Strøtanker om bæredygtighed

I april udskrev Politiken en idékonkurrence om en ny indretning af Rådhuspladsen, som i disse år henligger som én stor byggeplads i forbindelse med etableringen af en metrostation under pladsens nordlige ende. Igennem flere år har jeg dagligt haft min gang hen over Rådhuspladsen og skuet ud over et hjørne af den, så selvom jeg i udgangspunktet ikke havde planer om at bidrage til konkurrencen, nedfældede jeg på et tidspunkt de mange løse tanker gennem årene om denne let umulige plads, hvis vigtigste egenskab var at den var stor og central og svær at komme udenom. Selv på ferie i Tyrkiet dukkede der et par gange fragmenter op til en ny rådhusplads, så vel hjemme igen satte jeg mig et par dage før deadline for at prøve at skrive delene sammen – ikke til et samlet billede, men i det mindste som en sammenhængende tilgang til, hvordan man kunne nærme sig problematikken på denne alt andet en velfungerende plads.

For at teste hovedanslaget som andet og mere end tankebilleder og sproglige vidtløftigheder lavede jeg endog en tegning. Og selvom det store cirkelanslag umiddelbart passer godt til pladsen, så afslører en sådan tegnining samtidig nådesløst, hvor meget, der ikke er løst eller redegjort for – som føringen af cykelruterne langs H.C. Andersens Boulevard, buspladsen og hvordan selve cirklen møbleres, så den er på én gang grøn og frodig, intim og siddevenlig, smuk og flytbar, passerbar og klart derfineret. Når jeg alligevel endte med overhovedet at indsende forslaget, er det fordi jeg havde en god fornemmelse af, at mange sådanne delproblemer lod sig løse uden at kompromittere hovedgrebet.

Der er indkommet i alt 184 forslag – de vindende forslag er omtalt i dagens Politiken.

Karsten R.S. Ifversen: Politikens læsere har vilde visioner for Rådhuspladsen, Politiken 26.05.2012.

Karsten R. S. Ifversen: Læsernes Rådhuspladsen: En ordentlig fremvisning af fantasi, Politiken 26.05.2012.

Læsernes Rådhuspladsen: De præmierede forslag, Politiken 26.05.2012.

Karsten R. S. Ifversen: Idékonkurrencens baggrund, Politiken 26.05.2012.

Kjeld Hybel: Frank Jensen vil ikke lave rådhuspladsen om til en stor vandseng, Politiken 27.05.2012.
.

Den nye Rådhusplads

et bidrag til Politikens idékonkurrence om en ny udformning af Rådhuspladsen

Det foreliggende er tænkt ikke som et detaljeret forslag, men som et forsøg på i essayistisk form at indkredse et hovedanslag for Rådhuspladsen, som ikke bare giver en god plads, men som får byen til at hænge bedre sammen på stedet, og som kan gøre pladsen til et udtryk for København i det 21. århundrede: En by med store klima-ambitioner og stærke aspira­tioner om at være Verdens Miljømetropol.

Forsænkning af H.C. Andersens Boulevard

I dag er H.C. Andersens Boulevard Rådhuspladsens helt store problem, det gælder både støjmæssigt, luftforureningsmæssigt og intimitetsmæssigt. Ved at lægge H.C. Andersens Boulevard under jorden, opnår man flere virkelig gode ting: Strøget (1) med dets funktion som rygrad i byens forgængerstruktur kan fortsættes ubrudt over pladsen og videre ad Vesterbrogade. I første omgang må­ske blot hen forbi Axeltorv og Hovedbanegården, men på sigt gerne en sammenhængende gågadeakse fra Vesterbro Torv til Den lille Havfrue, med talrige sideben, som knytter byen sammen for den gående trafik.

Metropolzonen er i dag adskilt fra Middelalderbyen. Her vil overdækningen af H.C. Andersens Boulevard mod syd frem til Dantes Plads og Glyptoteket skabe denne forbindelse, ligesom det vil styrke den såkaldte museumsakse mellem Slotsholmen og Glyptoteket. Samtidig vil det placere Rådhuset flot på en sammenhængende urban flade og give bedre forbindelse til Rådhushaven (2), som nu henligger underligt utilgængelig.

