Strøtanker om bæredygtighed

I disse fodbold-tider kan det være svært at finde information om det forestående topmøde Rio+20 i Rio de Janeiro i de danske medier.

Derfor har jeg løbende samlet links til artikler og kommentarer fra rundt omkring i verden og vil frem til topmødets kulmination i dagene 20.-22. juni løbende opdatere listen.

Konferencens slutdokument viste sig at blive færdigforhandlet allerede inden statslederne nåede til Rio, så links til kommentarer til slutdokumentet The Future We Want er samlet under blog-indlægget Rio+20 – reaktioner og konklusioner.

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.

Generelle sider

UNCSD – Rio+20 United Nations Conference on Sustainable Development.

Rio+20 Portal – Building the Peoples Summit Rio+20.

Rio+20: Bæredygtig udvikling, eu2012.dk.

UN Global Compact Cities Programme.

Rio+20 / Earth Summit Official Side Event – Integrating the Social Dimensions of Green Economy into Policy.

Youth Blast – Conference of Youth (10-12th June).

On the Road to Rio+20 – 20-22 June 2012, Biodiversity International.

The Future We Want, futurewewant.org.
.

Artikler og kommentarer

Jonathan Watts: China and Brazil strike $30bn bilateral swap deal to reinforce economies, The Guardian 22.06.2012.

Janet Raloff: De-papering environmental summits, Science News 22.06.2012.

Liz Ford: Ban Ki-moon launches Zero Hunger Challenge at Rio+20 summit, The Guardian 22.06.2012.

Taylor Barnes: Stars of the Earth Summit, New York Times 22.06.012.

Rio+20: Interview with Ed Norton, UN Goodwill Ambassador for Biodiversity, UN News centre 21.06.2012.

Rio+20: At downtown gathering, citizens voice concerns at People’s Summit.

Human canvas on Rio beach protests Brazil’s dam-building spree in the Amazon, Mongobay 20.06.2012.

Louise Gray: Rio +20: Natural assets will be recorded as part of GDP to measure how quickly they are being lost, Nick Clegg announces, Telegraph 20.06.2012.

Jonathan Watts: Development banks pledge $175bn for public transport at Rio+20, The Guardian 20.06.2012.

Læs mere »

Tiden nærmer sig for Rio+20-konferencen, hvor verdenssamfundet 20 år efter vedtagelsen af Rio-konventionen i 1992 – ofte kaldet Agenda 21 – igen samles i Rio de Janeiro i dagene 20.-22. juni for at styrke udviklingen af – eller måske rettere omstillingen til – et globalt ligevægtssamfund.

Når man ser på intentionen i Agenda21, har de mellemliggende 20 år langt fra været nogen entydig succes. Verden er blevet rigere – der er færre fattige og sultne – men vi er blevet langt flere, uligheden er vokset. Det er ikke lykkedes at få hånd om klimaproblemerne, tværtimod stiger CO₂-udledningerne år for år, så vejrets voldsomhed er voksende, verdenshavene stiger og klodens ismassiver smelter, mens klimaforandringerne flår i urgamle økosystemers balancer. Miljø- og bæredygtighedsmæssigt slider vi mere på kloden end for 20 år siden, skovene svinder, ørkenområderne vokser, det industrielle landbrug slider hårdt på muldlaget og eskalerer til stadighed sin kemiske krigsførelse med landskaberne, mens oceanerne forsures, koralrevene bleges og fiskebestande mange steder er totalt overfiskede. I de mellemliggende 20 år er det menneskelige aftryk på kloden blevet voldsomt meget større. Så målt på sådanne parametre er stort set alt gået den forkerte vej.

Læs mere »

I samarbejde med DR-programmet “Bag Facaden” har Politiken afsløret, at der trods alle forsøg på at komme uhensigtsmæssig sprøjtning til livs i stort omfang importeres ulovlige sprøjtemidler. Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret kriminalitet, hvor landmænd i hundredvis omgår alle forsøg på at regulere landsbrugets sprøjtning, så vi ikke ødelægger grundvandet og sætter vores helbred på spil, ved i stor udstrækning at købe forbudte sprøjtemidler ad skjulte kanaler og bruge dem.

Det er en ganske alvorlig sag for dansk landbrug. En ting er, at organisationerne igennem årtier har været bagstræberiske i deres manglende medvirken til en egentlig løsning af problemerne – ikke mindst gennem vedholdende at insistere på en frivillighed i ordningerne og at landmændene skal være med til at afgøre, hvordan man bedst optimerer sprøjtningen, så man får den optimale plantebeskyttelse uden at risikere forureningen af vores grundvand.

Man må blot sige, at landbruget på dette område har opbrugt sin allersidste rest af tillid. Dansk landbrug insisterer på at blive betragtet som voksen samfundsborger, men er nøgternt set endt med en junkies totale afhængighed af giftsprøjten, så trods alle formaninger hører og ser man ingenting, men er villig til at begå egentlig kriminalitet for at få sit regelmæssige fix.

