20. november 2011 arkiv

Visualisering af CO2-udviklingen

20. november 2011


.

I anledning af, at NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, har offentliggjort de seneste målinger af CO2-udviklingen, har man gjort sig den anstrengelse at lave en animation, som så at sige giver overblik over det hele. Ikke bare de seneste 50-60 år, hvorfra vi har præcise målinger, men op til 800.000 år tilbage, hvor man via iskerneboringer og luftbobler indespærret i lag af is, som har kunnet dateres, har kunnet kortlægge sammenhængen mellem temperatur og CO2-koncentration.

NOAAs leder James Butler bruger under vejs det billede på den nuværende situation, at vi (i det sidste halve århundrede) har skruet op for radiatoren (et elektrisk tæppe). Vi ved det bliver varmere, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvor meget varmere det bliver, og selv hvis vi skruer ned nu, vil der være lukket masser af varme ind. Og hvad sker der, hvis det nu viser sig, at vi ikke kan skrue ned igen?

Så én ting er at få slukket for radiatoren hurtigst muligt. Men yderligere skal vi så at sige have åbnet vinduet, og sikre os at jorden igen kan komme af med varmen. Derfor skal en stor del af de millioner af tons CO2, som vi har pumpet ud i atmosfæren siden 2. verdenskrig, geninddrives. Verdenshavene har indtil nu absorberet omkring halvdelen af den ekstra CO2 – ellers havde det allerede været væsentligt varmere. Men dels har der været rejst tvivl om, om havet fortsat på den måde kan fungere som buffer, dels har det medført en forsuring af verdenshavene, som truer med at ætse koralrevene, dels har hel masse små skaldyr svært ved at danne deres beskyttende skjolde, så nogle forskere har udtrykt bekymring om, at havenes nuværende fødekæder på sigt vil være truede.

Den nødvendige klimaindsats indebærer således ikke bare i løbet af ganske kort tid at omlægge fuldt ud til vedvarende energi og bremse metan-udledninger fra husdyrhold og affaldshåndtering, men derudover at iværksætte en bred vifte af indsatser for at trække drivhusgasser ud af atmosfæren ved at standse fældning af regnskove, plante mere skov og på anden vis øge jordens vegetationsvolumen, øge jordens indhold af organisk materiale osv.

Se tidligere blog-indlæg: Verdens CO2-udledninger stiger mere end nogensinde, Jordens energibalanceHvor store CO2-reduktioner skal der til? og Prisen for 350 ppm.

Andrew Revkin: CO2 on the Up and Up, New York Times 16.11.2011.

Share