Direkte fra forhandlingerne i Rio 20.06.

20. juni 2012

På selve dagen var der herover et enkelt interface, hvor man via webcam direkte kunne følge forhandlingerne i Rio om Rio+20-konferencens Final Outcome Document, som løber over dagene 20.-22. juni. De er siden gjort tilgængelige i fire blokke med i alt 8½ times forhandlinger, som kan ses herunder.

Ofte forhandles der til sidste minut, men det er denne gang en udbredt fornemmelse, at det oplæg til Rio+20-konferencens slutdokument, (The) Final Outcome Document, som blev forhandlet på plads i går, ikke vil blive ændret.

Oplægget kan ses i blog-indlægget: The Future We Want – draft pr. 19.06.

Connie Hedegaard skrev i går over Twitter, at der var alt for meget ‘take note’ og ‘reaffirm’, og alt for lidt ‘decide’ og ‘commit’ i oplægget. I et samtidigt tweet skrev hun, at oplægget var så svagt, at ingen af dem, som havde været med til at rette det til, var tilfredse. Ida Auken istemte på Twitter, at: “EU havde større ambitioner og det er ikke verdens bedste tekst, men den kan være med til at gøre verden til et bedre sted.”

Johnatan Watts og Adam Vaughan fra The Guardian har talt op, at ordet “encourage” optræder 50 gange, mens “we will” kun findes fem gange, ligesom ordet “support” er brugt 99 gange, mens “must” kun optræder tre gange.

Efter sigende har det ikke mindst været USA, Canada, Rusland og Venezuela, som har trukket ambitionsniveauet ned og modsat sig, at subsidier til den fossile industri skulle udfases. Og den store aftale om oceanerne, som der var lagt op til, er slet ikke faldet på plads. Selvom der endnu er tre forhandlingsdage, er der meget lidt som tyder på, at teksten bliver substantielt ændret her i den sidste runde, hvor statslederne deltager i forhandlingerne. Reaktionerne fra de mange interessenter og NGO-miljøet har da også været præget af stor skuffelse, selvom forventningerne på forhånd var lave.

De fire videoer på denne side dækker tilsammen plenarsamlingerne ved Rio+20 den 20. juni. Video 1 rummer den generelle åbning, hvorefter en række Major Groups har ordet.

Med Video 2 indledes de generelle debatter, som består af indlæg fra et flertal af FNs næsten 200 medlemslande. Denne fase forløber over tre dage og fylder det meste af konferencen. mange af statslederne er dog kun kortvarigt til stede, og der foregår parallelt en lang række rundbordssamtaler og mere eller mindre uformelle drøftelser i mindre grupper.

Video 3 forstsætter med 5-minutters indlæg fra verdens lande.

I Video 4 åbner Brasiliens præsident Dilma Rousseff med en tale, herefter tager FNs generalsekretær Ban Ki-moon over, og efterfølgende fortsætter de 5-minutters indlæg fra miistre og statsoverhoveder verden over.

Onsdag i Rio

Forhandlingerne har kørt hele dagen – eller rettere forhandlinger kan man dårligt tale om. Land efter land har fem minutter til at fremlægge sine synspunkter og sine indsatser overfor klimaudfordringen og bæredygtighedsudfordingen, efter først at have takket arrangørerne for deres gæstfrihed, anerkendt det historisk storslåede i anledningen. Formen virker helt antik – ingen udvekslinger, ingen spørgsmål, ingen forhandlinger. Hvis man i stedet havde skrevet og publiceret disse taler, kunne de have været læst hjemme, og man kunne have brugt tiden sammen langt mere kreativt-konstruktivt, langt mere forståelsesfremmende for ikke at sige bevidsthedsudvidende.

Først langt hen i de fem minutter, som i de fleste tilfælde bliver til 10 minutter eller mere, kommer man til sine indvendinger overfor det foreliggende dokument, hvis de overhovedet kommer frem. Selvom mange i løbet af onsdagen lagde afstand til passager i slutdokumentet, var der ingen, som turde konfrontere ordlyden. Så skuffelsen breder sig blandt de mange udenfor, efterhånden som det står klart, at Rio+20-dokumentet, som det har været udtrykt, ikke så meget er lavet for at redde planeten, som for at redde ansigt.

