Strøtanker om bæredygtighed

I en spritny rapport, Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon,¹ har amerikanske miljøøkonomer beregnet, at hvert ton udledt CO₂ medfører omkring 900 $ i såkaldte SCC-udgifter, [The] Social Cost of Carbon. Eller sagt på en anden måde, så har samfundet miljøudgifter for rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO₂, som udledes.

“The SCC is an estimate of the monetized damages associated with an incremental increase in greenhouse gas emissions in a given year. Another way of saying this is that the SCC is a measure of the benefit of reducing greenhouse gas emissions now and thereby avoiding costs in the future,” hedder det indledende i More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy.²

Nogle af disse udgifter er umiddelbart håndgribelige, som ødelagte huse og afgrøder. Men de fleste giver blot forringelser af vores fælles levevilkår eller sendes videre til næste generation i form af nedslidning af vores fælles naturgrundlag.

Disse udgifter burde indregnes i prisen for at udlede CO₂ – så ville for eksempel den offentlige trafik med et slag blive konkurrencedygtig overfor privatbilismen, vindmøller ville skyde frem over alt uden at behøve nogen form for tilskud, genbrug og lokale produkter ville genvinde konkurrenceevnen overfor det globale markeds frenetiske materialestrøm, som hastigt slider kloden sønder og sammen, mens flyvning (som er en af de mest koncentrerede CO₂-udlednings”muligheder”) alene på grund af prisen ville blive en sjælden transportform. Med den viden vi har i dag, kan det ikke fortsat være gratis at forurene. Dette er da også baggrunden for, at verdenssamfundet gennem klimaforhandlingerne har søgt at opbygge et globalt kvotemarked.

Et sådant kvotemarked er dog endnu kun rigtigt kommet i gang i Europa. Og her har man fået uddelt så mange gratis kvoter, at kvoteprisen i lange perioder har ligget og skvulpet nede omkring 100 kr. Der er forventninger om, at prisen i 2030 vil nå over 50 eur0 (375 kr.). Det er markedslogikkens bud på at købe sig ret til at forurene, men det er stadig foruroligende langt fra de 5.000 kr., som de amerikanske miljøøkonomer har beregnet, at hvert udledt ton CO₂ laver ravage for. Så den helt korte konklusion må være, at et kvotesystem på ingen måde sikrer at udlederen betaler, hvad det koster.

En vigtigere konklusion er, at der med 5.000 kr. mindre SCC-udgifter for hvert ton sparet CO₂ er et kolossalt samfundsmæssigt potentiale i CO₂-besparelser.

Samme organisationer lavede forud for klimatopmødet i København en anden tankevækkende rapport: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,³ som belyste omkostninger og fordele ved at gennemføre et 350 ppm scenario. Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

Franck Ackerman & Elizabeth A. Stanton: Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon, Economics 23.09.2011.¹

Ruth Greenspan & Cianne Callan: More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy, World Ressources Institute 2011 (pdf).²

Ruth Greenspan Bell: The “Social Cost of Carbon” and Climate Change Policy, World Ressources Institute 13.07.2011.

Douglas Fleischer: Economists find flaws in federal estimate of climate damage, The Daily Climate 13.07.2011.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).³