Strøtanker om bæredygtighed

Via dette kort kan man finde vej til brombær, hyldebær, mirabeller, havtorn, nødder, kørvel, ramsløg og peberrod, samt rariteter som figner og morbær. Om de sidste står der, at de blot hænger og forgår i Kongens Have. Desværre var det ikke sådan i år. Da var alle de fem morbærtræer i Kongens Have totalt ribbede – før morbærrene var modne.

Selvom det er fint med den øgede forståelse af, at mad ikke kun kommer i plasticforseglede skumbakker, men findes over alt omkring os, er det overhovedet ikke i orden bare at plukke løs. Der er rigeligt på Amager Fælled, men det kræver en vis disciplin at dele af parkernes overskud, så også andre kan få lejlighed til at se og smage. Og skulle der være noget tilbage til fuglene, når vi andre rykker inden døre for vinteren, så gør det ikke det mindste.

Kortet er stadig i sin vorden, og alle er opfordret til at bidrage. Men har man et godt svampested i Indre By (i år har jeg fundet både skørhatte, østershatte og champignon inden for voldene), er det ikke sikkert, at det er nogen god idé at lægge det ud på kortet.

Se Københavns Høstkort på Google Maps.

Se debat om kortet på idegryden.dk.

I den netop overståede valgkamp har der været talt meget om, at vi bruger flere penge, end vi har, og stort set alle løsningerne bygger på, at vi skal tjene endnu flere, arbejde lidt længere hver dag, lidt længere i tilværelsen, lidt mere effektivt, alt sammen for at vi stadig hvert år alle sammen kan blive lidt rigere. Men … det er dømt til at fejle. For ressourcerne til denne strategi er der simpelthen ikke. Vi er på verdensplan blevet så mange med så stort et forbrug, at vi forbruger flere ressourcer end Jorden kan regenerere.

Således er vi i dag nået til den dag i året, hvor vi har opbrugt ressourcerne for 2011, hvis kloden skal kunne følge med.¹ Ikke mere mad, ikke mere tømmer, ikke mere tøj og brænde før næste år ville således være alle ansvarlige politikeres bud, hvis det var lige så vigtigt ikke at leve over evne økologisk som økonomisk.

Ifølge Global Footprint Network overskred verden omkring 1970 den tærskel, hvor vi forbrugte mere end kloden kan forny. Og dagen hvor årets ressourcer er brugt, falder år for år tidligere og tidligere. Således regner man med, at verden som helhed omkring 2030 vil være oppe på at bruge to kloder om året.

Det betyder, at træerne bliver færre og mindre, at fiskene bliver færre og mindre, og at økosystemerne udhules over alt. Vi tærer i disse år alvorligt på fremtidige generationers livsmuligheder.

Faktisk forbruger vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Set i det perspektiv er projektet således ikke at få os alle til hver dag at arbejde 12 minutter mere, men at få kreativiteten og opfindsomheden i spil for at udvikle meningsfulde livsvilkår, hvor vi trives med et materielt forbrug på under en fjerdedel af det nuværende. Det er overhovedet ikke umuligt. Det vil blot indebære nogle radikalt anderledes prioriteringer end i dag og et frontalt opgør med konsumsamfundets forestillinger om det lykkelige liv.

Earth Overshoot Day is coming! Global Footprint Network 2011.

Matthis Wackernagel: What is Ecological Overshoot? (video) Pachamama Alliance 23.09.2011.

Humanity falls deeper into ecological debt: study, (AFP) The Independent 22.09.2011.

Hvor man indtil for nylig kun medregnede havstigninger fra det forhold, at havenes vandmasser udvider sig ved opvarming, så har man måttet indse, at smeltevand fra klodens ismassiver bidrager mere til verdenshavens stigen. Og i seneste udgave af New Scientist kan man læse, at også vores stadig større forbrug af grundvand bidrager til de stigende verdenshave.¹

Mange steder er de dyrkede arealer drænet for at øge produktionen, og under verdens voksende byer må man mange steder bore stadig længere ned for at finde vand. I et grelt eksempel som Shanghai synker byens centrale dele omkring 4 cm om året, og man har 3 gange i løbet af det 20. århundrede måttet forhøje digerne. Det vand, vi pumper op ad jorden, ender før eller siden i verdenshavene, og man har nu beregnet, at det udgør omkring 4.500 km³ vand. Det svarer til en havstigning på 1,26 cm, heraf størstedelen indenfor de allerseneste år.

