Tyrkiske vandlege
11. juli 2012
En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.
I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.
I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.
Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km2 store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.
Oversvømmelsen af Hasankeyf har vakt protester langt ud over Tyrkiets grænser, og der har siden år 2000 kørt en stor retssag for at få projektet standset eller i det mindste udsat. Byens historie går 10-12.000 år tilbage og er dermed et af de steder i verden, hvor mennesker har været bosat længst tid i træk. Her på knudepunktet mellem silkevejen og Tigris-floden har ni civilisationer efter hinanden udfoldet sig, og Hasankeyf rummer en stor og vigtig kulturarv, som endnu kun er delvist udgravet. Derfor medtog World Monuments Fund i 2008 Hasankeyf på sin liste over de 100 mest truede steder på Jorden, og der arbejdes på at få byen ind under Unescos World Heritage-liste. Hvis man medregner de historiske, kulturelle, landskabelige og biodiversitetsmæssige grunde til at beskytte området, opfylder det ni ud af ti kriterier for at komme på UNESCOs liste – hvilket er ganske usædvanligt.
De europæiske lande, som havde givet tilsagn om at låne til projektet, trak da også i løbet af 2008-09 deres tilsagn tilbage med henvisning til bekymringer om de miljømæssige konsekvenser, den ganske brutale måde man relokalisererede befolkningen på, samt ødelæggelsen af store kulturværdier. Men den tyrkiske regering har herefter blot selv skaffet finansieringen og presser hårdt på for at få projektet gennemført. Lige nu bygger man på fuld kraft, og dæmningen forventes færdig i 2014. Man er også i det små begyndt at relokalisere nogle af de vigtigste kulturmonumenter og laver nødudgravninger af 20 forskellige steder, so står overfor at blive oversvømmet, men det går kun langsomt frem, og langt størstedelen vil være tabt for evigt.
Advokat Murat Cano, som siden år 2000 har forsøgt at standse projektet via domstolene, siger til New York Times: “In Hasankeyf, we have Byzantium, we have Rome, we have the Assyrians, the Arabs, the Seljuks, the Sassanids, the Ottomans — there are relics of all the civilizations that have existed here in upper Mesopotamia.”¹ Retssagen er endnu ikke endeligt afgjort, men med projektet så langt fremskredet virker det næsten utænkeligt, at dæmningsplanerne bliver opgivet.
Noget tilsvarende skete med Birecik-dæmningen et opstemning af Eufrat-floden. Her måtte man i al hast udgrave Zeugma, en af romerrigets store garnisonsbyer. Man fandt her en kolossal skat af gulvmosaikker, men fik slet ikke tid til at undersøge, endsige redde, alt. Tyrkiets ledelse har således i denne del af landet demonstreret en mangel på respekt for bevarelsen af kulturmindrerne, som slet ikke ligner det man ser i den modsatte ende. Der har da også været spekuleret meget i, om disse projekter mere eller mindre underbevidst er rettet mod den kurdiske befolkning.
Selvom man generelt kan sige meget godt om vandkraft og moderne udvikling, så må vi lære en gang imellem at afstå fra at handle, at vi ikke bare i vores endeløse appetit for energi og ressourcer kan ødelægge sådanne værdier og landskaber definitivt. Som advokat Cano udtrykker det: “This cultural heritage does not belong to you or to me, it belongs to all of us in the world. We are guardians, custodians only.”¹ Vi har simpelthen ikke ret til at ødelægge vores fælles livsbetingelser og kulturarv blot for nogle billige kilowatt.
Og der ville være mange andre måder at tilvejebringe den nødvendige energi på – i Tyrkiet ville den enkleste være energibesparelser, men landet har et klima, hvor sol brager ned over landet med stor styrke året rundt.
Uden at være sikker, så skulle jeg mene, at man kunne høste stort set lige så meget energi af floden gennem at lave mange små dæmninger og så høste den samlede faldenergi via mange små generatorer – man kunne måske endda skabe en transportvej herved. I sådanne situationer har vi bare så svært ved ikke at tænke i store løsninger.
Ifølge internationale konventioner, skal der indhentes accept af sådanne dæmningsprojekter ved de lande, som ligger nedenstrøms. Men Tyrkerne påpeger, at de med vandkrafværkerne kan sikre de irakiske flodsletter mod oversvømmelser. Men det landbrug, som har været praktiseret på Eufrats og Tigris’ flodsletter har tværtimod været afhængige af, at de årlige forårsoversvømmelser gav fornyet frugtbarhed til markerne.
Nu kan man med rette frygte, hvor meget af vandet, som bliver i Tyrkiet. Fordampningen fra de store opstemningssøer er mange gange større end fra floderne forud, men det største vandtab sker i og med at en række af de planlagte dæmninger mindst lige så meget bliver anlagt for at kunne overrisle store områder og derigennem muliggøre dyrkning af afgrøder, som ellers aldrig ville have en chance i de ganske tørre omgivelser. Så selvom GAP-projektet i sin udgangspunkt er et udviklingsprojekt, så kan det meget vel den dag det er fuldt gennemført, have ødelagt levevilkårene og dyrkningsmulighederne længere nede ad floden.
Wikipedia: Hasankeyf, Ilısu Dam og Southeastern Anatolia Project (GAP).
Jay Cassano: Dam Threatens Turkey’s Past and Future, IPS News 10.06.2012.
Andrew Finkel: Before the Flood, New York Times 17.02.2012.
Mohammed I Salih: Dam Project in Turkey Breeds Controversy, IPS News 13.06.2011.
Güven Eken: Turkish Dam Boom Threatens Anatolian Rivers, International Rivers 07.06.2012.
Susanne Güsten: Court Case Could Slow Turkish Dam Project, New York Times 30.03.2011.¹
The Ilisu Dam Project: A Flawed Plan is Revived Unchanged (opr. 2007, updateret), KHRP Briefing Paper dec. 2009 (pdf).
Diane M. Bolz: Endangered Site: The City of Hasankeyf, Turkey, Smithsonian Magazine marts 2009.
Christina Davidson: Turkish Bath, The Atlantic nov. 2008.
A. Tuba Ökse: Archaeology affected by the Ilısu Dam in Turkey, Antuiquity nr. 317, sept. 2008.
Review of the Environmental Impact Assessment Report Submitted for the Ilısu Dam and Hydro‐Electric Power Project, Doğa Derneği (tyrkisk muiljøorganisation) feb. 2006 (pdf).
Stephen Kinzer: A Race to Save Roman Splendors From Drowning, New York Times 03.07.2012.
Nadire Mater: Dam Floods Historic Monuments, IPS News 28.06.2000.
Watery Grave for a Roman Ruin, New York Times 09.05.2012.
Stephen Kinzer: Dam in Turkey May Soon Flood A ‘2nd Pompeii’, New York Times 07.05.2012.
