Strøtanker om bæredygtighed

Denne plakat er blot en af mere end 1.000 Fukushima-plakater fra nonukeart.org – et udvalg kan ses i blog-indlægget: Fukushima – No Nukes Art Project.

I dag er det ét år siden et jordskælv ud for Japans Stillehavskyst rejste en tsunami, som hærgede Tohukus kyster og sendte Fukushima Daiichi A-kraftværket til tælling. Derfor gøres der i disse dage status over situationen, som ikke bare har gjort et stykke Japan ubeboeligt på ukendt tid, men har sat fundamentale spørgsmålstegn ved A-kraftens fremtidige rolle og om vi overhovedet er i stand til at omgås A-kraften på forsvarlig vis.

Tsunamien satte tre ud af Japans 54 kommercielle reaktorer ud af kraft. De tre havarerede reaktorer er nu relativt stabile, og strålingen fra værket er begrænset i forhold til de første uger efter katastrofen. Endnu ved dog igen med sikkerhed, hvor stor skade, der er sket, eller hvor omfattende nedsmeltninger, der er tale om. Og man regner med, at det vil tage 10 år at få indkapslet de nedsmeltede reaktorkerner og 30-40 år at få de havarerede reaktorer fuldt afviklet.

Samtidig er stort set alle øvrige reaktorer i Japan nu stoppet, kun to er stadig i drift. Det hænger sammen med en lov om, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstarten når en reaktor hver 13. måned bliver stoppet for sikkerhedsinspektion. I 40 år var dette blot en formalitet, men siden Fukushima-ulykken og den efterfølgende afdækning af den lemfældighed, hvormed sikkerheden har været håndteret i den japanske A-kraft-sektor, har ingen lokale myndigheder villet give disse tilladelser. Så Japan måtte klare sig gennem sommerens hedebølger med 30% mindre elektricitet end normalt, hvilket kun har kunnet lade sig gøre med en enestående blanding af opfindsomhed, velorganiserethed og vilje til at få det bedst mulige ud af den forfærdelige situation. Lige nu tyder alt på, at også de sidste to reaktorer bliver sat i stå uden umiddelbart at blive genstartet, når de til maj står overfor deres løbende sikkerhedscheck, og spørger man befolkningen, er der rigtig mange, som gerne så, at Japans atomreaktorer aldrig mere blev startet – at man standsede op i tide.

Konsekvenserne for japansk energipolitik er derfor stadig uafklarede – scenarierne spænder fra valne “vi skal jo videre”-attituder til visioner om en hurtig udfasning af A-kraften og helhjertet indsats for at få Japan 100% på vedvarende energi. Hen over sommeren var premierminister Naoto Kan meget dedikeret til en sådan omstillingsproces. Men han er siden trådt tilbage, og hans efterfølger er – som det er traditionen i Japan – langt mindre markeret.

Det som en overgang så ud til at kunne komme til at redefinere hele den japanske energipolitik – hvilket ville være en meget konstruktiv konsekvens af Fukushima-katastrofen – kan derfor som så meget andet, når der er store økonomiske interesser involveret, meget vel ende i perspektivløse lappeløsninger.

Japanerne er vågnet brat op til, at de gentagne forsikringer om A-kraften som sikker, ren og billig energikilde ikke holdt til virkeligheden. Og med arvæv fra A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki siddende i psyken har det udløst en vrede og indignation, som lige under de velordnede facader koger voldsomt. Protesten mod A-kraften har bragt mennesker på gaden i et omfang – og fra grupper af det japanske samfund – som man ikke har set det tidligere. Fukushima-ulykkens udfoldelse i alle afkroge af det japanske samfund er et gennemgribende Wake Up-call.

Udladninger som Frying Dutchmans human ERROR (se/hør blog-indlægget) rammer præcist ind i den desperation og afmægtighed, som følger med erkendelsen af, at en fortsættelse som hidtil ikke er mulig.

Verden rundt bliver der i disse dage gjort status i stor stil, og i blog-indlægget Fukushima – links har jeg siden 11.03.2011 løbende samlet artikler og kommentarer fra hele verden om Fukushima-ulykkens udfoldelse – så der efterhånden er omkring 1.000 links.

Japan vil i dag være stærkt præget af dagen, ceremonier, taler, genoplevelser af voldsomme minder, omkring en fjerdedel af de 20.000 mennesker, som døde, var børn, op imod 400.000 mennesker bor stadig under midlertidige forhold. Og så er det måske allersværeste at placere den kolossale usikkerhed om radioaktiviteten – kan ikke høres, ikke lugtes, ikke ses, ikke ignoreres. Først om adskillige årtier vil vi have et klarere billede af strålingsskadernes omfang, vide hvor lang tid det tog at decontaminere landskaberne og hvor store områder, som måtte kendes varigt uegnede til ophold. Mange jernbanelinjer vil indstille driften kl. 14:46 lokal tid – for efter en stund at køre videre. Her på bloggen vil jeg markere étårsdagen med at tænde et lys.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken.