Opfordring til pensionskasserne

6. maj 2012

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

 

Share