Brasilianske vandlege
15. juli 2012
I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.
Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.
Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.
I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.
På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO2-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).
Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.
Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:
“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’
Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²
