Al Gore: Climate Reality Project
18. september 201114. september søsatte Al Gore med sit Climate Reality Project en omfattende serie af events kloden rundt. Hvis man ikke lige stod klar til at følge begivenhederne 7 PM i hver af verdens tidszoner, så er det muligt efterfølgende at se dem – eller blot at se highlights fra dem – fra denne side.
Det giver ikke mening at høre samme præsentation 24 gange, og det har givet heller ikke været Al Gores mening. Men der er noget fantastisk i på denne måde at understrege, at dette er et globalt problem, som kalder på en global løsning. Men efter hver af præsentationerne, som varer omkring 40 min., følger en cirka 20 min. sekvens, hvor en lille gruppe taler om klimaforandringer ud fra forskellige erfaringer rundt omkring i verden. Her får man forskelligheden og kompleksiteten i projektet forærende. Og for hvert af de 24 steder verden rundt er der lavet en lille 4-5 min. sekvens med highlights fra præsentation og efterfølgende samtale.
Indimellem er det meget stærke udsagn, som komme frem, som da Rodne Galicha, som stod for præsentationen fra Solomon-øerne, i den efterfølgende samtale giver denne indtrængende hilsen til de rige lande: “Her fra Det Sydlige Stillehav, [på vegne af] verdens sydlande: Vi behøver ikke jeres penge. Hvad vi behøver, er retfærdighed – at I reducerer jeres [CO2-]udledninger.”
I en introducerende video siger Al Gore: “Across the globe, cataclysmic weather events are occurring with such regularity that it is being called a ‘new normal.’ But there is nothing normal about it.” Det er denne nye virkelighed, Gore søger at trække op i 24 Hours of Reality. Om det lykkes er en anden sag, men han ønsker at markere, at klimaspørgsmålet er afgjort. At der finder en global opvarmning sted, og at der ikke er nogen videnskabelig tvivl om, at den er et resultat af menneskets aktiviteter, herunder først og fremmest den stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Hver dag ledes der 90 mio. ton CO2 ud i atmosfæren. Det er måske naivt at forestille sig, at det ikke i længden vil have nogen indflydelse.