I den modsatte ende holdes H.C. Andersens Boulevard under jorden frem til på den anden side af Studiestræde. På stykket mellem Jernbanegade og Studiestræde (3) kan der anlægges busstation i to planer, tæt ved både Rådhuspladsens nye metrostation (4) og Vesterport Station.

Først og fremmest får pladsen med nedgravningen af H.C. Andersens Boulevard en sammenhængende fodgængerflade, som er veldefineret og møblerbar (uden gennemkørende trafik) hele vejen langs periferien.

Fra skålform til scenegulv

Skålformen på den nuværende Rådhusplads er blevet til efter forbillede fra Rådhuspladsen i Siena. Der er meget godt at lære af den sydeuropæiske arkitektur og bybygnings­tradition, men at lave en sådan fladtrykt udgave af Sienas topografiske nødvendighed på Rådhuspladsen er på ingen måde hensigtsmæssigt.

Den nye Rådhusplads derimod er flad som en pandekage og har så få kantsten, niveauspring, cykel- og busbaner som muligt. Den er et sted, som giver plads til, at i titusindvis af mennesker skal kunne mødes om en lang række forskellige events og situationer: En super-fleksibel multiarena, som er let at indrette og omorganisere til en lang række forskellige brugssituationer og stadig robust nok til at kunne klare landskampe, koncerter og nytårsfyrværkeri.

I dag er Rådhuspladsens stadigt skiftende telt- og sceneopbygninger, trådnetsafspærringer osv., som oftest ganske grimme at se på, og alt er holdt på plads af betongrise. Hvor den nødvendige række af tilladelser fra politi, veterinærmyndigheder, brandvæsen osv. bliver strengt håndhævet, synes der æstetisk set at være vide grænser for, hvad man kan slippe af sted med.

I forbindelse med nedgravningen af H.C. Andersens Boulevard bliver der derfor plads til et stort underjordisk lagerrum (5), hvor der findes bænke, sceneelementer, storskærme osv., som er designet til pladsen, så det er hurtigt og let at skifte opstilling – og smukt at se på. Selv et lille folkeligt arrangement uden millionbudget får på den måde mulighed for at kunne kommunikere professionelt med store fladskærme og et til stedet og dets omgivelser tilpasset lydanlæg. Den nye Rådhusplads er ikke bare et areal. Det er byens største scene, et veludrustet moderne konference-, performance- og koncert-uderum, som kan skifte scenografi med kort varsel.

Tydeliggørelse af Rådhuspladsen som byrum

Det vindende forslag i konkurrencen om Vartov-pladsen opererer med en prop af træer ved Lurblæseren (6), som samtidig med, at det præciserer Rådhuspladsen som rum, definerer en mere intim plads mod Vartov. Tilsvarende etableres der to propper af vegetation på det overdækkede H.C. Andersens Boulevard (7) og én i gadeåbningen mod Vesterbrogade (8), så Rådhuspladsen kommer til at fremstå rumligt langt mere præcist defineret end i dag. Der er dog tale om steder, hvor der kører biler under, og frem for fritvoksede træer vil det være nærliggende at bruge præcist tildannede formationer, som indrammer et grønt midterstrøg i de meget brede gaderums fortsættelse fra Rådhuspladsen.

Rådhuspladsen som lydrum er i dag præget af den infernalske trafikstøj fra H.C. Andersens Boulevard, som skingrer mellem de hårde lodrette flader. Ved musikarrangementer bliver der derfor ofte skruet op, så nabolagets vin­duer og bygninger ryster. Med biltrafikken ført under pladsen er der mindre, som skal overdøves. De grønne elementer i de store gaderumsåbninger vil sammen med etableringen af facadebeplantninger på en række af de hårdeste lodrette flader kunne blødgøre akustikken, samtidig med at de renser luften, køler om sommeren og giver en ny intimitet, hvor man bedre end i dag kan høre eftermiddagssolen sile ned.

