Strøtanker om bæredygtighed

Officielt løber Rio+20, FNs konference om bæredygtig udvikling, blot over tre dage, 20.-22. juni. Men dette er kun den afsluttende del af hovedforhandlingerne, hvor statslederne kommer til for – om alt går som planlagt – at være med til at forhandle de sidste knaster på plads. Men RIo+20 omfatter en lang række parallelle events og aktiviteter: udstillinger, dialogmøder, børne- og ungdomskonferencer, forhandlinger om særlige temaer osv., og i alt regner man med at omkring 50.000 mennesker deltager i Rio+20.

På baggrund af de mange forhalinger og den megen uenighed omkring hovedforhandlingerne har der været en udtalt bekymring, om man overhovedet ville nå noget egentligt resultat, men alene det, at repræsentanter fra verdens NGOer, byer, virksomheder samles for at drøfte verdens fremtid er stort. Vi står i en situation, hvor verdens videre udvikling fordrer udviklingen af en global bevidsthed og ansvarlighed – og en målsætning og en enighed om og forståelse af de fælles rammevilkår, som transcenderer individets, statens og lokalsamfundets vel.

Konferencen i 1992 blev bevidsthedsmæssigt skelsættende. Måske for første gang i menneskehedens historie erkendte vi det skæbnesfællesskab, og den deraf følgende fælles ansvarlighed, som lå i den globale virkelighed. Her 20 år efter er Agenda 21 så vigtigt som nogensinde. Vi forstår det bedre end for 20 år siden, men der er stadig lang vej til at vi tager den fulde konsekvens deraf. Og nøgternt bæredygtighedsmæssigt set er kloden i markant større ubalance i dag end for 20 år siden. Selvom vi ved, at det er en ressourcemæssig umulighed at gøre alle ligeså rige som i de rigeste lande, så er det stadigvæk den opskrift, vi kloden rundt søger at forfølge. Og selvom det bliver klargjort, at vi i Danmark bruger, som havde vi 5 kloder til rådighed, så aser vi videre med fluffy aspirationer om “grøn vækst”.

Læs mere »

Skriv under på Awaaz’ petition: Nej til gasboringer i den danske undergrund!

“FRACKING – Der er milliarder på spil, når franske Total til efteråret foretager den første prøveboring og efterfølgende testudvinding af skifergas på dansk jord. For mængden af gas dybt i den danske undergrund kan være mange gange større end den gas, der hentes op af Nordsøen. Og den danske stat har 20% af aktierne i det kommende gaseventyr.

Der bare ét problem: For at hente gassen op, skal skiferen sprænges 3-4 km nede i undergrunden, og i den proces pumpes 150 millioner liter kemikaliefyldt vand direkte ud i skiferlagene. Teknikken er kendt som ’fracking’ og er så udskældt af miljøaktivister og naboer til boresteder, at der er indført totalt stop for fracking i Tyskland, Bulgarien, Canada, Sydafrika og i Totals hjemland Frankrig. Men i Danmark er der tilsyneladende ingen, der undersøger, hvilken effekt de mange tons kemikalier kan have på miljøet.

Ingen skal godkende kemikalierne

P1 Dokumentar kan i dag fortælle, at statens eksperter i miljøkemi – Miljøstyrelsen – slet ikke er en del af godkendelsesprocessen. Faktisk skal ingen dansk myndighed godkende hverken de enkelte kemikalier eller den samlede kemikalieblanding, før de pumpes ned i den danske undergrund. Kemikalielister fra gasprojekter i udlandet viser ellers, at der er god grund til at tænke sig om, før kemikalierne slippes løs i naturen.

– Der er over 100 kræftfremkaldende stoffer på listerne og næsten ligeså mange luftforureningsstoffer. Det drejer sig jo blandt andet om nogle af de opløsningsmidler, som vi ellers har så travlt med at holde styr på, fortæller pensioneret professor i miljøkemi, Finn Bro Rasmussen efter at have gennemgået lister fra USA og Polen for P1 Dokumentar.

Han undrer sig over de beskrivelser, der er lagt frem i Folketinget, hvor kemikalierne i fracking-væsken blandt andet beskrives som ’det, der bruges til tandpasta’ og ’det, man hælder i pools’ og ’overfladestoffer’.”

Skriv under på Awaaz’ petition: Nej til gasboringer i den danske undergrund!

Fracking er kort sagt noget frygteligt svineri, som skulle standses globalt. Med en let omskrivning af lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansens ord, så er skifergassen “best left in the ground”.

Hvis først vi begynder at hente den op, går vores klimaregnskab aldeles i rødt, og vi vil videregive til de kommende generationer ikke bare en ubærlig varm verden med hastigt stigende verdenshave, men et kæmpe problem med at få al den CO₂ listet ud af atmosfæren.

Den dag vi har en sikker teknologi til at fjerne lige så meget CO₂ fra atmosfæren, som vi lukker ud, kan vi genoverveje at udnytte nogle af de mange “skæve” fossile forekomster, fordi vi da kan gøre det uden at true klimaet. Men det må ikke ske gennem egnetlig CSS (Carbon Capture Storage) og ikke bare ved kvoter, hvor en teknisk afbrænding veksles til reduktion/bevarelse i det biologiske system – det potentiale, som ligger i en øget CO₂-lagring i biosfæren må vi reservere til at få den allerede overskydende CO₂ ud af atmosfæren. Men den dag vil det med al sandsynlighed vise sig, at det var langt mere hensigtsmæssigt og billigere at bruge de vedvarende energikilder.

Jørgen Steen Nielsen: Under den nordjyske muld venter nyt fossilt energieventyr eller -mareridt, Information 13.06.2012.

Jysk gaseventyr truer drikkevandet, DR P1 dokumentar 07.06.2012.

Gasland: Dangers of Natural Gas Extraction (Extended Trailer), 10:58 min. YouTube video.

Skifergas Nej Tak, Facebook-gruppe.

www.skifergasnejtak.dk.