Omvendt har man beregnet, at udbygningen af vandkraftværker over hele vernden siden 1930 har ført til, at de i alt 10.800 km³ vand er blevet opstemmet, hvilket ville have givet yderligere 3 cm havstigninger. Den havstigning på 17 cm, som man har kunnet konstatere i løbet af det 20. århundrede, er således resultatet af en lang række faktorer.

På den måde uddybes forståelsen af den komplekse dynamik bag klimaforandringerne og den globale opvarmning til stadighed.

Se tidligere blog-indlæg: Synkende storbyer, Havstigninger maskeret af dæmninger og Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger.

Michael Marshall: Groundwater greed driving sea level rises, New Scientist Magazine no. 2831, 25.09.2011.¹

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

Coco Liu: Shanghai Struggles to Save Itself From the Sea, New York Times 27.09.2011.

To gange om året er nat og dag præcist lige lange over hele verden, og i dag er det efterårs-equinox – eller efterårsjævndøgn. I den japanske buddhisme har disse dage traditionelt haft stærk symbolsk betydning, og for eksempel i Daitoku-ji, det zen-tempel i Kyoto, hvor jeg boede i forbindelse med udarbejdelsen af et case-studium til min phd, var der ved forårs- og efterårsjævndøgn store ceremonier, hvor processioner fra alle 23 subtempler tidligt om morgenen samledes ved den store centrale akse, for i denne temporære balancetilstand at åbne tempelporten. Som i parentes bemærket er en rent symbolsk bygning – en port til universet. På alle årets øvrige dage går man udenom.

Tankerne i dag går til Japan, til de mange, som stadig lever i sorg og uvished efter tsunamien 11. marts og i frygt og usikkerhed efter A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, hvor det efterhånden står klart, at der har været tale om hele tre reaktornedsmeltninger. Jeg vil derfor gerne markere denne dag ved at give ordet til den japanske forfatter Haruki Murakami, som ved modtagelsen af den catalanske bogpris i juni i år holdt en meget indsigtsfuld tale om tingenes tilstand i Japan, hvorefter han dedikerede prisen til ofrene for tsunamien og Fukushima-ulykken. Murakamis tale er efterfølgende blevet oversat af et team af oversættere.

Murakamis tale kulminerer med ønsket om at bygge “a house of ‘unrealistic dreamers’ and forge a ‘community of spirit’ that would transcend both country and culture.”

As an Unrealistic Dreamer

Haruki Murakami’s acceptance speech on receiving the Catalunya International Prize 2011

The last time I visited Barcelona was in spring two years ago. I took part in a book-signing event, and was surprised at how many readers queued up for my autograph. It took more than one and a half hours to sign for all of them, because many of my female readers wanted to kiss me. It all took quite some time.

I’ve taken part in book-signing events in many other cities throughout the world, but only in Barcelona were there women who wanted to kiss me. If only for this reason, it struck me that Barcelona was a quite extraordinary place. I’m very glad to be back here in this beautiful city, which has such a rich history and wonderful culture.

But I’m sorry to say that today, I must talk about something more serious than kisses.

As you surely know, at 2:46 pm on March 11, a massive earthquake struck the northeast area of Japan. The force of this quake was so great that the earth spun faster on its axis, and the day was shortened by 1.8 millionth of a second.

Læs mere »

14. september søsatte Al Gore med sit Climate Reality Project en omfattende serie af events kloden rundt. Hvis man ikke lige stod klar til at følge begivenhederne 7 PM i hver af verdens tidszoner, så er det muligt efterfølgende at se dem – eller blot at se highlights fra dem – fra denne side.

Det giver ikke mening at høre samme præsentation 24 gange, og det har givet heller ikke været Al Gores mening. Men der er noget fantastisk i på denne måde at understrege, at dette er et globalt problem, som kalder på en global løsning. Men efter hver af præsentationerne, som varer omkring 40 min., følger en cirka 20 min. sekvens, hvor en lille gruppe taler om klimaforandringer ud fra forskellige erfaringer rundt omkring i verden. Her får man forskelligheden og kompleksiteten i projektet forærende. Og for hvert af de 24 steder verden rundt er der lavet en lille 4-5 min. sekvens med highlights fra præsentation og efterfølgende samtale.

