Antioxidanter

28. august 2011

Der har været sagt meget for og imod antioxidanter – ikke mindst når de kommer fra kosttilskud. Og når bølgerne går rigtig højt, kan vi i aviserne se skingre overskrifter som “Vitaminer dræber”.

Men det nyligt offentliggjorte, stort anlagte EPIC-forsøg¹ (European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition), som har fulgt 23.943 mennesker igennem 11 år, tegner et noget andet billede. Af disse mennesker, som alle var uden kræft eller hjerte-kar-problemer ved forsøgets start, er 1.001 mennesker i mellemtiden døde, heraf 513 af kræft og 264 af kredsløbsrelaterede sygdomme. De mennesker, som havde taget antioxidant-kosttilskud hele vejen igennem – og altså også gjorde det ved forsøgets start – havde samlet en 42% mindre dødelighed end gennemsnitligt. Og hvis man alene så på død som følge af kræft, havde denne gruppe en 48% mindre dødelighed.

Derimod havde dem, som blot tog almindelige vitamin-mineral-tilskud, ikke mindre dødelighed. Og hvis man så på dem, som inde i den 11 år lange periode begyndte at tage antioxidant-kosttilskud, så var deres samlede dødelighed faktisk lidt højere end gennemsnittet. Dette afspejler den såkaldte “sick-user effect”, hvor for eksempel mennesker, som er opgivet af det etablerede system, som en sidste udvej forsøger sig med høje doser af kosttilskud.

Antioxidanter er en fællesbetegnelse for en lang række forskellige næringsstoffer, som har den fælles egenskab, at de yder beskyttelse mod beskadigelser fra frie radikaler. Vi udsættes for frie radikaler fra det omgivende miljø, når vi eksponeres for rygning, stråling og ultrafin partikelforurening, og der dannes frie radikaler i kroppen, når vores celler forbrænder ilt. Kroppen har derfor opbygget et særdeles komplekst antioxidantforsvar, hvor en lang række forskellige antioxidanter tilsammen sikrer, at kroppens celler ikke henfalder. Antioxidanter er for eksempel vitaminer som A, C og E, eller mineraler som selen, men omfatter også store grupper af plantenæringsstoffer som carotenoider, flavonoider, anthocyaniner og catechiner.

Forståelsen af antioxidanternes betydning for vores sundhed er stadig i sin vorden, og næsten dagligt kommer der nye undersøgelser, som føjer sig til det efterhånden meget store puslespil. Forståelsen er sløret af, at vores forskningsidealer foreskriver at se på helst blot et enkelt næringsstof ad gangen, selvom vores sundhed afhænger af samspillet af et meget stort antal næringsstoffer. Og så er det fundamentalt vanskeligt at undersøge, blandt andet fordi det kræver tid, og fordi man ikke kan lade samme menneske på én gang spise æbler og ikke spise æbler. Men der tegner sig gradvist et billede af, at antioxidanterne – og dermed også de fødeemner som indeholder antioxidanter – er helt centrale for opretholdelsen af vores sundhed. Og i den moderne virkelighed har man set, hvordan 60ernes simple sukkerbetrukne alt i én-vitaminpille i lyset af denne nye viden har udviklet sig til bredspektrede kosttilskud med omfattende B-vitamin-komplekser og 40-50 forskellige antioxidanter.

For eksempel undersøgte man i 90erne, hvad der lå bag akutte hjerte-kar-indlæggelser på et bredt udsnit af europæiske hospitaler. Og det viste sig, at de klassiske årsager, forhøjet kolesterol og for højt blodtryk tilsammen kun kunne “forudsige” halvdelen af alle tilfælde, hvorimod der var mangel på en eller flere af de tre antioxidanter (C-vitamin, E-vitamin og betacaroten), som man testede for, i 85% af alle indlæggelser. Heraf “forudsagde” alene mangel på E-vitamin (som beskytter blodets kolesterol mod oxidering) 80% af alle indlæggelser (eller rettere, 80% af alle som blev akut indlagt med hjerte-kar-problemer, manglede E-vitamin). Alligevel fortsætter vi med at spise som vi gør, og lægerne ordinerer stadig større mængder kolesterol- og blodtryksmedicin i stedet for at give os en ordentlig kostplan.

Ligeledes tyder alt på, at catechiner fra den grønne te er livsforlængende, at resveratrol fra rødvin er godt for kredsløbet, og kakaoen i den forkætrede chokolade ligeså; at omega-3-fedtsyrerne (som har en tilsvarende beskyttelsesvirkning overfor oxideringsprocesser) og særlige grupper af stoffer fra kål, løg osv. er med til at styrke helbredet og forsinke en lang række af de livsstilssygdomme, som præger den moderne tilværelse. Der tegner sig faktisk langsomt et billede af, at vores ernæring – og ikke mindst mikronæringsstofferne – må have en helt central rolle i et skifte fra det nuværende reparationsparadigme til en håndtering af vores sundhed og velbefindende, hvor det forebyggende står i centrum. Ikke blot gennem at teste og screene, som en forebyggende indsats ofte forstås i dag, men forebyggende i den videre forstand, at vi gennem at spise og leve sundt er i stand til at holde os raske og vitale langt op i årene.

