Strøtanker om bæredygtighed

Faldt lige over en kommentar på New York Times¹ til OECDs nyligt udkomne rapport om social retfærdighed.² Til artiklen er udarbejdet en illustration, som sammenfatter rapportens indikatorer (se nedenfor). Her ligger de nordiske lande forventeligt højt, hvorimod det er tankevækkende, for nu ikke at sige forfærdende, at se USA ligge helt i bund. De forhenværende østbloklande, som er med i OECD, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, scorer alle bedre; kun Mexico, Tyrkiet og Chile har lavere samlet score.

Det amerikanske samfund er båret af drømmen om at blive rig og få succes, men virkeligheden tegner anderledes for de fleste. Mere end 20% af børnene vokser op i fattigdom, alt for mange får ikke en ordentlig uddannelse, den økonomiske ulighed er alarmerende – altsammen måske forståeligt i et fattigt udviklingsland, hvor der vitterligt ikke er til alle, men utilgiveligt, at dette skulle karakterisere verdens største økonomi.

Det er ikke ond vilje. Amerikanerne er tværtimod dybt involveret i en utrolig vifte af charity-programmer. Men OECD-rapporten er også et godt billede af, at børnecheck, socialhjælp, fri uddannelse og frit sundhedsvæsen kan noget, som almissen og den personlige godgørenhed ikke formår: skabe et sammenhængende, socialt bæredygtigt samfund.

Læs mere »

Under Klimabundmødet – Windows of Hope var mennesker fra hele verden samlet i København i fjorten dage. Hver dag havde et tema og en dagens begravelse. For andendagen var temaet “Verdensbillede, Kultur og Spiritualitet (værdier)”, og den dag begravede vi Den Amerikanske Drøm. Den lille tilhørende tekst findes herunder – de øvrige begravelsestekster findes tilgængelige i et lille teksthæfte sammen med Klimabundmødets manifest og klima-erklæring, som kan downloades herunder.¹

En ny måde at leve på kloden på, som kan redde klimaet, biodiversiteten og kommende generationers livsbetingelser, kræver mere end blot tilføjelsen af nye grønne elementer til det eksisterende. Derfor havde hver af Bundmødets 14 dage sin begravelse. For eksempel den dag, hvor temaet var forskning og uddannelse, blev den lineære tankegang begravet.

Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde mere vil have behov for lineær tænkning. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den lineære tankegang, vi bliver nødt til at sætte den i et passende perspektiv. Vi bliver nødt til at forhindre den i at ødelægge vores levende miljø såvel som vores virkelighedsperspektiv.

Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. De 14 begravelser indrammer centrale træk fra den industrielle æra, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem til en menneskehed i god balance med sit livsgrundlag. Og i anledning af verdensborger nr. 7 milliard skulle være ankommet præcis i disse dage, kom jeg til at tænke på begravelsen af den amerikanske drøm.

Den Amerikanske Drøm

Stort hus, stor græsplane, garage med to-tre store biler, stor familie med job og stor uddannelse, store stuer, som vender ud til en have med swimmingpool … alt sammen vores eget, og alt sammen noget, vi har tjent til gennem hårdt slid, mens vi arbejdede os op til en lysende plads i samfundet.

The American Dream trives i bedste velgående verden over, næret af talløse film, medier og reklamer. Men hele den forbrugerisme, som er hægtet op på den amerikanske drøm, kan ikke fortsættes. Kloden kan simpelthen ikke holde til, at den fortsættes, og … hånden på hjertet … det er måske ikke den drøm at udleve The American Dream, som vi troede. Isoleret i store tomme kasser i en gabende kedsommelig forstad.

Forstæderne, the urban sprawl, har op igennem det 20. århundrede bredt sig ud over mange af de områder, hvor vi tidligere fandt vores mest frugtbare jorder. Forestillingen om den ideelle tilværelse i parcelhuskvarteret har bragt mennesker til at acceptere stadig større adskillelse mellem hjem og arbejde. Sammen med The American Dream må vi derfor begrave de villakvarterer og de sovebyer, hvorfra det moderne menneske får stadig længere til sit arbejde, og får stadig færre af sine reelle behov dækket.

The American Dream blev formuleret i 1931 af Truslow Adam i bogen The Epic of America. Her står blandt andet, at The American Dream er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner.

Med sit entydige udgangspunkt i individet og dets frie udfoldelsesmuligheder er The American Dream en farlig drøm. Dels mangler den en konkret medansvarlighed for medmennesket, dels driver den verden over samfund, som hastigt er i færd med at ødelægge vores fælles naturgrundlag. The American Dream ser verden som et kolossalt tag selv-bord og savner fuldstændig forståelsen af, at den må udfolde sig inden for vores økologiske råderum. Vi har været gode til at give vores drømme – og vores formåen – konkrete udtryk i vores materielle besiddelser. Og vi har fået bundet vores identitet meget stærkt op på materielle symboler. Ved afskeden med The American Dream må vi højere grad vende os imod fællesskabet, mødes om immaterielle ting og lære i langt højere grad end nu at forbinde vores identitet, formåen og udvikling med immaterielle værdier.

Den dag vi lærer os dette, kan The American Dream leve videre.

Klimabundmødet – Windows of Hope, 5.-18. december 2009, pp. 19-20 (18 Mb pdf).¹