Strøtanker om bæredygtighed

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO₂-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO₂ er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO₂, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO₂ ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

Læs mere »

.
Paul Gilding: The Earth is full, TED forelæsning februar 2012, 16:47 min. YouTube video.

Ikke månen, men jorden, er fuld – fuld af mennesker, af ting, vores affald, vores monokulturer, uddunstninger og afbrændinger. Fuld af forventninger og ideer – og konsekvenserne deraf. Fuld af sporene – for ikke at sige arrene – efter vores aktiviteter, som drøner derudaf for fuld kraft. I vores stræben efter stadig mere, bedre, højere, hurtigere synes vi knapt at ænse det faktum, at vi lever over evne og i dag bruger, som havde vi halvanden klode at bolte os på. Hverken som verdenssamfund, som nation, som virksomhed eller som bysamfund er vi i stand til at tage den fulde konsekvens deraf. Så vi er i fuld gang med at forøde fremtidens livsgrundlag.

Var det i håndbold, havde det i den grad været tiden for en timeout. Men udviklingen kører på fuld kraft, så vi nærmer os det sted, hvor der ingen vej er videre, hvor vi møder fuldt stop over alt – fra økosystemernes og de økonomiske systemers krampetrækninger, og fra en stadig voldsommere klimatologisk feedback som følge af de gigaton af drivhusgasser, vi har sendt til himmels siden 2. verdenskrig.

Paul Gilding giver i sin TED-forelæsning et godt overblik over bæredygtighedsudfordringen – og en lille personlig timeout til at indse krisens uafvendelighed, nødvendighed, konsekvenser og muligheder i øjnene.

Og Gilding ender i bedste Hollywood-stil: Kan vi blot vende vores tænkemåde og vende vores frygt til handling, ligger løsningerne lige for, mulige, betalelige og i den grad værd at give den fulde chance!

Disse mindeord skulle have været skrevet for længst, men min indignation og fortvivlelse over hele forløbet omkring betalingsringen, som endte på det skammeligste med, at planerne 22. februar blev opgivet, har gjort det umuligt at skrive før nu uden at overtræde mine egne regler om lødigt sprogbrug.

Der var et flertal, et miljøperspektiv, en god idé og en god sag. Projektet, som kunne være blevet et trafikpolitisk vendepunkt – første spadestik til en mere begavet måde at organisere Hovedstadsområdets hverdag på – var skrevet ind i regeringsgrundlaget for en ny regering. Alt så ud til at klappe, kun skulle detaljerne optimeres. Og alligevel lykkedes det at tabe sagen på gulvet. For ikke helt at tabe ansigt fandt man på selve mordnatten 1 mia. til billigere billetter i den kollektive trafik – uden noget klart billede af, hvad de skulle ud over at undgå helt at tabe ansigt. Kort sagt en rigtig dårlig løsning, som ingen kan bruge til noget, og ingen kan være bekendt.

Der er skrevet meget om hvorfor. Knud Holt Nielsen har på Modkraft et godt rids af baggrunden,¹ Per Meilstrup har med sin trilogi på Mandag Morgen trukket nogle af de mere absurde aspekter af op.² og Mikkel Skov Petersen har med sin artikel Biler i byen var en gigantisk fejl³ taget situationen ved hornene.

Jeg vil blot her pege på et aspekt, som stort set er fordampet af processen: Det fælles ansvar for de bare lidt mere overordnede klima- og bæredygtighedsforhold. Vi stod med betalingsringen med et redskab til at sikre, at flere ville lade bilen stå, at vi ikke fremover skulle fortsætte med det bæredygtighedsmæssigt set helt uholdbare i at fortsætte med af udbygge hovedstadsområdets trafikale infrastruktur, og at trængslen og luftforureningen i og omkring de centrale bydele ville blive mindre.

Men det endte med, at et skingert kor af særinteresser fik den største stemme, og den skæbne, betalingsringen nu har lidt, tyder ikke godt for fremtiden, hvor vi i omstillingen fra de nuværende, fundamentalt ubæredygtige tilstande kommer til at skulle sluge markant større kameler end en betalingsring med en afgift på 25. kr i myldretiden.

Illustrationerne her stammer fra Ekstrabladets forside 22. februar. Den sande fiasko er det moderne demokratis manglende evne til at behandle et spørgsmål som betalingsringen seriøst.

