Rio+20 – “too little too late” | Strøtanker om bæredygtighed

Rio+20 – “too little too late”

14. juni 2012

Officielt løber Rio+20, FNs konference om bæredygtig udvikling, blot over tre dage, 20.-22. juni. Men dette er kun den afsluttende del af hovedforhandlingerne, hvor statslederne kommer til for – om alt går som planlagt – at være med til at forhandle de sidste knaster på plads. Men RIo+20 omfatter en lang række parallelle events og aktiviteter: udstillinger, dialogmøder, børne- og ungdomskonferencer, forhandlinger om særlige temaer osv., og i alt regner man med at omkring 50.000 mennesker deltager i Rio+20.

På baggrund af de mange forhalinger og den megen uenighed omkring hovedforhandlingerne har der været en udtalt bekymring, om man overhovedet ville nå noget egentligt resultat, men alene det, at repræsentanter fra verdens NGOer, byer, virksomheder samles for at drøfte verdens fremtid er stort. Vi står i en situation, hvor verdens videre udvikling fordrer udviklingen af en global bevidsthed og ansvarlighed – og en målsætning og en enighed om og forståelse af de fælles rammevilkår, som transcenderer individets, statens og lokalsamfundets vel.

Konferencen i 1992 blev bevidsthedsmæssigt skelsættende. Måske for første gang i menneskehedens historie erkendte vi det skæbnesfællesskab, og den deraf følgende fælles ansvarlighed, som lå i den globale virkelighed. Her 20 år efter er Agenda 21 så vigtigt som nogensinde. Vi forstår det bedre end for 20 år siden, men der er stadig lang vej til at vi tager den fulde konsekvens deraf. Og nøgternt bæredygtighedsmæssigt set er kloden i markant større ubalance i dag end for 20 år siden. Selvom vi ved, at det er en ressourcemæssig umulighed at gøre alle ligeså rige som i de rigeste lande, så er det stadigvæk den opskrift, vi kloden rundt søger at forfølge. Og selvom det bliver klargjort, at vi i Danmark bruger, som havde vi 5 kloder til rådighed, så aser vi videre med fluffy aspirationer om “grøn vækst”.

Men kan vi bede hinanden om at tage det lidt med ro, at lade kullene ligge i jorden, ikke at presse skifer-gassen og tar sand-olien ud af jorden, når vi i forvejen har for meget CO₂ i atmosfæren, ikke at køre bil og lade være med at spise al det kød, selvom vi snævert set har råd til det? Kan vi skabe tilværelser for os selv og hinanden med stor lykke og livsfylde, som ikke slider Jorden itu?

Det er store spørgsmål som disse, som er til overvejelse i Rio – formuleret i forhold til et utal af virkeligheder kloden rundt. Så der er ikke noget at sige til, at det er svære forhandlinger – også fordi spørgsmålene om hvem der betaler, og hvem der gør hvad, står anderledes klart frem i dag end for 20 år siden.

I dagens The Guardian kan man læse en reportage fra åbningen i 1992, hvor Maurice Strong, som var generalsekretær for topmødet i 1992 advarede: “No place on the planet could remain an island of affluence in a sea of misery. We are either going to save the whole world or no one will be saved.”

“One part of the world cannot live in an orgy of unrestrained consumption where the rest destroys its environment just to survive. No one is immune from the effects of the other.”¹

Sådanne tanker er bærende for Agenda 21, men når man ser verden rundt, er de ikke rigtigt slået igennem. Tværtimod ser man et land som Canada flænse store landskaber for at udvinde tar sand-forekomster, samtidig med at det er en bombe under verdens klimaindsats, mens amerikanerne rent ud sagt er bange for at dele ud af sin teknologiske indsigt.

Op til topmødet i 1992 var der ligesom i dag stor tvivl, om man overhovedet vil kunne nå frem til noget fælles resultat. Men topmødet i 1992 mundede ikke bare ud i et stort flot Agenda 21.

Samtidig vedtog man en anden stor vigtig konvention om biodiversitet og fik igangsat arbejdet med at finde en global respons på klimaudfordringen, som i første omgang ledte til Kyoto-protokollen og en indsats fra de (fleste af de) rigeste lande, men som det nu ved COP17 blev erkendt nødvendigvis måtte omfatte alle lande, hvis man ville have hånd om problemet. Man kan fortvivles over, at sådanne processer tager så lang tid, som de gør. Men hvis verdenssamfundet skal styres gennem konsensusbeslutninger og åbne processer, så er der ikke nogen vej udenom.

Her op til Rio+20 er der en tilsvarende tvivl, om det vil lykkes at nå til enighed. Det er på mange måder noget andet, der skal til end i 1992. Her 20 år senere er der måske mest af alt brug for, at vi siger: Der er nu det er alvor, det er nu at konsekvenserne for alvor skal tages, og der skal skaffes den nødvendige finansiering til at de nødvendige omstillingsprocesser finder sted over hele verden. Der er ikke brug for et nyt proklamatorisk Agenda 21, men en stærk konkret arbejds- og finansieringsplan, som gør, at det hele når videre end de velmenende intentioner. Og der er brug for at redefinere forholdet mellem rig og fattig. I de mellemliggende år er en række af de store U-lande blevet markant rigere og har i dag en stor middelklasse med en levestandard fuldt på højde med de rige landes. I en tid hvor både USA og Europas økonomi er i knæ, er finansieringen en reel udfordring.

