Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate
13. november 2011Naomi Klein havde tidligere på ugen en tankevækkende (og ganske lang) artikel i The Nation om klimasagens stilling i USA. Hvor 71% af alle amerikanere i 2007 var enige i, at fortsat afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer, så var det i 2009 nede på 51% og i juni 2011 blot 44%. I visse dele af USA er det i dag kun én ud af fem republikanere, som vedkender sig, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og hvor der for få år siden var forståelse for klimaudfordringen både til højre og til venstre på den politiske scene, så er det lykkedes inden for det republikanske parti at skabe en skinger konspirationsforståelse, hvor klimasagen og dens fortalere er både anti-kapitalistisk og anti-amerikansk.
Artiklen starter med en lille stemningsrapport fra ‘Heartland Institute’s Sixth International Conference on Climate Change’, hvor klimafornægtere fra hele verden over to dage mødes for at samle kræfterne mod klimaforkæmperne, som blot er ude på at gafle dollars til dem selv. Klimaforandringer, “the global warming con”, er blot en trojansk hest med det formål at promovere socialismen. Det er faktisk ganske morsomt, hvis ikke det var for, at det er så aldeles tragisk.
Klein påpeger, at hvor disse klimafornægtere er helt galt på den med deres alternative klimavidenskab (klimafornægterne opererer i et totalt usammenhængende forklaringsunivers), så er klimafornægternes forståelse af, hvilke løsninger, der skal til for at håndtere klimaudfordringen, ganske præcis. En konsekvent håndtering af klimaudfordringen vil føre til et samfund med mere omfordeling, mere planlægning, mere fællesskab, langt stærkere kontrol af det frie markeds excesser og meget mere af det, som karakteriserer det socialistiske samfund.
Naomi Klein har fat i noget centralt i med sin fornægtelsesanalyse – at det er vigtigt, hvis man vil imødegå klimafornægterne og klimafornægtelsen, så mere at gøre det på værdisiden end på klimaspørgsmålet, som så at sige blot er et lag af støj for at skjule, hvad de fleste med en blot gennemsnitlig begavelse skulle kunne indse (og måske for længst har indset), at det ikke kan fortsætte videre som nu.
Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, The Nation 09.11.2011.
Naomi Klein: Occupy Wall Street: The Most Important Thing in the World Now, The Nation 08.10.2011.
Andrew Revkin: Naomi Klein’s Inconvenient Climate Conclusions, New York Times 07.12.2011.