Heathrow update II

2. oktober 2011

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på situationen omkring den planlagte udbygning af Heathrow, som i forvejen er en af verdens travleste lufthavne. Med de markante britiske klimaambitioner har det derfor virket paradoksalt, at man ville udbygge kapaciteten for en sektor, som nødvendigvis må blive meget mindre fremover. Og jeg ville blot lige dvæle for et øjeblik ved det glædelige, at det faktisk er lykkedes at få udvidelsesplanerne standset. Det er en af miljøbevægelsens vigtige sejre i nyere tid.¹

Luftfarten er en besværlig størrelse på den led, det er ikke de mange milliarder, kineserne eller inderne, som gør problemet stort. Faktisk har 95% af alle mennesker aldrig fløjet. Det er politikerne, diplomatiet, handelsfolk, sportsfolk, konferencedeltagere, det er dig og mig i den rigeste tiendedel af verden, som har fået for vane at smutte på storbyferie i en lang weekend eller tre hvert år, studere på et andet kontinent, stifte familie på tværs af Atlanten og tage på skiferie og sommerferie et eksotisk sted. En god vens søn var med sit skolekor i det vestlige USA for at give tre koncerter, efter den nylige sammenlægning af universitets- og forskningsenheder herhjemme fløj man fredag efter fredag store grupper af undervisere frem og tilbage mellem Aalborg og København “for at blive fortrolige med hinanden”.  Og i supermarkederne har vi nu aspargessæson to gange om året og en overflod af eksotiske blomster og tropiske frugter året rundt.

Alt sammen en del af det moderne mulighedsfelt, og altsammen en del af, at det er så svært for alvor at få skruet ned for udledningerne af drivhusgasser. Blot en enkelt returrejse til en oversøisk destination kan generere mere CO2 end et års forbrug ved at blive hjemme. Mange dynamiske mennesker har i dag en CO2-udledning fra deres flyrejser, som er mange gange større end fra alt andet de gør tilsammen.

Mennesket har igennem århundrederne udvist en kolossal opfindsomhed. Vi bliver nødt til at bruge den på at gøre tingene meget smartere end i dag. Som det er nu, så bliver der hver dag året rundt skabt flere klima- og bæredygtighedsmæssige problemer, end der bliver løst.

Da jeg i 1984 skulle et år til Japan for at studere, var der ikke nogen som kunne drømme om, at jeg kom hjem på juleferie. Nu tager folk hjem til tandlæge-check. Dengang havde SAS lige åbnet en direkte rute, og jeg mener at huske, at en returbillet her kostede 40.000 kr. (så jeg var via Pakistan, Kina). For nylig kom der tilbud fra SAS om samme billet til 4.500 kr. Det er sådan rundt regnet fra to månedslønninger til to dagslønninger. Hvor er den CO2-afgiften, hvor er logikken, hvor er ansvarligheden?

Se tidligere blog-indlæg: Heathrow update, Udvidelse af Heathrow udsat, Clearing The Air og Erhvervslivet vil flyve mindre.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Dann Glass: Heathrow campaigners hit US as battle with the airline industry goes global, The Guardian 29.09.2011.

Owen Bowcott: Heathrow protesters win third runway court victory, The Guardian 26.03.2010.¹

Share