Før konferencen for alvor blev igangsat blev ordet givet til Brittany Trilford, en 17-årig pige, som havde vundet “Date with History competition” og så at sige repræsenterede fremtdien. Hun siger alt det rigtige, men det er svært at gentage en succes. Hun har slet ikke samme næsten knugende intensitet, som da den 12-årige canadiske pige Severn Suzuki for egne penge rejste til Rio for at insistere på, at forhandlerne ikke bare blev ved de smukke ord, men besluttede sig for handling (se blog-indlægget 12-årig piges tale ved Earth Summit, Rio de Janeiro 1992).

Før landerunden blev igangsat (video 2 ff.), var verden udenfor inviteret ind, via indlæg fra de såkaldte “Major Groups”. Her blev der til gengæld ikke lagt fingrene imellem.

De ni grupper er: Women major group, Children and Youth major group, Indigenous Peoples major group, Non-Governmental Organizations major group, Local Authorities major group, Workers and Trade Unions major group, Business and Industry major group, Scientific and Technological Community major group, samt Farmers major group. Det smukke og vanskelige ved en FN-event som denne er, at alle søges hørt, og at der forventes, at man taler om tingene dertil, at der er konsensus. Men det er jo også det, som gør, at processerne bliver meget langtrukne, og at man nogle gange kan komme alvorligt i tvivl, om for eksempel klimaforhandlingssporet, som også blev igangsat ved konferencen Rio, nogensinde når dertil, at verdens lande handler derefter. Foreløbig fik man på COP17 (efter 17 årlige topmøder) besluttet sig for først at gøre noget i 2020, og på det efterfølgende møde i Bonn, kunne man dårligt blive enig om, hvad man var blevet enig om i Durban.

“Major Groups”-indlæggene giver bedre end landenes 5-minutters indlæg fornemmelse af, hvor man er gået på kompromis i slutdokumentet, eller hvor man er landet langt fra, hvor man havde turdet håbe. Repræsentanten for kvindegrupperingerne var rasende over svækkelsen af det kønspolitiske: “It is a shame there is such a timid text here at Rio. No commitment to our reproductive rights. No high commissioner for our girls. Nothing about the destruction by nuclear power and mining… The Rio outcome document does not give us the urgently-needed means to address the massive challenges of our times.” Ved en pressekonference i går blev der spekuleret, at de katolske lande fået fjerne alt, der smagte bare lidt af familieplanlægning. Og når man hører Vatikanets indlæg d. 22., er det klart, at man herfra ud fra et katolsk livssyn har modsat sig alt, som kunne handle om ikke bare abort, men også prævention. Så der vil blive født rigtig mange katolikker i det 21. århundrede.

Børne- og unge-repræsentanten måtte sige, at det foreliggende på ingen måde sikrede den fremtid, vi ønskede os. “Children and youth feel grossly frustrated by this outcome document.”

Repræsentanten for Major NGOs påpegede det helt uforståelige i, at der ikke var refereret til størrelser som planetary carrying capacity, planetary boundaries og tipping points, eller det forhold, at behovet for at få standset subsidier til fossile brændstoffer og det problematiske i A-kraft i lyset af Fukushima-ulykken overhovedet ikke var nævnt. Han gik så langt som til at sige, at hvis ikke der blev strammet alvorligt op, så måtte man bede om at få fjernet den passus i slutdokumentets indledning, hvor der står, at teksten var udarbejdet med “full participation of civil society”. For NGOerne i Rio kunne på ingen måde godtage det foreliggende.

Repræsentanten for oprindelige folkeslag var mere positiv, omend hun havde en del kritik. Men oprindelige folkeslag og deres tradition for at leve mere i harmoni med omgivelserne har også fået en lidt mere fremtrædende plads i det nye forlæg til The Future We Want. i de mellemliggende 20 år er der kommet en klarere forståelse af, at naturbevarelse og bevarelse af oprindelige folkeslags livsvilkår kan gå hånd i hånd – hvilket stadig ikke er nogen garanti for, at naturen og de oprindelige folks levevilkår er sikret.

Men tilbage til de mange fem-minutters indlæg fra alle verdenshjørner. Hvis man abstraherer fra formen, så er det ganske enestående – og opløftende – at høre, at der rent faktisk bliver arbejdet på at håndtere klima- og bæredygtighedsproblemer på alle niveauer over hele verden. Selv de mindste og fattigste lande har indsatser over for tab af biodiversitet, klimatilpasning, fødevaresikkerhed, stabilisering af befolkningsudviklingen, social ulighed, bevarelse af skove og beskyttelse af oceaner. Og der bliver faktisk kloden rundt præsenteret stærke bæredygtighedsperspektiver.

