25.11.2011 | Strøtanker om bæredygtighed

25. november 2011 arkiv

Verden på vedvarende energi

25. november 2011

Midt i de deprimerende forspil til klimaforhandlingerne i Durban, som starter på mandag, er det glædeligt i dag at få meddelelsen om, at vi i 2010 for første gang brugte flere penge på at udbygge den vedvarende energi end på at investere i fossile energianlæg. Således blev der i 2010 på verdensplan investeret 187 mia. $ på biomasse, vind-, sol- og bølgeenergi, mens der i samme år blev investeret 157 mia. $ i energianlæg til kul, olie og naturgas.¹

Både den fossile og den vedvarende energisektor er subsidieret, men vendepunktet nærmer sig, hvor vedvarende energi i mange situationer er den billigste løsning. Og hvis ellers, at man i Durban kunne blive enig om en global CO₂-afgift, således at man betalte den fulde pris for de fossile brændstoffer (hvilket indebærer en merpris væsentligt større end de nuværende kvotepriser), så ville den vedvarende energi allerede i dag være konkurrencedygtig i de fleste situationer. Noget andet er, at denne balance ud fra et klimasynspunkt inden for den allernærmeste fremtid burde tippe fuldstændigt, så vi fremover udelukkende investerede i udbygning af vedvarende energiforsyning.

Tidligere på året barslede IPCC med en rapport, som viste, at 80% af verdens energiforsyning i 2050 kunne stamme fra vedvarende energikilder. Det er et digert værk på mere end 1.000 sider, så det er ikke noget man lige læser, men nedenstående graf, fra side 137 i det tekniske summary er virkelig interessant.²

Den viser omstillingsudgifter for forskellige scenarier inden for ADAM-projektet (Adaptation and Mitigation Strategies), et projekt forestået af Potsdam-instituttet.³ Kurverne herover viser tre forskellige sæt forudsætninger, som yderligere er detaljeret efter, om man indregner CCS, atomkraft, osv., og man har for klimamålsætninger på hhv. 550 ppm og 400 ppm omregnet udgiften til procent af verdens bruttonationalprodukt (GDP).

Således ville man kunne lave en 400 ppm klimaløsning for 2-2½% af verdens (GDP). Alene verdens militærudgifter er på 2½% – måske de var bedre brugt på at forsvare os mod klimaforandringer. Det er tilsvarende vurderet, at vi på verdensplan bruger mere end 1% af alle midler på reklame. Hvis vi sparede dem – og de endeløse kunstige behov, som de er med til at skabe – så ville vi måske ikke engang mærke, at vores forbrug blev 2½% mindre. Og hvis som det er på tale i Nordsøen lavede en regulær brandskatning af udvindingen af den fossile energi, så kunne den videre brug af fossile brændstoffer i overgangsfasen finansiere en stor del omlægningen til det post-fossile samfund.

I grafen til højre er der en række Xer, som indikerer, at det ikke er muligt at opnå et 400 ppm scenario uden RE (vedvarende) eller CCS (Carbon Capture Storage). Men hvis man går til grundlaget for scenarierne i IPCCs rapport, så fremgår det af et temanummer om ADAM-modellen i The Energy Journal fra 2010,³ at: “Without CCS or the considerable extension of renewables the 400 ppm CO₂ eq target is not achievable. Across the models, estimated aggregate costs up to 2100 are below 0.8% global GDP for 550 ppm CO₂ eq stabilization and below 2.5% for the 400 ppm CO₂ eq pathway.”³ª Det skulle således være muligt at lavet et 400 ppm scenario uden CCS og atomkraft for under 2½% af verdens (GDP).

Dette modsvarer vurderinger af omkostninger for et 350 ppm/1½ºC scenario fra Economics for Equity and Environment, som blev fremlagt forud for COP15 i København, at dette kunne gennemføres for under 3% af verdens (GDP) (se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm).

I lyset af de omfattende klimaforandringer, som venter forude, hvis ikke vi vælger et sådant scenario, må det siges at være en hvis ikke lille, så overkommelig, pris. Det er så at sige den bedste investering i fremtiden, vi overhovedet kan gøre. Men igen gælder det, at jo flere, som tøver jo længere, jo dyrere bliver det. Det er ikke mere end godt 20 år siden atmosfærens koncentration af CO2 oversteg 350 ppm. Verdenssamfundet har i samme periode slidt på vores naturgrundlag som aldrig før, så det bliver en kraftanstrengelse at rette op på udviklingen efter 2. verdenskrig.

På den kortere bane har Concito for nylig beregnet, at hvis Danmark i perioden 2000-2020 øgede klimamålsætningen fra en 30% reduktion i CO2-udledningerne til en reduktion på 40-45%, så ville det årligt koste hver familie omkring en plovmand.ªª Så vi har slet ikke råd til at lade være.