Durban Charter on Adaptation

10. december 2011

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

ICLEI skriver på sin hjemmeside, at: “Despite the fact that experts and politicians have agreed on the seriousness of climate change, the manner in which people and ecosystems will have to cope with natural disasters is still uncertain. To overcome this gap and in response to the needs of its Members, ICLEI added in 2006 the topic of adaptation to its Strategic Plan.”² Siden 2010 har man afholdt en årlig konference i Bonn, Resilient Cities, om udfordringerne med at klimatilpasse verdens bysamfund.

I en situation, hvor det ikke ser ud til at lykkes med at få verdens lande til at give bindende reduktionsmål inden for en overskuelig årrække og et globalt CO₂-marked synes fjernere end længe (og måske aldrig vil være i stand til at løse situationen), er det vigtigt at forfølge andre veje i klimaindsatsen. Og som også København med sin plan for CO₂-neutralitet har vist, så kan man nå ganske langt som bysamfund.

Verden har i disse år brug for ikke bare at få at vide, at det er nødvendigt med en klimaindsats, men at få konkrete eksempler på, ikke bare at det kan lade sig gøre i virkeligheden, men at udviklingen af den klimatilpassede by vil føre til bymiljøer med bedre livskvalitet. På den baggrund er det godt at se et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. For et skræmmescenario er, hvis alle verdens byer og lande opgiver klimaindsatsen (mindskelsen af drivhusgasudledningerne) og kun bruger ressourcer på snævert at klimatilpasse. Det ville være, hvad man kunne kalde et lose–lose-scenario. Alle vil tabe derved.