Analyse, fornuft, perspektiv og sammenhængstænkning har haft meget vanskelige kår overfor forkælelsen, en tilsyneladende næsten narkotisk bilisme, og pressens daglige leflen for den småtskårne egoisme. Lige meget hvor nødvendig en betalings- eller trængslesring måtte være, har vi set, hvor meget lettere det i det nuværende beslutningsklima er at være imod end at gå nye veje. Blandt forslagsstillerne har der også været foruroligende lidt rygrad at spore – alle synes til fals for den offentlige mening.

Hvis ikke pressen, spindoktorerne og den politiske debat bliver bedre til at bakke op om – og sikre den folkelige opbakning til – de kommende års omstillingsproces, ser det meget sort ud for Danmarks evne til at udvikle sig til det lysende klima- og bæredygtighedseksempel, som vi skal leve i og vores virksomheder leve af i fremtiden.

Se tidligere nedslag i debatten: Betalingsring 2.0, Betalingsring 2.1 og Betalingsring 2.2.

Knud Holt Nielsen: Nekrolog over en god ide. Eller hvilken farve har regeringen mon egentlig? Modkraft 23.02.2012.¹

Per Meilstrup: Betalingsringen III: Pressen og den falske vagthund, Mandag Morgen 10.02.2012.²

Per Meilstrup: Betalingsringen II: Den falske miljøpræmis, Mandag Morgen 02.02.2012.²

Per Meilstrup: Betalingsringen og det falske oprør, Mandag Morgen 14.01.2012.²

Mikkel Skov Petersen: Biler i byen var en gigantisk fejl – men den kan rettes, Den Fri 21.02.2012.³

Malene Freudendal-Pedersen: Betalingsringen og troen på det umulige, Information 22.02.2012.

Christian Jensen: Regering uden grundlag, Information 22.02.2012.

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

.
Arnie Gundersen at the Japan National Press Club, 1.36:10 min. Vimeo video.

Fortalere for A-kraft fremfører igen og igen, at A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket ikke har ført til et eneste dødsfald. Dette er en total ignorans af situationens alvor og af strålingens natur – eller rettere strålingens ødelæggende natur. For der er tale om snigende langtidsvirkninger, ikke blot for de mennesker, som siden 11. marts har været udsat for strålingen i området, men for titusindvis af mennesker, som endnu ikke er født.

A-kraft-eksperten Arnie Gundersen fra Fairewinds kommer i denne video, som stammer fra en session ved Japan National Press Club i Tokyo for +80 journalister, ind på de langsigtede virkninger af Fukushima-ulykken. Han vurderer, at de samlede udgifter til oprydning efter ulykken kommer til over 20-30 år at koste en kvart trillion dollars. Og han anslår på baggrund af beregningsmetoder etableret i forbindelse med epidemiologiske undersøgelser af Three Mile Island-ulykken, at Fukushima-ulykken over de kommende 20 år vil føre til en yderligere 1 mio. kræfttilfælde (se 54:55 min. ff.).

Det er lidt samme billede med Chernobyl – selv så mange år efter er der alt landet end konsensus om konsekvenserne – A-krafttilhængerne taler om meget få dødstilfælde, WHO anslog i 2005, at Chernobyl havde ført til 43 direkte dødsfald og omkring 4.000 dødsfald efter kræft. Men russiske forskere i undersøgelser, som først i 2009 er blevet oversat, vurderer, at der over 20 år er tale om 980.000 dødsfald som følge af Chernobyl.¹

Ved den årlige mindehøjtidelighed for ofrene for Hiroshima-bomben blev listen over ofre tilføjet yderligere 5.800 mennesker, og listen omfatter i dag mere end 275.000 mennesker, som er døde som følge af den radioaktive stråling efter Hiroshima-bomben. Det er for nyligt vurderet, at der ved Fukushima-ulykken er frigivet 175 gange mere radioaktivt materiale end ved Hiroshima-bomben. Og selvom situationen i Fukushima har givet bedre muligheder for at gribe beskyttende ind med efterfølgende evakueringer osv., er der omvendt tale om en større eksponering til intern stråling.

Der er tale om samme usynlighed som med partikelforureningen, blot på meget større skala, og i en form som videregives fra generation til generation. Vi ved det teoretisk, men har qua usynligheden voldsomt svært ved at tage de nødvendige skridt for at undgå konsekvenserne og meget let ved at slå det hen.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Helen Caldicott: How nuclear apologists mislead the world over radiation, The Guardian 11.04.2011.¹

.
Denne video stammer fra den officielle fremlæggelse 11. februar af Rocky Mountain Institutes scenario for et USA i 2050, Reinventing Fire, som ikke bare overlever, men stortrives uden kul og olie. Fremlæggelsen bliver forestået af RMIs leder Amory Lovins.

