Strøtanker om bæredygtighed

I gårsdagens Information havde Kim Christensen et særdeles læseværdigt interview med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, som kredser om den klimadagsorden, som er som forsvundet.

I Lidegaards perspektiv er det vor tids største udfordring – og uomgængeligt vigtigt, at vi kommer ud over den håbløshed og fornægtelse, som følger af dommedags-scenarierne (og af problemernes kolossale omfang), og får dekonstrueret og rekonstrueret situationen dertil, at vi konstruktivt løser problemerne.

Jeg vil ikke her referere interviewet, som fortjener at blive læst i sin helhed, men blot konkludere, at det er dybt beskæmmende, at klima- og bæredygtighedsproblematikken ikke har fået mere plads i den nuværende regerings arbejde og profilering, og slutte med Lidegaards afrundende kommentar i interviewet:

“‘Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkelte grund at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok,’ siger Martin Lidegaard og fortsætter: ‘Men hvis man med vækst forstår økonomisk udvikling, så kan jeg ikke se, at vi kan undvære denne udvikling. Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativt vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et naturressourceforbrug’.”¹

Se tidligere blog-indlæg: Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko og Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel.

Kim Christensen: ‘Jeg tror, det her er knald eller fald for fremtidige generationer’, Information 30.07.2012.¹

I går aftes tikkede følgende pressemeddelelse ind fra Berkelys BEST-projekt:

“Berkeley Earth has just released new results, showing that the average temperature of the Earth’s land has risen by 1.5°C over the past 250 years. The good match between the new temperature record and historical carbon dioxide records suggests that the most straightforward explanation for this warming is human greenhouse gas emissions.

The new analysis from Berkeley Earth goes all the way back to 1753, about 100 years earlier than previous groups’ analysis.  The limited land coverage prior to 1850 results in larger uncertainties in the behavior of the record; despite these, the behavior is significant. Sudden drops in the early temperature record (1750 to 1850) correspond to known volcanic events.

In its 2007 report the IPCC concluded only that “most” of the warming of the past 50 years could be attributed to humans. It was possible, according to the IPCC, that increased solar activity could have contributed to warming prior to 1956.  Berkeley Earth analyzed about 5 times more station records than were used in previous analyses, and this expanded data base along with its new statistical approach allowed Berkeley Earth to go about 100 years farther back in time than previous studies.  By doing so, the Berkeley Earth team was able to conclude that over 250 years, the contribution of solar activity to global warming is negligible.”

Når dette er et interessant resultat, er det ikke så meget fordi BEST-projektet afdækker noget nyt, som fordi det er defineret og gennemført under ledelse af Richard A. Muller, som har været erklæret skeptiker, for at vise, at klimavidenskaben var galt afmarcheret i sit helt grundlæggende talmateriale, nemlig målingerne af temperaturen ved jordens overflade.

En af BEST-projektets sponsorer er således Koch Industries, som er en af de store bidragydere til den organiserede tvivlsproduktion gennem enheder som heartland Institute. Men Muller har samtidig med den nuværende fremlæggelse talt om a “full turnaround” og har måttet sige, at BEST-projektets resultater i det store hele underbygger de modeller for den globale temperaturstigning, som lå bag IPCCs store rapport fra 2007, og som har været voldsomt kritiseret.

Læs mere »

I seneste nummer af Rolling Stone har 350-bevægelsens leder Bill McKibben en tankevækkende og særdeles intens artikel, Global Warming’s Terrifying New Math, som er bygget op omkring den logik, at vi har en aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som (selvom der er mange fortalere for nødvendigheden en målsætning på max 1½ºC) nøgternt set er noget af det eneste, verdenssamfundet har kunnet enes om, og som blandt andet blev fastslået i The Copenhagen Accord ved klimatopmådet i København i 2009.

Dernæst fastslår McKibben, at vi i tiden frem til år 2050 rundt regnet kan lede yderligere i alt 565 gigaton CO₂ ud i atmosfæren, hvis vi skal have en fire femtedeles chance for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Det er den ramme, som verdenssamfundet har besluttet sig for.