Men der er meget store økonomiske interesser bundet op på reparationsparadigmet. Medicinalindustrien lever af, at folk erklæres syge, og man herefter kan levere en vare, som endda holder dem i live i årevis. Det er langt lettere at skaffe forståelse for nødvendigheden heraf, end at man skal tænke på, hvad man spiser og gør og omgiver sig med for ikke at være for tidligt ældet om 10, 20 eller 30 år. Selvom man efterhånden regner på, hvor mange milliarder, man kan spare i færre dødsfald og astmatikere ved at mindske luftforureningen, så bliver regningen aldrig sendt til de rette. Og selvom noget af det, vi selv kan gøre for at mindske risikoen ved døgnets 24 timer at opholde os i en partikelbefængt byluft, er at sørge for at styrke vores krops antioxidantforsvar, så figurerer det ikke nogetsteds i samfundets løsningsfelt. Det er alt sammen teknisk-organisatoriske løsninger.

De titusindvis af forsøg med antioxidanter, som er lavet i de seneste årtier, giver et næsten entydigt billede af, at de er vigtige for vores sundhed og at vi gennemgående får alt for få af dem. Men endda dukker der en indimellem helt modsatrettede resultater op. For eksempel lavede man i Danmark i 2007 en metaanalyse af antioxidanterne, som viste en 16% overdødelighed. I metaanalysen søger man at sammenfatte en stor mængde forsøg inden for samme område til et samlet svar. Metaanalysens problem er blot, at dem som opstiller kriterierne for, hvilke undersøgelser som skal med, og hvilke som ikke skal med, har en meget stor indflyelse på resultatet.

Det vakte da også omfattende protester i forskerkredse, at man i den danske undersøgelse omhyggeligt havde undladt 400 undersøgelser, hvor der ikke var rapporteret om dødstilfælde. Biesalsky et al. undersøgte efterfølgende nøjagtigt samme datasæt og kom frem til den stik modsatte konklusion. I 36% af de undersøgelser, som indgik i metaanalyserne, havde antioxidanterne en positiv indvirkning på dødeligheden, i 60% af undersøgelserne var der ikke nogen forskel, mens der kun i 4% af forsøgene var tale om højere dødelighed.²

Men hvor undersøgelsen i 2007 trak store overskrifter – BT toppede med “Vitaminer dræber” – så er hverken Biesalskys genundersøgelse eller resultatet af EPIC-forsøget nævnt i hverken BT, Politiken, Information eller Berlingske Tidende.

Lars Dahlager skrev i 2007 en tankevækkende artikel i Politiken, “De videnskabelige lejesoldater”, hvor han afdækkede, hvordan metoder fra tobaksindustrien, som gennem årtier formåede at så tvivl om det skadelige ved at ryge, blev overført på klimaproblematikken, hvor den fossile industri kanalserer ganske store økonomiske midler ind i at producere tvivl. Selvom argumenterne efterhånden er tyndslidte overfor, om drivhuseffekten nu også er menneskeskabt, og billedet af alvorligheden af klimaudfordringen står stadig tydeligere frem, så er det foreløbig lykkedes tvivlsindustrien at skabe så megen forvirring om klimaproblematikken, at beslutninger af vital betydning for fremtidens levevilkår er blevet forhalet flere årtier.

Pressen selv er en del af problemet. Det er langt lettere at få ørenlyd for et kontroversielt modsynspunkt, som kan trække en voldsom overskrift. Og når endelig det lykkes at få en stor kapacitet på banen, så skal det i alsidighedens navn modsiges umiddelbart efter. For eksempel arrangerede vi ved Miljøpunkt i marts 2009 en pressekonference med James E. Hansen, som er leder af NASAs klimaforskningsafdeling og en af verdens ledende klimaforskere. I den forbindelse fik vi også arrangeret, at han kom i TV2 News, blot for at erfare, at Bjørn Lomborg fik et tilsvarende antal minutter umiddelbart bagefter. Problemet er blot, at for og imod i den stadige informationsstrøm ikke producerer afklaring af komplekse problemstillinger, men tvivl og afmægtighed.

På sundhedsområdet synes der at køre en helt parallel proces, hvor der som del af opretholdelsen af det nuværende reparationsparadigme systematisk sås tvivl om resultaterne. Der er meget store interesser i at fortsætte de nuværende ubalancer. Og der vil komme til at gå en tid endnu, før den viden, vi i dag har tilgængelig om både klima og ernæring, slår klart igennem i vores handlinger og levemåde.