Indimellem er det meget stærke udsagn, som komme frem, som da Rodne Galicha, som stod for præsentationen fra Solomon-øerne, i den efterfølgende samtale giver denne indtrængende hilsen til de rige lande: “Her fra Det Sydlige Stillehav, [på vegne af] verdens sydlande: Vi behøver ikke jeres penge. Hvad vi behøver, er retfærdighed – at I reducerer jeres [CO₂-]udledninger.”

I en introducerende video siger Al Gore: “Across the globe, cataclysmic weather events are occurring with such regularity that it is being called a ‘new normal.’ But there is nothing normal about it.” Det er denne nye virkelighed, Gore søger at trække op i 24 Hours of Reality. Om det lykkes er en anden sag, men han ønsker at markere, at klimaspørgsmålet er afgjort. At der finder en global opvarmning sted, og at der ikke er nogen videnskabelig tvivl om, at den er et resultat af menneskets aktiviteter, herunder først og fremmest den stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Hver dag ledes der 90 mio. ton CO₂ ud i atmosfæren. Det er måske naivt at forestille sig, at det ikke i længden vil have nogen indflydelse.

Læs mere »

2. juli i år åbnede Himlens sluser over København med en ny voldsomhed, og gader og kældre blev sat under vand, som vi knapt har set det før. I det seneste nummer af Dansk Meteorologisk Selskabs blad Vejret, som udkommer fire gange om året, er der da også to artikler om skybruddet, skrevet af forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut, som ser nærmere på, dels hvor meget vand der egentlig faldt, dels analyserer, hvordan et sådant vejr opstår.

I  Tropisk styrtregn over København skriver Flemming Vejen om nedbørmængder og intensiteter i skybruddet 2. juli.¹ DMI har ikke målere oppe alle steder, men kombinationer af nedbørsradarer og punktobservationer giver et billede af, at nedbøren fordeler sig alt andet end jævnt, og at der er en særligt stor nedbør over det centrale København. Nogle områder fik således mere en 150 mm regn, hvilket i Danmark er helt usædvanligt – eller har været det indtil nu.

I Skybruddet over København 2. juli analyserer Niels Woetmann Nielsen vejrudviklingen op til skybruddet, hvorfor det blev så kraftigt og hvorfor det netop ramte København.² Begge artikler er tilgængelige i pdf-format via DMIs hjemmeside (se nedenfor).

Med den globale opvarmning øges intensiteten i en lang række meteorologiske fænomener, og klimatologerne mere end antyder, at vi kommer til ikke bare at vænne os til, at sådanne voldsomme skybrud fremover vil være langt mere hyppige. Vi kommer også til at indrette vores byer, så de i langt højere grad end i dag er forberedt på sådanne nedbørsmængder.

Se tidligere blog-indlæg: København under vand, Reetablering af Københavns vandkredsløb, Flere skybrud i vente, Københavns Kommunes klimatilpasningsplan og Kortlægning af klimaforandringer.

Flemming Vejen: “Tropisk styrtregn over København. Alle danske monsterregns moder …“, Vejret 128, august 2011, pp. 1-11 (pdf).¹

Niels Woetmann Nielsen: “Skybruddet over København 2. juli“, Vejret 128, august 201,1 pp. 12-22 (pdf).²

Mens danskerne lagde de sidste stemmer i boksen til VK-regeringens endeligt – hvilket vi efter 10 års vanrøgt af klima- og bæredygtighedsudfordringen må hilse særdeles velkommen – var vi ved Miljøpunkt på den vidunderligste sanketur ud over Amager Fælled og hjem langs Kalveboderne og Valby Strandpark.

Billedet herover viser blot lidt af det indsamlede i en lille tapas-anretning med vilde urter som lægekokleare, strandtrehage, strandkvan, vild gulerod, hunderose, røllike og rejnfan – selv rucolaen er indsamlet fritvokset. Forud en pastaret med generøse mængder af strandkarse (Lepidium latifolium, ofte kaldet Nordens wasabi), og afsluttende en lysende rød suppe af paradisæbler fra Kongens Have. Har frø af vild pastinak og gulerod til tørre og masser af havtorn i fryseren og vilde urtesmage til adskillige dage frem.

Det behøver ikke at være flyimporteret fra den sydlige halvkugle for at pirre smagsløgene og fryde øjnene.

Se tidligere blog-indlæg: Pluk vild mad i byen.