Lovins er en sjælden begavelse, med et skarpt blik for det store perspektiv og en god evne til at se ud over de umiddelbare hindringer – og man får i løbet af videoens 26 minutter virkelig god besked.

I mine øjne er Reinventing Fire det hidtil bedste indspark i den amerikanske valgkamp.

2050-scenariet vil blive nærmere belyst i et følgende blog-indlæg: Reinventing Fire.

To tidligere blog-indlæg bringer video-præsentationer med Lovins: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame samt Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency (fem forelæsninger ved Stanford).

I disse døgn udkæmpes en bizar kamp i det amerikanske politiske system om Keystone XL-olieledningen.

Før jul bremsede Obama igangsættelsen efter massivt pres fra klima- og miljøside – ikke fordi alle de gode grunde, der er til aldrig at at anlægge Keystone XL og aldrig at påbegynde udvindingen af Albertas tar sand-olieforekomster, men med henvisning til, at de miljømæssige konsekvenser af at føre en sådan rørledning tværs igennem de amerikanske landskaber fra nord til syd endnu ikke var tilstrækkeligt belyst.

I mellemtiden er der gået valgkamp i den. Republikanerne vil gerne demonstrere, hvor lidt Obama tænker på beskæftigelsen, samtidig med at beskæftigelsespotentialet ud over selve anlæggelsen har vist sig at vil være nul.

I torsdags vedtog Kongressen derfor et lovforslag, hvor igangsættelsen af Keystone XL knyttes til andre lovtiltag – for derigennem at obstruere Obamas ledelse. Dette er en meget usund form for oppositionspolitik, som synes at trives i USA (se Lofgrens analyse i blog-indlægget: Republikanske afveje) – sådan mere vedholdende-bastant-destruktive udgaver af, når Helle Thorning som noget af det første skal svare 20 gange på samme en spørgsmål, som alle forud kender svaret på.

Forslaget er nu til behandling i Senatet, hvor Republikanerne kun har 47 stemmer og derfor skal finde 13 demokrater, som er villige til at gå mod Obama. Det er ret usikkert, om lykkes at finde, men omvendt ser man en del overspringsmekanismer i det amerikanske senat.

Derfor blev der i en Keystone XL-kampagne på et døgn lavet +800.000 mails om at droppe planerne om rørledningen – og efterfølgende en ring til din senator-kampagne. Billedet herover er fra en senators kontor 14.02., hvor stort set alle telefonhenvendelser – 105 opringninger den dag – insisterede på, at Keystone XL må opgives.

Samtidig nærmer den canadiske tar sand-olie sig en anden vigtig oversøisk beslutning. Sandsynligvis beslutter EU sig i denne uge for et sæt regler for maksimale CO₂-udledninger for brændstoffer – inklusive deres udvinding. Disse vil sætte en stopper for brugen af tar sand-olien i EU. Canadierne har protesteret vildt, men reglerne er udformet, så de ikke specifikt udelukker tar sand, men også vil frasortere for eksempel de mest energikrævende biobrændstoffer.

Det er lige så meget tar sand-olie i Canada, som i verdens hidtil største oliereserver i SaudiArabien, og hvis der kommer hul på olien fra Alberta, vil der efterfølgende være andre tar sand-områder, som bliver økonomisk givtige at udnytte. Det er derfor en ganske principiel situation.

Den fulde afbrænding af Albertas tar sand vil ud over totalødelæggelsen af et landskab tre gange Danmarks størrelse gøre det umuligt at holde verdens klimaindsats under 450 ppm – og 350 ppm, som må være det langsigtede mål for at stabilisere klimaet, synes helt ude af sigte.

Se tidligere blog-indlæg om keystone XL: Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.  og The Carbon President.

Roberta Rampton: House Passes Keystone Bill, Senate Action Uncertain, Planet Ark (Reuters) 20.02.2012.

Erik Holm: Canada holder vejret: Bliver oliesand dømt ude i Europa? Ingeniøren 17.02.2012.

Ambreen Ali: Keystone Pipeline Finds New Opponents, Roll Call 16.02.2012.

Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.

Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.

I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.

Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.

Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO₂ (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.

Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.

Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹

www.plantagon.com / Plantagon greenhouse presentation juli 2011 (pdf).¹

Ulrik Andersen: 12-etagers kombineret drivhus og kontor på vej i Linkøping, Ingeniøren 20.02.2012.

