Københavns Klimahandlingsplan

23. maj 2012

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Det bringer mig til et andet aspekt ved Klimahandlingsplanen. Dens beregningsgrundlag er defineret ud fra retningslinjer, som er fastlagt af Kommunernes Landsforening og Klima- og Energiministeriet i overensstemmelse med Kyoto-protokollens beregningslogik. Men Kyoto-protokollens beregningsgrundlag blev fastlagt tilbage i 1990erne og var allerede da ganske mangelfuldt (fordi man ikke fik håndteret det internationale aspekt, men startede med at sætte ind overfor de lokale udledninger). Vi må derfor forvente, at vi længe inden 2025 står med en stærkt revideret forståelse af (og stærkt reviderede opgørelsesmetoder for), hvad CO₂-neutralitet må indebære.

Indledende i Klimaplanen (s.8-9) defineres indsatsen. Udgangspunktet er, at København i 2011 udledte 1,9 mio. ton CO₂ (svarende til 3,5 ton pr. indbygger pr. år). I en basline-fremskrivelse af den forventede udvikling, hvis ikke byen laver en indsats, forventes byens samlede udledninger at være faldet til 1,2 mio. ton CO₂ (svarende til 2,2 ton pr. indbygger pr. år). Det er denne størrelse, planen sætter ind overfor at neutralisere.

For godt et års tid siden lavede Niras beregninger af københavnernes samlede CO₂-fodaftryk, og kom frem til, at det var på hele 19,3 ton pr. indbygger pr. år. Med en lidt anden opgørelsesmetode kom Concito nogenlunde samtidig frem til samlede udledninger pr. dansker i næsten samme størrelsesorden. Til forskel fra i Klimahandlingsplanen har man forsøgt at indregne vores forbrug, vores mad, vores rejseaktivitet og det forhold, at det meste at det vi forbruger i dag er lavet alle mulige andre steder i verden. Måske dette tal ville vise sig at være en anelse lavere for folk som bor i Københavns Kommune, fordi vi bor i mindre huse og kører mindre i privatbil. Men omvendt rejser vi måske mere ud i verden (en returbillet til New Zealand medfører omkring 10 ton CO₂) og er mere tilbøjelige til at have lystbåd og sommerhus, så selv hvis Klimahandlingsplanen lykkes fuldt ud, så vi i 2025 kan erklære os for CO₂-neutrale, kan CO₂-fodaftrykket for Københavns Kommunes indbyggere risikere at ligge på 10-15 ton CO₂ pr. år.

Der burde derfor omfattende igangsættes parallelle indsatser for at CO₂-neutralisere vores adfærd, vores vareforbrug, vores mad, vores rejser, vores forbrug af biler, elektronik og billige kinesiske dippedutter.

I Niras’ beregninger udgjorde alene fødevareområdet 4,2 ton pr. indbygger pr. år – eller markant mere end det udledningsvolumen, som KBH 2025 Klimaplanen sætter ind overfor. Hvor er klimahandlingsplanen for at gøre vores mad CO₂-neutral? Det er ikke gjort med økologisk skolemad. Alene ud fra sit volumen fortjente fødevareområdet en helt anden indsats, end det får i dag.

Måske de gældende beregningsmetoder retfærdiggør at kalde det CO₂-neutralitet. Men klimaet bliver ikke stabiliseret, hvis ikke vores samlede udledninger går i nul. Først når det bliver hele byen inklusive det liv, der leves af de mennesker, som bor i den, med alle de tråde, det trækker ud i verden – først når samtlige 19,3 ton i vores samlede CO₂-fodaftryk bliver CO₂-neutral – kan man med rimelighed tale om, at København er CO₂-neutral.

I Bonn taler man i disse dage meget om at lukke “the mitigation gap” – at finde yderligere indsatser, som kan udfylde afstanden mellem den klimaindsats, som der i dag er givet politisk tilsagn om, og den klimaindsats, som er nødvendig for at leve op til verdenssamfundets beslutning om at holde den globale opvarmning på under 2° C.

Tilsvarende bliver vi i København nødt til at lukke hullet mellem målsætningen om CO₂-neutralitet i den nuværende forståelse og så reelt at neutralisere københavnernes samlede adfærd, som det kommer til udtryk i vores samlede CO₂-fodaftryk på 19,3 ton.

Med al respekt for den nu fremlagte klimaplan ville en sådan tilgang være en del nærmere den nødvendige klimaindsats. Og vil ville – fra at forbruge, som havde vi 5 kloder til rådighed – nærme os et bæredygtigt forbrug.