Strøtanker om bæredygtighed

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Amazon-området udgør verdens måske største grønne lunge, med en kolossal vigtighed for verdens biodiversitet og klimabalance. Men efter nogle få år, hvor skovfældningen så småt syntes at være ved at komme under kontrol, bliver der nu i et brasiliansk lovforslag lagt op til totalrydninger i hidtil uset omfang. Derfor har Awaaz har netop rundsendt denne opfordring til at stå bag en underskriftsindsamling om at få den nye lov omstødt:

The Brazilian Congress has just passed a catastrophic forestry bill that gives loggers and farmers free rein to cut down huge swaths of the Amazon. Now only President Dilma can stop it.

Fortunately, the timing is on our side – in weeks Dilma will host the world’s biggest environmental summit and insiders say she cannot afford to open it as the leader who approved the destruction of the rainforest. She’s facing mounting domestic pressure, with 79% of Brazilians rejecting this new bill. Now, if we join them we can turn up the global heat and push her to axe the bill, not the rainforest.

Dilma could make her decision any day. Let’s get her to veto the bill now. Use the online form to sign the urgent petition to stop the Amazon chainsaw massacre and if you have already signed – send this to everyone!

http://www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

Læs mere »

.
Nu fik jeg i det foregående indlæg skrevet, at det var svært at finde en lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, som de ikke havde i forvejen. Men NewMusicXXs modstilling af Rothkos billeder med komponisten Morton Feldmans “Rothko Chapel” fra 1971 i denne video er faktisk ganske vellykket.

Update – Denne video er i mellemtiden blevet gjort privat, så jeg har som nødløsning indsat en video med den fulde udstrækning af Rothko Chapel, men uden billedsammenhæng, i stedet er der blot samme sort-hvide billede. Så der er bedre plads til de indre billeder.

Feldman laver ofte endog meget lange lydmalerier, som i sin klangsprøde, næsten gennemsigtigt åbne, langsomt fremadfamlende smagen på verden aldrig helt opnår form – i hvert fald symfonisk form. Men i “Rothko Chapel” (1971), skrevet under indtryk af Rothkos død i 1970, er formen kortere og mere distinkt, korets stemmehav fortætter sig indimellem til egentlig substans, og celloen gestalter umådeligt smukke kalligrafiske afskedstegn i tomheden efter Rothko.

Har bestilt musikken hjem og glæder mig til at høre den i sin sammenhæng.

Se flere pausebilleder.

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer af klarhed.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Se flere pausebilleder.

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Daiichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100ºC. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Læs mere »