Dokumentar: Nuclear Aftershocks

1. marts 2012

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som er tilgængelig i det følgende blog-indlæg, dels Nuclear Aftershocks, som kan ses her.

Nuclear Aftershocks ser på, hvordan Fukushima-ulykken har fået vidtrækkende konsekvenser og har rejst spørgsmålet verden rundt, om vi overhovedet kan håndtere A-kraften? Spørgsmålet: Når det kunne ske i Japan …? Har ført til vidt forskellige reaktioner, fra en fuld udfasning inden for en kort årrække, til en systematisk revurdering af alle sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger.

I programmet bliver det sagt, at der nu kun er 6 ud af Japans 54 reaktorer, som er i drift. I skrivende stund er tallet helt nede på 2. Og sandsynligvis kommer også de to sidste reaktorer til at stå stille fra maj, når de står overfor deres løbende eftersyn.Det hænger sammen med, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstart, hver gang en reaktor har været standset for løbende sikkerhedseftersyn. Indtil nu har dette været formalia. Men i skyggen af Fukushima-ulykken har ingen villet medvirke til at genstarte reaktorerne.

Folkestemningen er meget kraftigt imod den japanske A-kraft (billederne herover er fra japansk fjernsyn), og selvom det er givet, at de japanske udbygningsplaner for A-kraften indstilles, så er det svært at forestille sig, at Japan ikke lister i hvert fald nogle af sine A-kraftværker i gang igen. Men foreløbig har ingen politikere haft mod til at tage ansvar for det – og selv klare tilhængere af A-kraften dukker sig lige nu og håber på bedre tider.

I programmet fremhæver James Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling, at det rent klimamæssigt vil være katastrofalt, hvis A-kraften bare opgives. For der findes ikke umiddelbart vedvarende energikilder, som kan klare “base load”-opgaven – at sikre, at der til enhver tid er strøm i kontakterne uanset om det blæser og solen skinner eller ej. Men lige præcis Japan har et kolossalt geotermisk potentiale, og rigtigt etableret burde geotermien kunne træde til og det endda langt mere fleksibelt end A-kraftværkerne. Så det er mere et spørgsmål om, hvor hurtigt, man hensigtsmæssigt kan lave disse omstillinger.

Man kunne her have ønsket sig, at Frontline også havde inddraget Amory Lovins fra The Mountain Institute, som meget præcist påpeger, at man kan få meget mere positiv klimaeffekt meget hurtigere ved at bruge pengene på vedvarende energikilder.

Den timelange video er delt op i seks sekvenser, som kan ses nedenfor:

 

Se øvrige blog-indlæg om Fukushima Daiichi-ulykken.

 

Share