“Population must be stabilised, and rapidly,” fortsatte Maurice Strong ved åbningen i 1992: “If we do not do it, nature will, and much more brutally. We have been the most successful species ever. We are now a species out of control.”

“To continue along this pathway could lead to the end of our civilisation. We have to face up to the dire implications of the warnings scientists are sounding. They point to the prospect that this planet may soon become uninhabitable for people.”¹

Spørgsmålet om regulering af befolkningstallet er stadig ikke håndterbart – og i de seneste år har vores modvilje mod at lytte til videnskabsmændenes m/k advarsler været særligt klart trukket op omkring klimaudfordringen. Vi har en videnskab, som taler ganske entydigt om konsekvenserne ved at fortsætte, samtidig med at allehånde særinteresser får lov at modsætte sig de nødvendige omstillinger.

“Like it or not, from here on in, we are in this together; rich, poor, north, south. The industrialised world cannot escape its primary responsibility to lead the way in establishing this partnership and making it work.”¹

Hvis resultatet af Rio+20 blot blev, at vi blev lidt bedre til at forstå og handle ud fra Agenda 21, var meget nået. den dagsorden, Agenda 21 har udfoldet, vil tage det meste af det 21. århundrede at implementere, og måske en bid af det 22. århundrede med.

I årene forud for topmødet i 1992 var Mikhail Gorbachev en markant aktør i det internationale samfund. Op til Rio+20-konferencen bragte han 12. juni et indlæg: Understanding the present in the light of the future på hjemmesiden The Future We Want.² Det følgende er uddrag derfra:

“During and just after the Rio Earth Summit, there was an overwhelming air of enthusiasm and hope for the future. It was a time of optimism and, in retrospect, innocence, as everyone celebrated the end of the Cold War,”² skriver Gorbachev i et tilbageblik:

“Today, 20 years later we are instead surrounded by cynicism and, for many, despair. This is hardly surprising at a time of an economic crisis exacerbated by increased pressure on natural resources, spreading of poverty, diminishing human security, continuing violent conflicts, and environmental degradation. I feel bitter when I look at the cavernous gulf between rich and poor, the irresponsibility that caused the global financial crisis, the weak and divided responses to climate change, and the failure to achieve the Millennium Development Goals. The opportunity to build a safer, fairer and more united world has been largely squandered.”²

Gorbachev sammenfatter de mellemliggende 20 år med ordene:

“Everything bears the stamp ‘too little too late’.

I can’t qualify this failure as being anything other than one of leadership and vision.”

Og nøgternt set har Gorbachev ret – i en nylig rapport fra FNs miljøprogram UNEP gør man det klart, at der for de 90 vigtigste bæredygtighedsmålsætninger kun er sket nævneværdig fremgang på fire områder. Ellers er der tale om et stort set sammenhængende billede af tilbagegang.³

Gorbachev fortsætter sit essay: “Yet it is clear to me that the efforts of politicians alone will not be enough to respond to the challenges that we face. What we need is the interaction of politics, business and civil society.

The world finds itself at an important inflection point. The choice is between a perfect storm of progressively deepening set of crises or expanding perspectives of unprecedented opportunities.

The economic, environmental, political and, most important, moral crisis we face has shown that the currently dominant model of economic growth is unsustainable. This model engenders crises, social injustice and the danger of environmental catastrophe.

There is a clear need for a rapid transition to a different model.”²

Gorbachev kommer herefter ind på betydningen af en grøn verdensorden:

“I hope that clever terms that are in vogue ahead of Rio, like “green economy”, “green jobs” and “green growth”, are not going to serve as little more than “green band-aids” for plastering over the festering sores sickening our planet – and its inhabitants – today.

For if the “green economy” concept does not enable real environmental sustainability, equitable development and reduced consumption of resources and products, then it is a flawed concept that merely paints bad economic practices green.

How can we ensure that economy becomes “green” and not just “painted green”?

The Rio+20 conference must produce a coherent and verifiable plan for transformative action to put the world on the path to sustainable development.”

Afsluttende på det særdeles læseværdige essay skriver Gorbachev om det ønskelige resultat af Rio+20:

“An ambitious and action-oriented Rio+20 outcome document must be politically-binding and recognize the imminent threat of exceeding our planet’s natural limits.

I do hope that Rio+20 will avoid replicating the fate of many initiatives, with aspirations fading soon after the ribbon was cut and cameras stopped rolling. We do not have the luxury of waiting 20 more years for Rio+40. Society is evolving. Understanding the present in the light of the past, we see only the problems, resulting in gloom. But understanding the present in the light of the future compels us to evolve and see the opportunities it points to.

Only thus can Rio+20 be able to, in the words of the Green Cross slogan, ‘Give Our Planet a Chance, give Humanity a Future!'”

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.