Molly Cotter: Plantagon Breaks Ground on its First ‘Plantscraper’ Vertical Farm in Sweden! Habitat 14.02.2012.

Tafline Laylin: VertiCrop Processes 10,000 Plants Every 3 Days Using Vertical Hydroponic Farming, Habitat 13.01.2012.

Andrew Michler: Plantlab Makes the Coveted Vertical Urban Farm a Reality, Habitat 23.05.2011.
.

Plantagons nye bygning i Linköping får en prominent placering langs elven.

.
For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.

Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO₂-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.

EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.

Se tidligere blog-indlæg om tar sand og Keystone XL: Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigt, James Hansen foran Det Hvide Hus, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, James E. Hansen om norsk klimapolitik og Tjæresand.

Damian Carrington: Canada threatens trade war with EU over tar sands, The Guardian 20.02.2012.

Mike de Souza: Pro-oil lobby retreat urges feds to deliver climate-change solutions, Vancouver Sun 12.02.2012.

Damian Carrington: Revealed: Europe’s plan to penalise Canada’s tar sands goes Dutch, The Guardia 16.01.2012.

Damian Carrington: UK secretly helping Canada push its oil sands project, The Guardian 28.11.2011.

Bill McKibben: Britain’s promotion of Canada’s tar sands oil is idiotic, The Guardian 28.11.2011.

Suzanne Goldenberg: Canada looks to China to exploit oil sands rejected by US, The Guardian 14.10.2010.

Terry Macalister: Shell faces shareholder revolt over Canadian tar sands project, The Guardian 18.01.2010.

I går blev en flok dokumenter ved en fejl lækket fra Heartland Institute, en amerikansk tænketank, som arbejder for et minimalstats-dereguleret samfund med færrest mulige hindringer for den frie (økonomiske) aktivitetsudfoldelse. Klimaudfordringen bliver fra et sådant ståsted let et skalkeskjul for gennemførelsen af allehånde reguleringer af samfundet – CO₂-afgifter, forventninger om at forureneren betaler og andre uhyrligheder. Og Heartland Institute har i de senere år stillet sig helt centralt i klimafornægtelsesindustrien.

De lækkede dokumenter, som er tilgængelige fra DeSmogBlog,¹ giver et alt efter temperament et glimrende/foruroligende/skræmmende indblik i, hvor systematisk klimafornægtelsesindustrien arbejder. Man kan blandt andet se planer for systematisk at forstyrre og miskreditere skolernes klimaoplysningsarbejde. Og det står hermed endeligt klart, hvor direkte en række af de største støjsendere er direkte finansieret af en institution som Heartland.

Heartland støtter således en række af de centrale bloggere og hjemmeside-administratorer i klimafornægtelsesindustrien som Alan Watts, Fred Singer, Bob Carter og Craig Isdo (som udgiver nyhedsbrevet CO2Science), som ud over sit salær på 100.000$ får 11.600 $ pr. måned fra Heartland.²

Og de lækkede dokumenter giver også et indblik i, hvilke virksomheder, som har interesse i, at den globale konsensus om den menneskeskabte opvarmning forstyrres længst muligt. Blandt bidragyderne finder man store virksomheder som GlaxoSmithKline, Altria, Reynolds America, Pfizer, Eli Lilley, General Motors og Microsoft (omend kun med mindre beløb). Heartland har tidligere fået støtte fra Exxon Mobil and Philip Morris og fik i 2011 en støtte på 200.000$ fra Charles G. Koch Foundation, en af USAs store klimafornægtelsessponsorer. Størstedelen af Heartlands budget er finansieret af en anonym bidragyder.

Heartland bekræftede først, at dokumenterne var lækkede (og dermed at de var ægte), men har siden erklæret, at strategidokumentet² er et falsum – og man er ikke bleg for på sin hjemmeside at erklære, at det er venstreorienterede, som står bag. Det kunne dog meget vel være, at der i USA også var en enkelt republikaner eller tre, som var trætte af den absurde klima- og videnskabsfornægtelse, som Tea Party-bevægelsen har fået det republikanske parti viklet ind i til halsen.

Det har vakt harme – og der venter måske en skattesag forude om – at Heartland Institute har skattefritagelse som en godgørende organisation samtidig med, at man arbejder målrettet på at misinformere om klimavidenskaben. Ligeledes falder støttebeløbet fra General Motors, som har modtaget en omfattende redningspakke af skatteydermidler, mange for brystet. Jeg dog vil ikke her gå længere ind i problematikken, blot henvise til den omfattende dækning af sagen på The Guardian og New York Times.