Den store cirkel

Med de nu meget åbne hjørner ”tilproppet” af præcise grønne elementer er Rådhuspladsen så stor og veldefineret, at den tåler en let underdeling af fladen. Der er derfor lagt en gigantisk cirkel ud på i fladen, dog sådan, at der stadig mod syd er plads til trappeopsatsen foran rådhuset (9) og metrotrappene mod nord (4). I grundopstillingen er denne cirkel blot en tom flade. Mens alle bare lidt mere permanente elementer holdes uden for cirklen. Flere steder kan reposer og sceneelementer på få minutter skydes op, som i et avanceret livets teater. Over alt er der i fladen et system af fastgørelsesøjer, så det er let at fæstne telte, boder osv.
Selve cirkelperiferien (10) er markeret af lys og bænke, storskærme og højttalertårne. Cirkelbuen er fuldbyrdet med blomstrende bænke og tildannede træer, alt sammen afbalanceret, så cirklen står tydeligt – og let kan passeres – uden at fornemmelsen af pladsens samlede firkant mistes.

Symboljægere ville nok foretrække at tilplante cirklen med solceller og små verti­ka­le vindmøller, så strømmen til pladsens aktiviteter blev genereret på stedet – faktisk findes der en meget smuk engelsk rotor kaldet Quiet Revolution, som kan fungere i byens turbulente vinde og agere som vind­træ på stedet. De samme møller ville dog producere langt mere strøm, hvis de blev plantet langs havnefronten, hvor der de fleste steder er meget langt mellem træerne.

Cirklens belægning er lys, næsten hvid, som en kæmpe sol – et billede på en by, som i disse år er ved at lægge sin fossile æra bag sig. Det lyse mindsker varmeø-fænomenet og gør den åbne plads mindre kogende at passere på en sommerdag. Man kender de hvide byer fra Middelhavslandende, og det har været beregnet, at hvis verdens 100 største byer gjorde deres tagflader og befæstede arealer hvide, ville det kompensere for 44 gigaton CO2 – hvad der rundt regnet svarer til de samlede globale CO2-udledninger på et år.

Lige uden for cirklen, som er markeret af en blanding af faste og mobile elementer, så man ved særligt store arrangementer kan inddrage hele fladen, er der friholdt en gang­zone, så man – lige meget hvorfra man kommer og hvor­til man skal – har fornemmelsen af et valg mellem at kryd­se ind over cirklen og bevæge sig langs dens periferi.

Overdækket økologisk marked

Uden for cirklen er der plads til mere permanente aktiviteter, cafeer, opholdspladser, cykelparkering mv. Mod øst kunne man anlægge et lille økologisk frugt- og grøntsagsmarked (11). Vi har nu fået torvehallerne, men tidligere var der åbne markeder ved alle byens porte, hvortil maden blev bragt og morgenen, og hvorfra maden i løbet af dagen blev båret videre til køkkenerne og spisekamrene. Her der det begrænset til en overdækket cirkel, måske en svævende ring af grønt tag, som vi som del af byens klimatilpasning kommer til at anlægge langt flere af i de kommende år.

For nylig opgjorde NIRAS CO2-fodaftrykket i Hovedstadsområdet til 19,3 ton pr. person pr. år, hvoraf fødevaredelen udgør hele 4,2 ton. Det er næsten lige så meget som de 5 ton pr. person pr. år, som Københavns Kommunes klimaplan sigter på at neutralisere. Hvis ikke den nu planlagte CO2-neutralitet i 2025 skal klinge hult, er vi derfor nødt til at sætte målrettet ind på at nedbringe også denne størrelse. Det indebærer blandt andet, at vi gentænker vores fødevarers vej fra jord til bord og i langt højere grad end i dag spiser årstidens lokale produkter.

Metro, bus og cykelparkering

I den nordligste del af den store cirkel popper metrostationens store glasprismer op af fladen (4), mens hovedtrappen er lagt uden for. Som nævnt indledende kunne man etablere busholdepladser i to etager mellem Jernbanegade og Studiestræde (3).