I maj vurderede IEA verdens samlede CO₂-udledninger i 2010 til at være 31,6 gigaton. Det var 3,2% mere end året inden. Selv hvis vi i årene frem til 2050 “kun” udleder 31,6 gigaton CO₂ pr. år bliver det på 40 år 1.264 gigaton, eller mere end det dobbelte af den mængde, som der er plads til, hvis vi med nogenlunde sikkerhed skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Derfor er der brug for meget hurtigt at vende udviklingen.

Det tredje tal, som McKibben tager frem, er den samlede mængde af kendte reserver af kul, olie og gas, som udvindingsselskaberne kloden rundt har bogført som aktiver og dermed planlægger at gøre tilgængelig for afbrænding inden for en overkommelig årrække. Afbrændingen af disse kendte reserver vil i alt føre til udledningen af 2.795 gigaton CO₂ – eller rundt regnet fem gange mere, end der er plads til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Udfordringen bliver derfor at sikre, at 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver dybt under jordens overflade. Samt at standse efterforskningen af mere, da der i forvejen ikke “er brug for” mere end en brøkdel af det, vi allerede har ved hånden. Og det bliver naturligt at fravælge brugen af fossile forekomster som kul og tar sand, som medfører væsentligt mere CO₂ pr. udvundet energienhed end gas og “rene” oliekilder, eller medfører særligt stor miljørisiko ved udvindingen.

Alene indvinding og brug af tar sand-forekomsterne i Alberta vil føre til udledningen af 240 gigaton CO₂ – eller næsten halvdelen af det CO₂-rum, vi har tilbage. Så ødelæggelsen af et kolossalt tempereret urskovsområde for at udvinde en olie, som medfører langt mere CO₂ pr. energienhed end gas og renere olieforekomster, er i det perspektiv, som McKibbens artikel udfolder, en absurditet.

Artiklen er lang, men velskrevet og kommer godt rundt om implikationerne i den problemstilling, jeg herover blot har opridset helt skematisk. I en mail fra i går siger han, at den kommende tids indsats i 350-bevægelsen i høj grad kommer til at bygge op omkring det perspektiv på klimaindsatsen, som Rolling Stone-artiklen trækker op. Som med Keystone XL-processen bliver det mere frontalt trukket op overfor kul-, olie- og gasindustrien og de kræfter, som aktivt modarbejder omstillingen.

Under vejs refererer McKibben flere gange til The Carbon Tracker Initiative. Det er introduceret i blog-indlægget: Carbon Bubbles.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, Rolling Stones 19.07.2012.

Bill McKibben of 350.org: Even Industry-Funded Climate Change Deniers Can’t Ignore Planet’s Warming, (video & transskript) Democracy Now 02.08.2012.

Steve Curwood: Global Warming’s Terrifying New Math, (interview med McKibben) Living on Earth 03.08.2012.

Three responses to Bill McKibben’s new article, “Global Warming’s Terrifying New Math”, Climate Connections 24.07.2012.

Rasmus Vincentz: Den globale opvarmnings magt og matematik, klimadebat.dk 06.08.2012.

Dette dobbeltbillede har de sidste døgn cirkuleret i alle medier. Det viser, hvordan afsmeltningen fra Grønlands indlandsis fra 8. juli at omfatte en randszone mod kysten og så det meste af den sydlige del blot fire dage senere omfattede stort set hele den af udstrækning kolossale isflade. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvor stort et massetab er der tale om. men det har endda vakt bekymringer, da man ikke i de 30 år, man har haft satellitovervågning af Indlandsisen, har set en afsmeltning af det omfang.

Men hvis man sammenligner kortene med dem, jeg bragte i blog-indlægget Indlandsisen vådrer for 2½ år siden, begynder det at dæmre. Her er der dels to tilsvarende kort fra 1992 og 2002 som viser hvor der overhovedet i løbet af sommerhalvåret havde forekommet afsmeltning, og her er der skønsmæssigt tale om under 10% og 35% af den samlede indlandsis. Dels har blog-indlægget et kort, som sammenligner 1998 og 2005 og angiver, hvor mange flere smeltedage, der er tale om.

