VM i partikelmålinger
14. december 2011VM i partikelmåling, som i parentes bemærket var det sidste projekt jeg var med til at lave for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, er nu på gaden. I forbindelse med VM i landevejscykling i september 2011 blev store dele af det centrale København lukket for trafik, og det var oplagt at undersøge, hvilken indflydelse det ville have på byens luftkvalitet. Vi målte derfor på en lang række punkter i byen langs et snit fra Søtorvet til Christianshavn for at give en form for overblik over luftforureningen i det centrale København, samt på H.C. Andersens Boulevard, hvor man helt ekstraordinært havde fået lov til at bruge Danmarks mest befærdede gade til målfelt for cykelløbene. Og samlet viste undersøgelsen, at niveauet på trafikerede gader under VM lå 30% under niveauet før og efter.
Dette dækker over markante forskelle. Hvor der for målesteder som Torvegade og Knippelsbro var tale om næsten en halvering af koncentrationen af ultrafine partikler, så viste Bremerholm ikke noget fald. Selvom den samlede trafikmængde var radikalt lavere, så viste en optælling i Bremerholm, at der under VM-afspærringen faktisk passerede flere dieselkøretøjer i VM-perioden end før-efter (det var stadig muligt at køre ind i den afspærrede zone med varebiler).
Undersøgelsen understreger således, at det ikke kun handler om at mindske trafikken generelt, men nok så meget om at sætte målrettet ind overfor de køretøjer, hvis bidrag til partikelforureningen er størst. Alene ved at skærpe kravene til miljøzonen, så den kom til at omfatte samtlige dieselbiler, ville man fra dag til dag kunne bedre luftkvaliteten radikalt.
Målingerne på H.C. Andersens Boulevard måtte vi holde ude af beregningerne. For hvor partikelniveauet faldt til næsten en tredjedel af det normale i de første dage efter etableringen af afspærringerne (se figuren til højre), så voksede niveauet til mere end det dobbelte af det normale, da først cykelløbene satte i gang. Det var klart ikke cyklisterne selv, som leverede partikelforureningen, men de mange TV-stationers dieselgeneratorer i målfeltet til at sikre, at millioner af mennesker verden rundt kunne følge med.
De i særklasse højeste forureningsniveauer var at finde på Nørreport Station, hvor Kystbanens diesellokomotiver ved flere lejligheder bragte koncentrationen af ultrafine partikler op over måleudstyrets maksimum på 500.000 partikler pr. cm³. Gennemsnittet lå på perronen 50-100 gange højere end i Botanisk Have, blot 100 m derfra. Så der er al mulig grund til at fremskynde elektrificeringen af de danske jernbaner. Og indtil den dag kan det anbefales først at dykke ned i perronens dieseltåger i sidste minut.
I de senere år er det blevet stadig mere klart, at den ultrafine forurening har alvorlige helbredskonsekvenser. Således anslås det, at den hvert år medfører op imod 500 for tidlige dødsfald alene i Københavnsområdet (mod 10 årlige dødsulykker i den københavnske trafik) og tusinder af bronkitistilfælde, titusinder af astmaanfald og hundredetusinder af dage med nedsat produktivitet på arbejdsmarkedet på grund af sygefravær. Så der er al mulig grund til at få strammet reglerne for miljøzonen, således at der fremover kun kører biler med optimale partikelfiltre i den centrale by.
Der er da også håb om, at der sker noget. Der er endnu ikke fastsat grænseværdier for ultrafine partikler, men EU har fastsat grænser for NO2 og NOx (kvælstofilter). København skulle senest i 2010 have overholdt disse grænser, men stadig er der i 29 af de gader, man måler, for høje koncentrationer. Og man har netop fået afslag fra EU overfor blot at udskyde opfyldelsen yderligere, hvilket også ville være decideret uansvarligt, når der findes løsninger.
Efter den indledende famlen med, hvilke krav, man skulle stille til miljøzonerne, ser det nu ud til, at reglerne bliver strammet, således at de kommer til at omfatte alle dieselkøretøjer, og at ældre dieselkøretøjer uden partikelfiltre fremover forbydes at færdes indenfor miljøzonerne.¹
Når man har stået med partikelmåleren og set, hvilke spor et enkelt køretøj uden filter kan efterlade, er det kun rimeligt.
Links til undersøgelsen
VM i partikelmålinger. En undersøgelse af den ultrafine forurening i det centrale København før, under og efter de trafikale afspærringer i forbindelse med VM i landevejscykling, september 2011, Miljøpunkt Indre By-Christianshavn 06.12.2011 (pdf) / kun A3-plakaten.
Hanne Christensen: En målerlarves optegnelser. En personlig beretning om at måle luftens indhold af ultrafine partikler i Indre By, (essayistiske iagttagelser fra to uger på gaden) Miljøpunkt Indre By-Christianshavn 06.12.2011 (pdf).
Undersøgelsens rådata/beregningsskema (excel).
Se tidligere blog-indlæg: Færten dræber, Danmark klarer ikke EUs grænseværdier for partikelforurening, Partikelfiltre langt fra perfekte, Miljøzone etableret, Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II.
Mikael Colville-Andersen: Massive Fall in Air Pollution During World Championships, copenhagenize.com 23.12.2011.
Magnus Bredsdorff: Forbud mod gamle dieselhakkere bedst til at sikre ren luft i byerne, Ingeniøren 11.11.2011.¹
Magnus Bredsdorff: Minister: København skal kunne forbyde gamle dieselhakkere, Ingeniøren 05.11.2011.¹
Magnus Bredsdorff: Forbud mod dieselbiler i København og Århus på vej, Ingeniøren 02.11.2011.¹
Magnus Bredsdorff: Hovedstadskommuner klar med skrappe miljøkrav til bilisterne, Ingeniøren 04.10.2011.
Nicolai Østergaard: Betalingsringen giver kun minimal forbedring af luftkvaliteten, Ingeniøren 26.09.2011.