DONG rejser verdens største havmøllepark på rekordtid

10. februar 2012

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Selve opførelsen af de 102 3,6 MW Siemens-møller med en kapacitet på 367,2 MW er sket på blot 5½ måned. Til sammenligning står der på Middelgrunden 40 møller med en kapacitet på i alt 80 MW.

Storbritannien har hermed mere end 1,5 GW i havmøllekapacitet og har planer om at frem til år 2020 at udbygge kapaciteten til 18 GW.

Men hvor havvindmøllerne, når de én gang er installeret producerer bedre end møller på land, så koster de i dag også op imod det dobbelte at installere i forhold til møller på land. Derfor er det ønsket frem mod år 2020 at få prisen pr. installeret MW ned fra 150 £ til 110 £. Anders Eldrup siger ved et conference call, at “We want to industrialise the way we produce offshore wind farms, by doing them not project by project but at a continuous pace”.²

Denne kontinuitet er i mindre skala det samme, som jeg kunne ønske mig af udbygningen af den folkeejede københavnske vindkraft, som er forudsat i klimaplanen for 2025. Nu er processen låst fast af, at den centrale aktør (Københavns Energi) ikke vil slippe møllerne og give dem 100% fri til andelshaverne, og endda er ked af at skulle dele 40% med byens borgere. Ideelt set skulle man for længst have været i gang med at involvere de i titusindvis af private andelshavere og så koncentrere sig om at byggemodne, således at man satte en ny etape i gang, hver gang man blandt byens borgere og virksomheder havde fået rejst andele til yderligere 2, 3 eller 4 møller. Startkapitalen kunne hermed gå videre til de næste møller, som gradvist kunne udfries gennem tegningen af nye andele. Nu bliver det en hovsa, hvor processen kom til at tage adskillige år på forhandlingsgangene, hvorefter den folkelige involvering kommer til at skulle løses på rekordtid – som om man rent faktisk ikke ønsker den del. I hvert fald har den meget lille prioritet. Det er en stor skam, for der ligger i det at involvere borgere og virksomheder en meget stor positiv effekt, som man lige nu synes i fuld gang med at afskære sig fra.

DONG er også involveret i det store engelske havmølleprojekt, London Array, som med 175 møller med en kapacitet på i alt 630 MW vil give Walney baghjul rent størrelsesmæssigt.