Strøtanker om bæredygtighed

Parallelt med de centrale klimaforhandlinger i Durban afvikles der en lang række andre events, hvor repræsentanter for virksomheder, organisationer og bysamfund fra hele verden samles. Således har der i dagene 2.-4. december været afholdt en stor konference for verdens bysamfund, Convention for Local Governments, hvor borgmestre og repræsentanter fra byers forvaltninger har mødtes.

I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.

I en situation, hvor forhandlingerne i Durban med al tydelighed viser, at der mangler klimalederskab på nationalt plan, er man nødt til at udvikle klimastrategier, som i langt højere grad betoner indsatsen for bysamfundet, lokalsamfundet, civilsamfundet og verdens virksomheder.

På Convention for Local Governments vedtog man et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. Det er foreløbig underskrevet af 110 borgmestre, som repræsenterer 950 byer.

Charterteksten findes i sin helhed herunder, og perspektivet er fulgt op i et efterfølgende blog-indlæg, se Durban Charter on Adaptation.

.

Durban Adaptation Charter for Local Governments

.
as adopted on the 4th December 2011 of the occasion of the
“Durban Local Government Convention: adapting to a changing climate”

 – towards COP17/CMP7 and beyond –

Preamble

As the local governments of the world gather in Durban, South Africa for COP17-CMP7 at a critical moment in the international climate change negotiations, we recognize the significance of the event by:

Recalling the 1955 Freedom Charter which was the product of South Africans developing their own vision of an alternative society and reaffirming that government is only valid if it follows the will of the people;

Recalling that Agenda 21 identifies local government as the “level of government closest to the people” with a “key role to play in making sustainable development happen”;

Noting the 2010 Cochabamba Final Declaration of the World People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth that acknowledges that the future of humanity is in danger as a result of pursuing a model of limitless growth and that the significant adaptation debt borne by the Global South must be addressed through financial compensation, improved social and environmental justice and an acknowledgement of the importance of ecological integrity.

Noting that the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) has highlighted the need for more extensive and rapid adaptation than is currently occurring to reduce vulnerability to climate change;

Læs mere »

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

I konsekvens af de små forventninger til et egentligt resultat af klimaforhandlingerne i Durban har Informations klimaskribent Jørgen Steen Nielsen i stedet taget billetten til Afrikas Horn, hvor han sammen med fotograf Jakob Dall løbende sender reportager hjem under overskriften “Mens de snakker i Durban”. Det er et oplagt træk, og de burde have haft samtlige ledende forhandlere fra COP17 med rundt i flygtningelejrene og de tørke-, sult- og krigshærgede landskaber, ligesom der skulle transmitteres direkte ind i forhandlingslokalerne i Durban. Her på grænsen til ørkendannelsen er selv små forskydninger i nedbørsmønstrene potentielt katastrofale for livsvilkårene. Her er klimaforandringerne ikke bare et irritament eller en fremtidig ubehagelighed, men håndgribelig virkelighed, et spørgsmål om liv og død.

Det er stærke, vedkommende beretninger med billeder, som brænder sig fast på nethinden. Og her efter de første 5 beretninger kan jeg varmt anbefale at tage med på denne virtuelle rejse.

En anden af de journalister, som vedholdende år efter år har rapporteret om klima og bæredygtighed, The Guardians John Vidal, har tilsvarende lagt sin vej til Durban tværs hen over det afrikanske kontinent fra nord til syd (se blog-indlægget: The Road to Durban).

Jørgen Steen Nielsen: Kan 50 millioner mennesker ændre livsform? Information 11.12.2011.

Matthias Södergren & Malene Haakanson: Klimaregningen er sendt  til de fattigste, Information 09.12.2011.

Søren Hougaard & Stephen McDowell: Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn, Information 06.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Først ødelagde fossil energi deres klima – så fandt de olie, Information 05.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Kibera – hvor kvæghyrdens vandring ender, Information 02.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Bare en lille humanitær katastrofe, Information 30.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information 29.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Efter tørken kommer syndfloden, Information 27.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I blev advaret, I hørte ikke efter, Information 25.11.2011.

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO₂ – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO₂-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO₂-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO₂ ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingen, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO₂-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.