I dag er det præcist ét år siden, at Københavns Miljøpunkter blev slagtet som del af budgetforliget for 2011. Helt slagtet blev de nu ikke, men et i forvejen lavt driftstilskud blev halveret samtidig med, at Miljøpunkterne blev lagt ind under Lokaludvalgene. Hermed blev det lokale miljøarbejde overflyttet fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Økonomiforvaltningen. Der var efterfølgende en bred erkendelse af, at det var en problematisk beslutning, men endda turde man ikke åbne op for budgetforliget.

I den efterfølgende udredningsfase blev der blødt lidt op på vilkårene, så det er lykkedes videreføre fire af de oprindelige Miljøpunkter, mens andre fire blev nedlagt her inden skæringsdatoen for den nye ordning 1. juli 2011. Men det kolossale udredningsarbejde efter den ganske uklare beslutning har medført, at der vil gå adskillige år, før den forventede økonomiske gevinst kan høstes, og endnu længere før sårene er læget i det lokale miljøarbejde.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er et af de Miljøpunkter, hvor det er lykkedes at finde en måde at videreføre den oprindelige fondskonstruktion og bevare Miljøpunktet som en selvstændig enhed. Men vilkårene for arbejdet er blevet så uklare, miljøperspektivet og forståelsen af miljøarbejdets natur så indskrænket, og den kommunale respekt for den enestående frivillige arbejdsindsats, som er lagt i etableringen af Miljøpunkterne, så ikke-tilstedeværende, at jeg har måttet indse, at jeg ikke fremover skal være centerleder.

Nedenstående tekst om Miljøpunkternes særkende blev til i de hektiske dage efter budgetforliget sidste år, da der stadig var et håb om, at politikerne ville besinde sig. Den prøver at trække konturerne op af to meget forskellige kulturer og er ret interessant at genlæse på baggrund af udviklingen i det mellemliggende år. Set i bakspejlet skulle vi i overlevelseskamen have fokuseret fuldt så meget på videreførelsen af arbejdsrummet og bevidsthedsrummet som på de økonomiske vilkår.

Jeg tror for så vidt, at man kunne have fundet en god form for samarbejde, hvis det var sket i forlængelse af en omfattende, åben og lige dialog om, hvordan det lokalpolitiske arbejde og det lokale miljøarbejde bedst muligt understøtter hinanden. I min optik kunne man med stor fordel have defineret det lokalpolitiske arbejde i Agenda 21-perspektiv og herigennem have opnået ikke bare en fælles platform for arbejdet, men også en styrkelse af sammenhængskraften i den lokalpolitiske indsats. Men i det nuværende hastværk er idealerne og perspektiverne helt fortrængt af et administrativt grundperspektiv, som vil få særdeles vanskeligt ved at videreføre det lokale miljøarbejde.

…

Miljøpunkternes særkende

Da de første Miljøpunkter blev oprettet tilbage i 2003, skete det i en form som selvejende fonde, som ved første øjekast kan undre. Men der ligger i denne konstruktion megen fremsynethed og indsigt i det lokale miljøarbejdes natur og afhængighed af mødet med og deltagelsen fra de frivillige kræfter. Fondskonstruktionen har muliggjort etableringen af en række Miljøpunkter, som gennem deres levetid har vist sig særdeles fleksible, tilpasningsdygtige og kreative i deres håndtering af de lokale kræfter og opgaver. Og merinvesteringen i forhold til den forudgående Grøn Guide-ordning er kommet mangefold igen i form af et fremadrettet lokalt forankret miljø-arbejde, som på én gang er konkret-anskuelige og rummer stor præcision i bevidstheds- og holdningsdimensionen.

Miljøpunkternes forskellighed afspejler meget nøje de forskelligheder, som karakteriserer de forskellige bydele og deres forskellige frivillige kræfter. Der ligger således også i valget af denne konstruktion et politisk mod og klarsyn, som man må tage hatten af for. Man har etableret enheder, som så at sige havde det ene ben inden for den kommunale cirkel, og det andet ben placeret mellem borgerne.

Læs mere »

Lad det være sagt med det samme, jeg glæder mig til, at valget er overstået. Og her de sidste par uger har jeg glædet mig over, at vi ikke som i USA har valgkampe, som strækker sig over halve og hele år. For valg får det værste frem i både medier og politikere, og det har været forstemmende at erfare, hvordan presserende spørgsmål om klima, miljø og bæredygtighed har været stort set fraværende i denne valgkamp.

