Strøtanker om bæredygtighed

En af de nærmeste dage, nogen siger det så præcist som på næste mandag, passerer verdenssamfundet 7 milliarder mennesker. På The Guardian var der i går en interaktiv side,¹ hvor man kunne indtaste sin fødselsdag ind og herefter se, hvor mange mennesker der var, den gang, man blev ført. I marts 1957, da jeg kom til verden, var der stadig under 3 mia. mennesker. Ved at taste lidt, kan man se, at verden er gået fra 6 til 7 mia. mennesker siden juli 1999 – altså på blot godt 12 år. Og vi passerede 5 mia. mennesker i juli 1988, altså 11 år fra 5 til 6 mia. mennesker på blot 11 år. Så med lidt god vilje er stigningshastigheden lidt aftagende. Men som tingene ser ud lige nu, går der næppe mere end 13-15 år, før verdensborger nr. 8.000.000.000 kommer til verden.

Befolkninger vokser ikke bare i én uendelighed. Demograferne har tværtimod kurver for, hvordan udvikling og velfærd synes at stabilisere befolkningstilvæksten, og langt størsteparten af den næste milliard nye verdensborgere vil blive født i fattige lande. På det interaktive kort herunder angiver de blå cirkler den nuværende befolkning, og de røde cirkler uden om angiver den forventede tilvækst frem til år 2100 i hvert enkelt land. Ved at klikke på de enkelte lande, kan man hente deres kurver og befolkningstal for 1950, 2010 og 2100 frem.

Det interaktive kort er baseret på FNs befolkningsprognoser. Det er udarbejdet af det spanske visualiserings-firma Bestiaro med brug af Impure.

For eksempel Nigeria er fra 1550 til 2010 vokset fra 38 mio. indbyggere til 158 mio., og prognosen for år 2100 siger 732 mio. mennesker. Det er rigtig mange i et land, hvor ørkenen er på fremmarch fra nord, og spørgsmålet hvordan et land som Nigeria i år 2100 skal kunne brødføde 5-600 mio. flere mennesker, er særdeles påtrængende.

Hvis man omvendt klikker på Japan, ser man, at den japanske befolkning fra 1950 til 2010 steg fra 85 mio. til 125 mio. Men allerede i dag er befolkningstallet dalende, og til trods for japanske kampagner for at føde flere børn regner man med, at den japanske befolkning i år 2100 er faldet til 91 mio. mennesker. Det er der ikke noget forkert i, tværtimod vil presset på kloden aftage, hvis vi blev færre mennesker, ikke mindst i den rige del af verden. Men samtidig forventes japanernes gennemsnitlige levealder at stige til 92,6 år. I en sådan “moden” befolkning vil der således forholdsmæssigt være langt flere gamle. Hvis denne overgang sker hurtigt, vil forholdet mellem forsørgere og forsørgede i et samfund ændre sig drastisk.

Det er ikke kun i Japan, at befolkningskurven vender. I Rusland og de fleste østeuropæiske lande har befolkningstallet vist faldende tendens siden før årtusindskiftet. I Kina forventes befolkningstallet at kulminere omkring 2025, i Brasilien i 2040, i Indien, Mexico og Indonesien i 2050 og i Pakistan omkring 2065. Så de lande, hvor befolkningsvæksten fortsætter udformindsket er ud over USA for størstedelens vedkommende afrikanske lande.

Den danske befolkning vil ifølge fremskrivningerne stadig vokse svagt og nå 6 mio. indbyggere i år 2100. Og med en gennemsnitlig levealder på 88,4 år vil vi til den tid blive omkring 10 år ældre end i dag. Skal alle disse 10 år være som pensioneret, eller skal vi reorganisere arbejdslivet, så overgangen bliver mere gradvis? Dette er et af de mere kultiverede spørgsmål, som melder sig ud af de demografiske udviklingsmønstre – og som der bør kunne findes en løsning på. Men når man ser befolkningsprognoserne for det afrikanske kontinent samtidig med, at klimaforandringerne mange steder tegner til at gøre vilkårene for fødevareproduktionen stadig sværere, så er der i det 21. århundrede lagt op til store potentielle konflikter og et kontinent med alt for mange sultende og nødlidende.

Således har der indtil for nylig været forventninger om, at verdens befolkningstal stabiliserede sig omkring 10-11 mia. i år 2100. Men vi ved ikke, om det rent faktisk sker, og i State of World Population 2011, som er udkommet i dag – se det følgende blog-indlæg: State of the World Population 2011  – skriver man, at hvis fødselsraterne falder blot lidt mindre end antaget, så vil befolkningen kunne nå op omkring 15 milliarder i år 2100.

Se tidligere blog-indlæg: Nu 7.000.000.000 mennesker og For mange mennesker, for stort forbrug.

Martin Shuttleworth et al.: How big was the world’s population when you were born? The Guardian 24.10.2011.¹

Hans Davidsen-Nielsen og Jakob Nielsen: Syv milliarder mennesker: Er der altid plads til én til? Politiken 31.10.2011.

Bryan Walsh: Q&A with U.N. Secretary-General Ban Ki-Moon, Time Magazine 27.10.2011.

Justin McCurry: Discounts and time off work: how Japan is battling a birthrate in decline, The Guardian 25.10.2011.

Jonathan Watts: China’s family planning policy enforced with heavy-handed tactics, The Guardian 25.10.2011.

Jonathan Watts: China’s one-child policy means benefits for parents – if they follow the rules, The Guardian 25.10.2011.

Jason Burke: India is the most likely place for the seventh billionth child to be born, The Guardian 24.10.2011.

Paul Harris: Population of world ‘could grow to 15bn by 2100’, The Guardian 22.10.2011

Frauke Giebner og Jakob Nielsen: Prævention skal redde kloden, Politiken 22.10.2011.

Anne von Sperling: Hvad hvis borger nr. syv milliard er et dansk reagensglasbarn? Information 01.11.2011.