Her er der måske også plads til mere vegetation og en lille intimscene med plads til 60-70 tilskuere, og her er der en god kapacitet af bemandet cykelparkering (12).

Den gående by

København er i dag kendt som en cykelby, og der er planer om inden for få år at få dobbelt så mange til at tage cyklen til byen og på arbejde. Således er byens klimaplan i meget høj grad hægtet op på en styrkelse af cyklismen. Men ud over cyklismen og den kollektive trafik må gangen være fun­da­mentet i en bæredygtig trafikstruktur, hvis vi vil høste fordelene af en CO₂-neutral og fossilfri by og ikke blot erstatte det nuværende trafikale kaos med en tilsvarende trængsel af el- og brintbiler.

Gang er sundt, gang er kontemplativt, gang giver et tempo, hvor man hører fuglene synge og kan tale sammen uden at være til fare for trafikken, hvor man ser verden omkring sig og ikke mindst ser hinanden som mennesker – blandt gående opstår der sjældent den form for aggression, som den hju­le­de trafik genererer. Alligevel har vi alt for ofte tendens til slet ikke at betragte det at bevæge sig til fods som trafik.

Løget som metafor

Trafikken i de centrale dele af en større bydannelse kan med fordel forstås og prioriteres som et løg, hvor den inderste ring er den gående trafik. Herefter følger de cyklende, den kollektive trafik, den nødvendige varekørsel og servicetrafik, dernæst den private trafik og alleryderst den gennemkørende trafik, som i princippet ikke har noget at gøre i et bycentrum.
Gangen er en vigtig del af trængselsproblematikken. Det er den trafikform, som fylder mindst, som kan få flest mennesker forbi på samme snævre plads, og som er mest retfærdig forstået på den måde, at vi tidligt lærer at gå og stort set alle kan være med på de gåendes præmisser.

Gangen giver stor kapacitet og smidighed – og ingen parkeringsproblemer. Hvor parkerede biler og cykler medfører anneksion og blokering af byrummet, så indebærer parkerede fodgængere liv i gadebilledet. En af de måder, hvorpå man kan stimulere flere til at gå og til at bruge gaderummet, er at sørge for, at der etableres flere siddemuligheder end i dag. Derfor er der på Den nye Rådhusplads masser af gode siddepladser, hvoraf langt størsteparten ikke forudsætter, at man skal købe mad eller caffe latte til turistpriser.

Bedre fodgængerforhold opnås ikke først og fremmest gennem at ændre på eksisterende fodgængerarealer, men ved at ændre på fordelingen af gaderummet – ud fra samme rationale, som ligger bag Den nye Nørrebrogade, hvor gaderummet frem for primært at være tildelt bilismen fordeles, så de mest klimavenlige transportformer, gang og cyklisme, sammen med den kollektive transport får en langt større del af pladsen mellem husene. En sådan samlet omprioritering ville være et fantastisk løft for byens livskvalitet.

Viljen til at gå er i meget høj grad afhængig af, at fodgængeren har en god oplevelse af at bevæge sig i byen – at der er plads, at det grønne lys ikke skifter, før man no­gen­sinde nåede midten, og at vi får en sammenhængende fod­­gæn­ger­venlig bykerne, hvor det bliver natur­ligt at lade cyklen stå i udkanten frem for at slæbe den med rundt over alt. Derfor er der i metro-enden af Den nye Rådhusplads gode muligheder for at parkere sin cykel i be­mandede cykel­parkeringsanlæg, for herfra at fortsætte sin vej ind i Middelalderbyen til fods, eller for at pendlere kan tage sin bycykel det sidste stykke til arbejdspladsen.

I løgets midte må selv cyklerne lære deres grænser at kende, ellers bliver det svært at blive dobbelt så mange cyklister. Derfor er Den nye Rådhusplads ikke en sum af krydsende cykelgenveje, men en plads tilegnet fodgængeren.

Jens Hvass 04.05.2012

Åben idekonkurrence: Tegn din Rådhusplads og vind 50.000, Politiken 07.04.2012.

Den nye Rådhusplads, Jens Hvass bidrag til Politikens idékonkurrence 04.05.2012 (pdf).