Strøtanker om bæredygtighed

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²