Der er masser at tage hul på, masser af store spørgsmål at håndtere, masser af indspark, som ville gøre det indlysende, at vi ikke bare kan fortsætte med at forlænge de nuværende vækstkurver uendeligt ind i fremtiden. Der er da også blevet talt lidt miljø i krogene. Betalingsringen omkring København var oppe at vende, og både Enhedslisten og De Radikale har rent faktisk forsøgt at få det ind på lystavlen. Det er svært at fatte, at det er samme land og samme politikere, som for under to år siden var vært for COP15. Det er faktisk ret pinligt, hvor hurtigt vi igen fortrænger, at vi på klima- og bæredygtighedsområdet står overfor kolossale udfordringer, som blot bliver dyrere og dyrere at håndtere jo længere vi tøver samtidig med, at Danmarks chancer for at blive verdensledende i omstillingsteknologi og omstillings-knowhow er ved at være forspildte efter ti års forsømmelser.

Måske problemet er, at klima, økologi og bæredygtighed let bliver emner, som ingen kan være er uenige i. Selv Lars Lykke kan hævde, at han er grøn og vil det bedste for fremtiden. At han så kan anbefale, at økologiske landmænd fremover bruger flere sprøjtemidler for ikke at ukrudtet breder sig ind på det rigtige landbrugs marker, er en anden sag. Vi har stadig ikke lært at graduere det grønne, vi er stadig ikke gode til at se modsætningerne deri eller at tage konsekvenserne deraf. Så alle stemmer ja til en klimaplan (som i Københavns tilfælde), men træffer efterfølgende striber af beslutninger, som modarbejder klimaplanens gennemførelse.

Problemet er ikke nyt. Tilbage i 60erne formulerede Arne Næss en distinktion mellem Deep Ecology og Shallow Ecology, hvor en Deep Ecology skulle karakterisere en forståelse, som ikke var antropocentrisk, hvor naturen var andet og mere end en ressource for mennesket, hvor mennesket var en fuldt integreret del af naturen. Men vi er stadig meget famlende, når vi skal præcisere en miljøindsats. Dansk Industri søgte for et par år siden at introducere begrebet Bright Green, som det store nye. Igen svært at være uenig i, indtil man læser, hvad der egentlig lå bag:  Det var faktisk en klimavision, som bygger på det, som tilbage i 80erne blev døbt Det Teknologiske Fix. Hvis vi blot fortsatte som ubekymrede forbrugere, så skulle industrien nok levere de produkter og rammer for tilværelsen, som gjorde, at det hele blev klimavenligt og bæredygtigt. Vi har som samfund langt lettere ved at satse på de teknologiske løsninger end de organisatoriske og de holdningsmæssige.

På Agenda 21 Netværkets årsmøde i april havde vi inviteret de to miljøordførere for S og SF til oplæg og debat. De sagde med stor overbevisning i stemmen, at de ville meget mere på klima- og miljøområdet end den nuværende regering, men gjorde samtidig klart, at klima og miljø ville ikke blive noget stort emne i valget. For “det flytter ikke stemmer.”

Nu tegner billedet til, at resultatet af dagens valg bliver at S og SF kommer til at tegne landets ledelse i de kommende år. Men der tegner sig også et billede af, at de to øvrige partier i den kommende røde regering, som på klima- og miljøområdet rent faktisk har forsøgt at sætte klima og miljø på dagsordenen, er de to partier i den røde blok, som er gået frem. Jeg tror S og SF med deres udeladelse af miljøspørgsmålet har forregnet sig overfor vælgerne. Frem for en rød eller blå regering, er der et stærkt ønske om en ansvarligt grøn regering.

Det lysende højdepunkt ved dette valg har været, da Johanne (E) med reference til den globale klima- og bæredygtighedsudfordring stod frem og sagde: Vi kan ikke bare tage det for givet, at vi alle sammen hvert år skal blive lidt rigere. Det kræver mod at formulere en sådan tanke i det politiske rum, men det rummer afsæt for en helt anderledes interessant værdidebat, end den vi har været trukket igennem i de sidste 10 år.

Se tildlgere blog-indlæg: Bright Green, Vækst og bæredygtighed, og Anders Fogh færdig som klimaskeptiker.

