01.06.2012 | Strøtanker om bæredygtighed

1. juni 2012 arkiv

CO₂-koncentrationen nu over 400 ppm

1. juni 2012

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

skrevet i 350 ppm, energi og ressourcer, global opvarmning | tagged 450 ppm, CO2-udledninger, COP17, G8, IEA, kulstøv, metan | Kommentarer lukket

Japan igen på A-kraft I – optegnelser juni 2012

1. juni 2012

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.