Strøtanker om bæredygtighed

I Politiken kan man i dag læse ti bud på forandringer, som skal bringe København helt i front. Budene kommer fra en lille arbejdsgruppe af nuværende og forhenværende virksomhedsledere, som Københavns overborgmester Frank Jensen har nedsat. Men det er dybt bekymrende, at der i en sådan udviklingspakke er meget lidt, som understøtter Københavns aspirationer om at blive verdens miljømetropol, endsige Københavns klimaplan og klimatilpasningsplan. Selv de noget udefinerlige visioner om “grøn vækst” er ikke specielt hjulpet af de ti forslag. Det er stort set konventionel væksttænkning fostret i en tid et sted i verden, hvor man burde kunne gøre det langt bedre.

De ti forslag er opgjort nedenfor sammen med en let diskussion af, om det vil føre til et mere eller mindre bæredygtigt København.

..
Man kan nok ikke tage tingene én ad gangen på en så forsimplet måde.

Men sammenfattende er der meget lidt i de ti bud på forandringer, som understøtter en bæredygtig udvikling. Og det passer ind i billedet af en by, som har store planer, men ikke lader de mange løbende beslutninger være med til at støtte op om, at vi får en bæredygtig udvikling, og at vi bliver det klimaforbillede for verden, som der er lagt op til med klimaplan og klimatilpasningsplan.

1) Kommunen skal have en ambition om også at være blandt de 10 laveste på grundskyld og dækningsafgift (virksomhedsbeskatningen sættes ned).

I sig selv neutralt, men i forhold til, at gradvist al beskatning burde afspejle miljø, klima og bæredygtighedsproblematikken er det en forældet vækststrategi.

2) at det skal være muligt at eksaminere på engelsk i folkeskolen.

I sig selv neutralt, men formålet er at øge den internationale samhandel yderligere, hvilket vil føre til, at flere mennesker, produkter og ydelser flyttes længere rundt på kloden.

3) at Københavns Kommune opretter en ny enhed kaldet Copenhagen Business Service.

I sig selv neutralt, men her har man faktisk et positivt potentiale. En Virksomhedsservice på linje med den nuværende Borgerservice ville kunne hjælpe byens mange virksomheder med kampagner, viden om støtteordninger osv. til at høste de mange lavthængende frugter inden for energirenovering, ressourceoptimering osv.

4) At kommunen øger hastigheden for beslutningsprocesser og reducerer anlægstiden på infrastrukturprojekter med 25 procent.

Dette er ret neutralt. Den spidsfindige kunne dog med en vis ret hævde, at jo mere man trækker tilladelser, myndighedsbehandlinger osv., jo mere bæredygtighed.

5) At der udbydes gratis internet i hele København.

Dette bør kunne give virksomheder langt bedre opgaver for at udvikle alle mulige former for hjemmearbejde, teleconferencing og avanceret brug af kommunikationsteknologi til distribution osv. I sig selv neutralt, men dette bør kunne understøtte en lang række bæredygtige løsninger.

6) At København sikrer gode internationale trafikforbindelser ved blandt andet at øge sit bidrag til fonden Copenhagen Connected, og ved at kommunen agerer vært ved åbninger af nye flyruter. Det foreslås også at halvere prisen for en billet over Øresund og at etablere en højhastighedsforbindelse til Hamborg med en rejsetid på to timer.

Dette lægger op til, at mennesker flytter sig endnu mere rundt end i dag. Flyvning er noget af det mest koncentreret klimauvenlige, man kan foretage sig – en enkelt returbillet til New Zealand for én person giver udledninger af samme størrelsesorden som efter tilværelsen et helt år hjemme. Igen en strategi, som lægger mere vægt på efficiency end på sufficiency. Derfor klart mindre bæredygtighed.

7) At København undgår spildtid på vejene ved at udbygge den kollektive trafik og infrastruktur generelt. Blandt andet skal kommunen udvikle en applikation til mobiltelefoner med en oversigt over trafik- og parkeringssituationen i byen samt bygge en havnetunnel, der kan dirigere den tunge trafik hurtigere og mere effektivt uden om Københavns centrum.

Under dette punkt er der elementer, som kunne fremme bæredygtigheden, men andre som vil svække den. Forslaget ligger i forlængelse af en strategi, hvor København skal prøve at rumme et dobbelt så stort transportarbejde inden for få årtier (som i prognoserne) i stedet for at prøve at organisere sig, så vi kan opretholde den tilværelse vi ønske med det halve transportarbejde.

8) At København laver en ny progressiv boligstrategi og blandt andet gør det lettere at bygge p-pladser i forbindelse med boligbyggeri, hvilket ifølge gruppen kan øge lysten til at investere i familieboliger.

Samlet set var det bedre at arbejde for at få flere arbejdspladser ud i Udkantsdanmark. Og principielt bør alt nyt boligbyggeri bygges op om transportløsninger, hvor den private bil helt naturligt kommer langt nede på prioriteringslisten.

9) At København især satser på virksomheder, der arbejder med it, finans, green tech, life science, det maritime og de kreative erhverv.

Måske i udgangspunktet neutralt, men den øgede specialisering vil globalt set give øget økologisk stress – efficiency-strategi frem for sufficiency.

10) At København presser på for at fjerne gebyrer ved indrejse i Danmark. For eksempel det gebyr, som udlændinge oplever, når de skal arbejde i Danmark under den såkaldte greencard-ordning.

I udgangspunktet neutralt, men båret af ønsket om at stimulere positionen på det globale marked i en tid, hvor vi burde tage diskussionerne om dogmer i den nuværende verdensorden om det entydigt gode ved den globale arbejdsdeling og den globale frihandel.

Arbejdsgruppen bag forslagene består af administrerende direktør i Siemens, Jukka Pertola, tidligere chefredaktør for Børsen, