Strøtanker om bæredygtighed

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Med den rette indsats kan vi i løbet af få år blive så gode til at kildesortere og genbruge, at den samlede affaldsmængde til afbrænding bliver så lille, at vi skal til at spare på fjernvarmen, hvilket er fint, da der er rigtig meget at hente ved at isolere. Og på sigt, når affaldsbrændingen er stort set ophørt, kan vi supplere med geotermisk energi. En anden mulighed er at afbrænde særlige dele af affaldet ved pyrolysebrænding. Det vil kunne udvikle nogen varme, samtidig med at det vil kunne binde CO₂ i trækul eller biochar. For mit indre øje er fremtidens Amagerforbrænding langt mere decentraliseret, og den afbrænding, som foregår (for eksempel af organisk affald fra hospitaler af smittehensyn), har fuldt så meget til formål at binde CO₂. For klimaudfordringen stopper ikke den dag, København bliver CO₂-neutral. Herefter er det københavnernes CO₂-fodaftryk (vores forbrug, rejser osv.), som skal neutraliseres. Og derefter har vi byens historiske emissioner – al den CO₂, byen har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til 2025, hvor byen blev CO₂-neutral – at indhente. Så der forestår klimamålsætninger langt ud over år 2025.

Dette indebærer, at affaldsopgaven redefinereres ganske radikalt. Hvor folkene på Amagerforbrændingen har inviteret på Vugge til Vugge-seminar og synes at have forstået, at tingene nødvendigvis må blive anderledes, da synes Center for Renhold først og fremmest optaget af at løse den kosmetiske opgave, at affaldet kommer ud af vores synsfelt. Men det holder overhovedet ikke. Det er særlig de yngste generationer, som er dårlige til at ramme affaldskurvene. Og det er ikke gjort med sjove, intelligente affaldskurve, som takker for donationen – faktisk er det er det en misforståelse blot at træne os i at blive bedre til at ramme affaldskurven (smide væk). Det skal helt anderledes ind i grundvanerne i virksomhederne, på skolerne og i hjemmene, at der skal kildesorteres – at væk er borte. Og her er det, at BIGs skibakke kommer til at stå som en meningsløs fortælling, som en tabt mulighed for at sige noget vigtigt, som et skalkeskjul over noget, som det ikke er OK at skjule.

På Wuppertal-instituttet fostrede man år tilbage “faktor 4” og “faktor 10” – målsætninger om, at vi snarest må finde veje at opretholde vores tilværelse på, som kun gennemstrømmer en fjerdel af den nuværende ressourcemængde, og på bare lidt længere sigt må udvikle samfund og levemåder, som kun kræver en tiendedel af den nuværende materialegennemstrømning.

I Ingeniørforeningens rapport Grøn Fremtid medtog man “faktor 4” som en af målsætningerne for 2030. Det bliver de lande, som forstår at praktisere denne de- eller afmaterialisering af vores dagligdag, som vil være i stand til at fastholde og deres velfærd i fremtiden (se blog-indlægget: Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling).

Se tidligere blog-indlæg 3. generations biochar-komfurer, The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, BBC dokumentar: The Secret of El Dorado, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar, The Great Pacific Garbage Patch, Hvorfor Urban Farming? og Organiske plasticposer.

Minister vil tvinge danskerne til at sortere affaldet, (Ritzau) Politiken 30.12.2011.

Lars Borking: København skal genanvende livets byggesten, Information 14.12.2011.

Affald skal genanvendes – ikke brændes, Danmarks Naturfredningsforening 06.12.2011.

Sanne Wittrup: Forundring hos Amagerforbrænding: Afslag givet før udvalgsmøde har fundet sted, Ingeniøren 06.12.2011.

Michael Rothenborg: Storstilet affaldsprojekt må droppes, Politiken 06.12.2011.

Charlotte Branner: København får 90 meter høj kunstig skibakke, Politiken 25.01.2011.

Ulla Røttger: Dialog om Amager Bakke har stået på i seks år, Ingeniøren 31.01.2012.

Husholdningernes affaldsmængder falder, Københavns Kommune.

Affaldsplan 2012, Københavns Kommune 2008.