Strøtanker om bæredygtighed

.
Stærke ord på COP17s sidste dag fra Anjali Appadurai, studerende fra College of the Atlantic in Maine, som havde ordet på det, som skulle have været klimakonferencens afsluttende session. Som ordstyreren efterfølgende siger, er det en stor skam, at hendes opsang, som blev givet på vegne af halvdelen af verdens befolkning (dens unge), først kom på konferencens sidste officielle dag.

APPADURAI: I speak for more than half the world’s population. We are the silent majority. You’ve given us a seat in this hall, but our interests are not on the table. What does it take to get a stake in this game? Lobbyists? Corporate influence? Money? You’ve been negotiating all my life. In that time, you’ve failed to meet pledges, you’ve missed targets, and you’ve broken promises. But you’ve heard this all before.

We’re in Africa, home to communities on the front line of climate change. The world’s poorest countries need funding for adaptation now. The Horn of Africa and those nearby in KwaMashu needed it yesterday. But as 2012 dawns, our Green Climate Fund remains empty. The International Energy Agency tells us we have five years until the window to avoid irreversible climate change closes. The science tells us that we have five years maximum. You’re saying, “Give us 10.”

The most stark betrayal of your generation’s responsibility to ours is that you call this “ambition.” Where is the courage in these rooms? Now is not the time for incremental action. In the long run, these will be seen as the defining moments of an era in which narrow self-interest prevailed over science, reason and common compassion.

There is real ambition in this room, but it’s been dismissed as radical, deemed not politically possible. Stand with Africa. Long-term thinking is not radical. What’s radical is to completely alter the planet’s climate, to betray the future of my generation, and to condemn millions to death by climate change. What’s radical is to write off the fact that change is within our reach. 2011 was the year in which the silent majority found their voice, the year when the bottom shook the top. 2011 was the year when the radical became reality.

Common, but differentiated, and historical responsibility are not up for debate. Respect the foundational principles of this convention. Respect the integral values of humanity. Respect the future of your descendants. Mandela said, “It always seems impossible, until it’s done.” So, distinguished delegates and governments around the world, governments of the developed world, deep cuts now. Get it done.

Anjali Appadurai, COP17, Durban 09.12.2011.

Fredag så det en overgang lovende ud, men lørdag eftermiddag er udsigterne til stor og stærk aftale i Durban ved at fordufte. Der er gode chancer for, at der kommer en Durban-aftale, og stærke kræfter arbejder endnu på et finde en ordlyd, alle kan gå ind for, men i givet fald vil den blive så skitseagtig, så kompromisplaget og så utilstrækkelig i forhold til den nødvendige indsats, at der fra flere sider bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det var bedre ikke at have nogen aftale frem for at have en formaliseret accept af, at store udledere som USA først skal i gang med reduktioner fra 2020.

De første delegerede er ved at forlade konferencen, der har cirkuleret falske papirer, som man har måttet bruge af den knappe tid på at få ryddet af bordet, og selvom der givet i små rum bliver diskuteret detaljer med enkeltparter, så hersker der lige nu en underlig vakuum-fornemmelse, for dén samling, hvori aftalens sidste kompromisserskal på plads, hvis det skal lykkes, er først indkaldt til kl. 17 lokal tid (16 i DK).

Det er ikke kun udvandinger – der bliver også forsøgt at stramme aftalen, så det at nogen vil have yderligere 9 års frihjul for overhovedet at gå med, ikke kommer til at betyde, at alle kører på frihjul i de kommende 9 år. For så er mulighederne for at nå at vende CO₂-kurven inden 450 ppm/2ºC sandsynligvis forpasset, for ikke at tale om mulighederne for at vende udviklingen inden 1½ºC.

Her blot en række betragtninger fra overtidens første halvleg:

India makes emotional plea for its people’s basis development, Deccan Chronicle 10.12.2011.

John Vidal & Fiona Harvey: UN climate change summit struggles to secure agreement, The Guardian 10.12.2011.

Agnieszka Flak & Nina Chestney: Host struggling to save U.N. climate talks, Reuters 10.12.2011.

Time now the enemy as UN climate talks struggle for deal, AFP 10.12.2011.

Fiona Harvey & John Vidal: Durban climate change talks: false text diverts race to reach deal, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate conference stalemate pushes talks into extra time, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate change talks: a deal currently on hold, The Guardian 10.12.2011.

Søren Astrup: Klimatopmøde snegler sig frem på overtid, Politiken 10.12.2011.

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev  vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

Læs mere »