, sikker og ren – eksploderet.

Spørgsmålet om Japan overhovedet skulle have A-kraftværker blev aldrig diskuteret indgående. Det startede i det små med en bevilling midt i 50erne. På den tid var fremskridt fremskridt, alt fra USA var indiskuterbart godt, og nødvendigt for at vinde fodfæste i det internationale samfund – så jo mere jo bedre. For nogle få har det muligvis i en fjern afkrog af bevidstheden været med i overvejelserne, at Japan med kernekraften ville få sit eget plutonium, som hvis tiderne engang skiftede ville kunne bruges til at lave egne bomber. Der var da også protester fra de overlevende Hibakusha, men da den første reaktor i 1966 stod klar ved Tokai-værket, gled Japan nærmest sovende ind i atomalderen.

For Japan var A-kraften løsningen på forsyningssikkerheden og senere også på klimaudfordringen, og fra i begyndelsen at have måttet lave reaktorerne i tæt samarbejde med amerikanerne, kunne de japanske firmaer gradvist selv. Da det 11. marts 2011 gik galt ved Fukushima Daiichi-værket, havde Japan efterhånden fået hele 55 reaktorer i gang og var i fuld gang med at hjælpe atomkraftværker i gang andre steder i verden. Og på det tidspunkt var der planer om at bygge mange flere, så A-kraftens andel af den japanske  energiforsyning over en årrække ville blive fordoblet.

Ingen havde forestillet sig, at det kunne gå galt. A-kraft var sikker, billig og ren, hed det sig – sikker, billig og ren. Chernobyl var noget helt andet, Three Mile Island var igen noget helt andet – og det gik jo ikke så galt endda. Japanerne havde efterhånden perfektioneret så utrolig meget andet, så hvorfor skulle det ikke også gå med A-kraftværkerne?

Det gjorde det også i 45 år. Men så gik det for alvor galt, med hele tre samtidige kernenedsmeltninger, som stadig ikke er bagt under kontrol – og tre reaktorer, som er så medtagne, at man helt bogstaveligt talt må opfinde forfra, hvordan man overhovedet får lukket ned og ryddet op efter kernenedsmeltningerne. Det er måske det mest chokerende at indse, at troen på at intent kunne gå galt har været så stærk, at absolut ingen var forberedt på det, som skete. Alle blev taget på sengen. I august 2011 blev det estimeret, at Fukushima-katastrofen indtil nu havde forårsaget 168 gange mere cæsium-137 end Hiroshima-bomben, hvoraf heldigvis en meget stor del er drevet ud over havet.

A-kraftindustrien og erhvervslivet har i den første tid efter Fukushima-katastrofen holdt særdeles lav profil. Men nu, godt end et år efter, bliver der gradvist mere utilsløret presset på for at få genstartet reaktorerne og for at bevare A-kraften i den japanske energiforsyning. Det er foreløbig lykkedes at få to reaktorer ved Oi-værket hastegenstartet ud fra et nødvendighedsargument, at Kansai-regionen ellers kunne risikere strømafbrydelser i sommervarmen (se blog-indlægget Japan igen på A-kraft). Men den måde det er sket på, har skabt en kolossal modstand i den japanske befolkning. I et land, som ikke har nogen tradition for at demonstrere, har man således siden marts uge for uge kunnet se demonstranter i stadig større antal samles på gaderne for at markere modstanden mod A-kraften. Stod det til flertallet af befolkningen, blev Japans A-kraftværker aldrig genstartet.

Hvis Japan lavede sin kulturkanon, ville Hiroshima-bomben og Peace Memorial Museum i Hiroshima være højt placeret. Alle har været der på en af de rundrejser til betydningsfulde steder, som man stadig gennemfører for alle skolebørn. Hvilket er fint, for det er vigtigt aldrig at glemme Hiroshima-bomben. Det gør, at har set silhuetterne af døende mennesker aftegnet i granitfacader og har dem ætset dybt i bevidstheden, alle har set billederne af strålingsforvitrede kroppe, alle har foldet traner og afleveret dem i fredsparken for at mindes lidelserne, og alle ved, at den usynlige stråling dræber og forstyrrer livets udfoldelse i mange generationer.

Når modstanden mod A-kraften blot bliver ved med at vokse sig stærkere, så hænger det også sammen med, at reaktorerne kommer til at stå som en potentielle civile bomber, som man aldrig skulle have givet sig i lag med – som faktisk er i strid med det fredsprojekt som det var at bygge et moderne Japan uden våben. A-bombe og A-kraft er uadskillelige.

Gennem årene har der været givet så mange små løgne om A-kraften, at rationelle betragtninger om, at ingen eller kun meget få er døde efter Fukushima-katastrofen, ikke kar nogen grobund. Man ved, at listen med navne på døde efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stadig hvert eneste år bliver adskillige tusinde navne længere. Man ved at angsten for den usynlige stråling i maden, i teen, i børnenes udfoldelsesrum, er så knugende, at al tale om nødvendighed og prisbillighed er for døve øren. Man ved helt ind til marven, at det var en fejl, at Japan fik atomkraft, at det første værk aldrig skulle have været bygget.

Den afholden sig fra at opbygge et militær med atomvåben, som har båret efterkrigstidens Japan, skulle også have været udstrakt til den “fredelige” anvendelse. Den erkendelse, som er kommet i forlængelse af smerten over Fukushima-katastrofen, får bureaukraterne, købmændene og deres politikere meget svært ved at ændre.

I blog-indlægget Japan igen på A-kraft er den politiske situation omkring genstarten af reaktorerne ved Oi-værket og vedtagelsen af en ny energiplan for Japan fulgt ganske indgående. For 6. august er der en hel række links til dagens hændelser i Hiroshima. Og i indlæggene Fukushima links – år 1 og Fukushima – links år 2 er der en bred linksamling hvordan konsekvenserne af en A-kraft-ulykke breder sig til alle afkroge af et samfund.

Se næsten daglige optegnelser om udviklingen omkring den japanske A-kraft for juni, juli, august, september og oktober 2012.
.

Craig Collie: How A Last-Minute Decision Led To The Nuking Of Nagasaki, Business Insider 03.08.2012.

Nagasaki Peace Symposium: Nuclear disarmament not Utopian thinking, say experts, Asahi Shimbun 04.08.2012.

New impetus for antinuke movement, (leder) Japan Times 06.08.2012.

Hiroshi Matsubara: Ex-Nagasaki Mayor Motoshima: Nuclear-free Japan a ‘matter of course’? (interview) Asahi Shimbun 09.08.2012.