Foreløbig kører der en underskriftsindsamling mod General Motors’ videre Heartland-støtte.

I sin artikel om klimafornægtelsens natur, Capitalism vs. the Climate (som er oversat her på bloggen), åbner Naomi Klein en reportage fra en af Heartlands mange (anti)klimakonferencer.

Se tidligere blog-indlæg om klimafornægtelsen: Republikanske afveje, Not my cup of tea, Naomi Klein: Kapitalismen versus Klimaet, Hovedet i busken, Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik, Amerikansk klimasabotage, Skeptikerne i gabestokken og Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

Richard Littlemore: Heartland Confirms that it Mistakenly Emailed Internal Documents , DeSmogBlog 15.02.2012.¹

Richard Littlemore: Mashey Report Confirms Heartland’s Manipulation; Exposes Singer’s Deception, DeSmogBlog 14.02.2012.

Richard Littlemore: Heartland Insider Exposes Institute’s Budget and Strategy, DeSmogBlog 14.02.2012.

John Mashey: Fake science, fakexperts, funny finances, free of tax, DeSmogBlog 14.02.2012.

Brendan Demelle: Heartland Institute Exposed: Internal Documents Unmask Heart of Climate Denial Machine, DeSmogBlog 14.02.2012.

Confidential Memo: 2012 Heartland Climate Strategy, January 2012 (pdf).²
.

Michael Hiltzik: Subterfuge vs. propaganda in global warming debate, Los Angeles Times 29.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland associate taught ‘biased’ climate course at Ottawa university, The Guardian 28.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Peter Gleick on leave from Pacific Institute over Heartland leak, The Guardian 25.02.2012.

George Monbiot: Anything to declare, Mr Booker? We need transparency about Heartland, The Guardian 24.02.2012.

Laird Harrison: Renowned U.S. climate scientist comes under fire, Reuters 23.02.2012.

Evan Lehmann: Heartland’s president once believed in climate change, but now says it’s a ‘myth’, E&E Publishing 23.02.2012.

Leslie Kaufmann: Behind the Controversy, an Effort to Rewrite Curriculum on Climate Change, New York Times 23.02.2012.

Don’t cloud young minds, New Scientist 22.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland president details curriculum questioning climate science, Politico 22.02.2012.

David Suzuki: Denying Climate Change is Worse Than Stealing, Huffington Post 22.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Gleick apology over Heartland leak stirs ethics debate among climate scientists, The Guardian 21.02.2012.

Bob Ward: Heartland Institute leak exposes strategies of climate attack machine, The Guardian, 21.02.2012.

George Monbiot: We need to know who funds these thinktank lobbyists, The Guardian 20.02.2012.

Jaeah Lee: Which Major Corporations Are Backing a Climate-Denier Think Tank? Mother Jones 18.02.2012.

Stephen Hume: Hume: Fake skeptics of climate change won’t be swayed by good science, Vancouver Sun 18.02.2012.

Ben Chubby: Web leak shows trail of climate sceptic funding, Sydnet Morning Herald 18.02.2012.

Stephanie Pappas: Classrooms Become Next Battleground for Climate Change Skeptics, Live Science 17.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute faces fresh scrutiny over tax status, The Guardian 17.02.2012.

Christina Roberts: Who Would Be a Climate Skeptic? Huffington Post 16.12.2012.

Nela Banerjee: Climate change doubter Heartland Institute documents leaked, Los Angeles Times 16.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland Institute raising money off ‘Denialgate’, Politico 16.02.2012.

Nora Doyle Burr: Heartland’s leaked documents show how climate skepticism spreads, Christian Science Monitor 16.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute ‘fights back’ over publication of confidential documents, The Guardian 16.02.2012.

Susanne Goldenberg & Dominic Rushe: Climate science attack machine took donations from major corporations, The Guardian 16.02.2012.

Leo Hickman: Leaked Heartland Institute documents pull back curtain on climate scepticism, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Leak exposes how Heartland Institute works to undermine climate science, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute claims fraud after leak of climate change documents, The Guardian 15.02.2012.

Leo Hickman: Climate sceptics – who gets paid what? The Guardian 15.02.2012.

Justin Gillis & Lelslie Kaufmann: Leak Offers Glimpse of Campaign Against Climate Science, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: The Heartland Files and the Climate Fight, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: Exxon and the Climate Fight, New York Times 08.02.2010.

  .