Et tredje kort i indlægget viser, at indlandsisens albedo, et mål for isfladens reflektivitet (og dermed hvor meget af det lys som rammer, som akkumuleres som varme i isoverfladen), har været stigende i årene 2000-2007. Det er baggrunden for, at man nu hvor der er gået stilstand i klimaforhandlingerne skulle prioritere i mellemtiden at få filtre på alle kulkraftværker. For ud over at give en tiltrængt luftrensning i Kina og Østeuropa ville det også kunne dæmme op for den øgede afsmeltning fra indlandsisen. I blog-indlægget Islandskaber samlede jeg en række billeder fra indlandsisen. Det er alt andet en hvide flader, der er tale om. Her ud på sommeren dannes der veritable søer og floder af smeltevandet, og pludselig forsvinder det i store skakter ned under isen, hvor det vådrer gletsjerens fæste mod bunden og er med til at øge iskælvingen.

Læs mere »

.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »

15. juli havde økonom Jesper Jespersen et tankevækkende indlæg i Information, hvor han gør op med den tvangsforestilling, som rider verdens samfund, at økonomisk vækst er løsningen på alt – jo mere af den, jo bedre. Og 20. juli følger Vibeke Sperling op i Politiken med at foreslå en Folkebevægelse mod vækst.

Jespersen skriver (og Sperling citerer), at “da dansen omkring guldkalven blev indledt, var der ingen, som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien. Men det glemmes, at hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter.”

Jeg skal ikke her genfortælle de to indlæg, som hver især er særdeles læseværdige, blot istemme klagesangen, at den medicin og løsen på alle vores problemer, som økonomer og politikere kloden rundt foreskriver og efterstræber, er den rene gift for klodens bæredygtighed og duelighed som fremtidigt leverum.

Fortsat materiel vækst gør os ikke lykkeligere, men ødelægger kloden.

Fortsat vækst i et lukket system er ikke mulig.

Hvor svært kan det være?

Ifølge de seneste opgørelser af verdens landes økologiske fodaftryk, så forbruger vi i Danmark efterhånden, så det svarer til, at vi havde fem kloder til rådighed. Mathis Wackernagel fra Global Footprint Network taler heroverfor om nødvendigheden af “One Planet Budgeting”, at vi planlægger vores fremtid ud fra den fundamentale indsigt, at vi kun har én klode.

Dét kunne fremtvinge min respekt for økonomerne.

Se tidligere blog-indlæg: Vækst vækst vækst, Nøjsomhedssamfundet, Klimaløsning: Forbrug som i 1969, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint og Velfærd uden vækst?

Jesper Jespersen: Vækst på hjernen, Information 15.07.2012.

Vibeke Sperling: Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst, Politiken 20.07.2012.

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Dagens pausebillede er en film fra 1992, “Dream Windows: Reflections on the Japanese Garden”. Måske ikke umiddelbart så tom, så modernistisk eller så tankeudtømmende som sædvanligt i serien Pausebilleder, men filmen indkredser omvendt en stærk tradition for en intethedens og tomhedens æstetik, som den har udfoldet sig gennem århundrederne i den japanske æstetik, og forfølger spørgsmålet, hvordan hele dette kulturelle kompleks kan ikke bare videreføres, men endnu mere  transformeres ind i og berige en moderne virkelighed, hvor mennesket, dets selvopfattelse, tidsopfattelse, målrettethed og mulighedsfelt har forskudt sig radikalt.

Det er en tilgang til æstetik, som har betydet utrolig meget for både mit æstetiske og mit eksistentielle udsyn, som jeg længe anede og tog fuldt ind, da jeg første gang kom til Japan i 1984. Det er en æstetik og et udsyn, som er blevet til længe før vi vidste af klima- og bæredygtighedsproblemer. Men det er omvendt min klare overbevisning, at det ikke for alvor kan lykkes at få hånd om klima- og bæredygtighedsudfordringen, før vi får fat i en sådan æstetisk-eksistentiel dimension. Vi bliver nødt til igen at lære at se det store i det små. Vi bliver nødt til at udfolde vores stræben, mætte vores længsler, og skabe vores livsfylde i mere drømmende, immaterielle rum.

Til forskel fra mange film om japansk æstetik, som dvæler ved den ydre skønhed, kommer man med Dream Windows virkelig ind under huden af den japanske æstetik, til benet så at sige, så det er en yderst anbefalelsesværdig film.

Musikken er af den japanske komponist Toru Takemitsu (1930-96), hvis musik forunderligt spænder ud mellem fransk impressionisme, vestlig modernisme og traditionel japansk musik.

Dream Windows varer i alt lige knapt en time, og er i YouTube-udgaven delt over i tre:

Læs mere »