De smukke tanker, og de indimellem næsten røntgenagtige billeder af verdens tilstand kan blot være svære i et bureaukratisk konsensus-univers som FNs at få udmyntet istærke aftaler. og det helt centrale sprøgsmål, om summen af indsatser er tilstrækkelig til at køse klodens klima- og bæredgtighedskrise, til at sikre biodiversiteten og kommende generationers livsvilkår, bliver aldrig stillet direkte. På den led er hele processen en kollektiv fortrængning. For nok er man nødt til at starte et sted og anerkende, at det tager tid. Men man er også nødt til at se virkeligheden i øjnene.

Selv noget meget håndgribeligt og helt indlysende ubegavet som de massive subsidier til den fossile produktion, som i forhold til verdenssituationen er helt absurde, og som der var lagt op til forud for Rio+20, at man skulle have en fælles indsats for at få afviklet, faldt på gulvet. Det bleb ikke slettet, men som så meget andet udvandet til helt uforpligtende FN-lingo.

Repræsentanten fra Ungarn cireterede en ungansk Nobelpristager, at: op igennem historien har mennesket skulle kæmpe med mother nature. Nu er vi kommet til et sted, hvor vi skal kæmpe med den menneskelige natur. Vores virkelyst, vores antal og den industrielle æras voldsomt forstørrede redskaber gør tilsammen, at de fejl, vi altid har gjort, ikke mere er uskyldige, men tværtimod kan vise sig fatale.

Med Barosso – præsident for Europakomissionen – kom der pludselig fortætning. Han havde meget på hjerte, tog udgangspunkt i udfordringen fra Severn Suzuki fra 1992 om ikke blot tale, men at handle. Og han sagde, at nogle ting var blevet bedre, men at der stadig var meget at gøre. Han var ikke så direkte kritisk overfor The Outcome Document som Ida Auken og Connie Hedegaard, men understregede ad flere gange, at EU ønsker specifikke og målbare prioriteter i alle tre dimensioner af bæredygtighed. EU ønsker konkrete resultater.

Verdens fattige lande kunne have ønsket, at der var flere penge fra EU. Men i en tid med overhængende euro-krise fortalte Barosso blot, at EU var verdens største bidragyder, at man var på vej til målet om 0,7% af BNP i U-landshjælp fra 2015, og at EUs samlede støtte inden for de tre bæredygtighedsdimensioner udgør 8 mia. euro. Han kaldte på en øget deltagelse fra civilsamfundet i beslutningsprocesser og en styrkelse af lokalsamfundet. Og sluttede med at efterlyse mere ambitiøse handlinger, en større forståelse af den overhængende nødvendighed af at handle. Men selv EU, som på mange måder har været loklomotiv i den globale omstillingsproces, er i disse år mærket af gældskrisen i syd, kvotesystemet som skulle være centralt virkemiddel for klimaindsatsen har mistet posten, og rundtomkring i det store system er der megen inierti overfor at lade udviklingen køre for hurtigt, selvom EUs fremtid langt hen ad vejen er afhængig af, at vi fastholder denne plads i verdenssamfundet.

Et af de indlæg fra de nationale indlæg på slutkonferencens første dag, som prentede sig stærkest i mig, kom fra Bhutans statsminister, Lyonchoen Jigmi Yoezer Thinley. Han berettede om, hvordan man i Bhutan i stedet for et mål om at øge BNP målrettet gennem fire årtier har søgt at øge befolkningens lykke, understøtet af et Happines Index, som måler eller måske rettere kortlægger befolkningens lykke i en bred vifte af subjektive og objektive kriterier. Thinleys indlæg er blændende civilisationskritik til benet. Bhutan har på Rio+20 været fremhævet som eksempel, hvis man, som Rio+20 lægger op til, skal videre fra bruttonationalproduktet som målestok for national lykke og formåen. Se det efterfølgende blog-indlæg Bhutans lykkeindeks – det nye BNP? for mere derom.

Fra de følgende to blog-indlæg kan man se videooptagelserne fra de følgende to dages forhandlinger.

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.