P.S. Som svar på mine bønner om en grøn regering har Jørgen Steen Nielsen i dag i Information en fin analyse af valgresultatet, hvor han forudser, at den nye regering langt mere bliver en grøn regering end en rød regering. Ikke fordi det er det, de har talt mest om under valgkampen, men fordi der med 17 radikale stemmer ikke er udsigt til gennemførelsen af klassisk røde temaer, hvorimod de fire partier relativt hurtigt vil kunne blive enige om et kursskifte i forhold til de sidste 10 år med VKO, som sekunderet af Lomborgske tvivlsstrategier på klima- og miljøområdet har ændret Danmark fra en frontløbernation til bagstræbernation.

Med lidt held vil vi indenfor meget kort tid se en klimamålsætning på en 40% CO₂-reduktion i 2020, se:

Jørgen Steen Nielsen: Og vinderen blev det grønne Danmark, Information 16.09.2011.

I de kommende dage er der VM i cykling i København. I den forbindelse bliver der ændret ganske radikalt i trafikafviklingen for at kunne sikre cykelrytterne bilfrie gader midt i en millionby. Blandt andet vil Danmarks mest trafikerede vej, HC Andersens Boulevard, være fuldstændig afspærret i de kommende ti dage.

Byen kunne have valgt at lave målrettede trafikale eksperimenter ud af situationen: Det havde været oplagt at afprøve bilfri Middelalderby og en helt masse andet, så vi fik andet ud af besøget end det daglige besvær med at kunne komme frem for at give plads til en af de mere absurde sider af cykelkulturen. Men i stedet har man valgt blot snævert at løse afviklingen, og så fejre det hele for at sløre besværet.

Middelalderbyen får kun tilkørsel via Christianshavn og Torvegade. Her løfter Knippelsbro sig over havnegaden, så man kan komme ind og ud selv mens cyklisterne fræser på ruten. Ved Miljøpunkt havde vi regnet med at supplere kommunale trafiktælling ved Torvegade med målinger af den ultrafine partikelforurening – måske vi under VM-dagene kunne se faldende niveauer for dette bymiljøets største sundhedsproblem. Men nej, man havde alligevel ikke tænkt sig at lave tællinger, da det kom til stykket. Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi derfor sat os for i de kommende uger at måle partikelniveauet langs et snit igennem byen for at se, om der er forskel på koncentrationen af den ultrafine partikelforurening før, under og efter VM i cykling.

Ét vigtigt og i de kommende dage ganske omfattende forsøg står dog tilbage for et stort antal københavnere: Hvordan kommer jeg på arbejde, når jeg ikke bare som sædvanlig kan slæbe min bil med rundt overalt? Hvordan får jeg vare frem til min butik? Vi havde lært så meget mere derom, hvis vi havde grebet denne enestående mulighed for systematisk at afprøve, hvordan vi kan gøre det bedre fremover i stedet for blot at kalde til cykelfest og så hurtigst muligt komme tilbage til business as usual.

Jakob Sorgenfri Kjær og Amalie Kønigsfeldt: Welcome to awful Copenhagen, Politiken 15.09.2011.

H.C. Andersens Boulevard spærres også for cyklister, (Ritzau) Politiken 15.09.2011.

Søren Dilling: VM holder Sara hjemme fra skole en hel uge, Politiken 15.09.2011.

Anne Louise Leth: VM: Cykelbøvlet starter i eftermiddags-myldretiden, Politiken 15.09.2011.

Ingen ekstra metro-tog under cykel-VM, (Ritzau) Politiken 15.09.2011.

Dansk cykelstjerne fyret for misset dopingtest, (Ritzau) Politiken 15.09.2011.

Søren Astrup: Borgmester: Ingen hjælp til bilister, når København spærres af, Politiken 14.09.2011.

Tandpine kan tvinge Schleck til VM-afbud, (Ritzau) Politiken 14.09.2011.

Pernille Mainz, Cecilie Lund Kristiansen & Jakob Sorgenfri Kjær: Trafikkaos rammer københavnere: 70 veje spærres i næste uge, Politiken 14.09.2011.

Søren Astrup: Ambulancer og syge spærres inde af cykel-VM, Politiken 13.09.2011.

Søren Dilling: VM tvinger udflytterbørnehaver på lange busture, Politiken 13.09.2011.

Dorthe Lønstrup: Ekspert: Kommunikationen om cykel-VM er dumpet, Politiken 13.09.2011.

Farzam Abolhosseini: Kommunen: Cykel-VM vil overraske københavnerne, Politiken 12.09.2011.

Søren Astrup: Cykel-VM nedlægger 2.200 p-pladser i København, Politiken 12.09.2011.

Læs mere »