Så nu må vi glæde os over, at vi har en miljøminister, som er villig til at hjælpe dansk landbrug ud af sit misbrug med de nødvendige, noget mere håndfaste begrænsninger, der skal til. Det er direkte på tale, at landmænd, som bliver taget i at sprøjte med ulovlige midler, skal få frataget kørekortet og enten fremover må klare sig uden sprøjtemidler eller må betale maskinstationen for at gøre det.

Men at dømme på adfærden skal der en regulær omskoling til. Dansk landbrug må ud af sin reaktive attitude og innovativt i gang med at udvikle sunde og på alle måde tilfredsstillende dyrkningsmetoder. Økonomi-argumentet for fortsat sprøjtning med tvivlsomme pesticider holder ikke, og hvis det betyder, at priserne stiger, så er det sådan. Det er ikke forbrugerne, som har bedt om priskrig på yderste decimal. Nej vi vil have – og har et legitimt krav på – at danske bønder i deres brug af det danske landskab varetager fællesskabets og fremtidens interesser.

Til det mere pinlige hører, at Schackenborg synes indblandet i skandalen. Kunne vi ikke opfordre Prins Joachim om at tage på studiebesøg ved sin kongelige kollega i England. Prins Charles er en vital skikkelse i England, når det gælder økologi og bæredygtighed, beskyttelsen af verdens regnskove. Det ville være klædeligt, om det danske kongehus tilsvarende markerede sig som en positivt forvandlende kraft på miljøområdet.

Dansk landbrug har blot landskabet til låns. Man kan ikke berettige den nuværende kemiske krigsførelse, som er destruktiv overfor vores miljø og fremtidige levevilkår, med marginale økonomiske gevinster.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup: Ida Auken truer landbruget med mere kontrol og højere bøder, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig import: Gødning og gift til landbruget kommer til Danmark med skib og lastbil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens, Politiken 07.06.2012.

Niels Fastrup: Schackenborg involveret i gødningsskandale, Politiken 08.06.2012.

Før Fukushima-katastrofen var Japan med 54 reaktorer det land i verden, som efter USA og Frankrig havde mest atomkraft. Men fire reaktorer i knæ og en situation, som i værste fald kunne have nødvendiggjort evakueringen af hele Tokyo-området har givet så store betænkeligheder ved den fortsatte brug af A-kraft, at ingen endnu har haft mod til at genstarte reaktorer, når de en for en blev standset for regelmæssig vedligeholdelse.

Frem til Fukushima-katastrofen leverede A-kraften mere end 30% af den japanske elektricitet, og  der var planer om i de kommende år at udvide dette til 50%. Men 5. maj satte Japan sin sidste reaktor på stand by, og der har siden udspillet sig et bizart spil for og imod genstart.

Situationen er særligt prekær her i de kommende måneder, fordi det japanske el-forbrug er størst i juli og august måned, hvor det fugtigvarme klima normalt ville have airconditioning-anlæggene på fuld kraft landet over.

Presset for at få i det mindst nogle få reaktorer i gang igen inden sommervarmen for alvor sætter ind har derfor været stort, ikke mindst i Kansai-området (med blandt andet byerne Osaka og Kyoto), hvor A-kraften før Fukushima-katastrofen udgjorde hele 50% af el-forsyningen for regionens omkring 40 mio. indbyggere.

Selv med de besparelser, som regionens virksomheder og befolkning var i stand til at gennemføre sidste sommer, har forsyningsselskaberne regnet sig frem til, at der på særligt varme sommerdage (hvor airconditioningen normalt står for mere end halvdelen af husholdningernes el-forbrug) ville mangle op til 15% kapacitet. Alle virksomheder og husholdninger er derfor pålagt 15% besparelser i et forsøg på at undgå såkaldte rolling blackouts, hvor strømmen simpelthen slukkes for en time eller to ad gangen i skiftende områder for at kunne klare forsyningen i de øvrige områder.

Japans premierminister Yoshihiko Noda har da også igennem flere måneder insisteret på at få genåbnet to af fire reaktorer ved Oi-værket (som ligger ved Kansai-områdets nordvendte kyst). Her havde man tidligt fået godkendt de stress-test, som blev igangsat for alle japanske reaktorer efter Fukushima-katastrofen. Men disse tests har været stærkt kritiseret som værende helt utilstrækkelige. De er ganske provisoriske og varetaget af en kontrolinstans, som står overfor at blive nedlagt og erstattet af en reel kontrolinstans, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien. Denne nye instans, som skulle være med til at genskabe tilliden til (og varetagelsen af) den japanske A-krafts sikkerhed, var lovet på plads senest 1. april, men er stadig langt fra afklaret.

Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

[nggallery id=160]

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

Læs mere »

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »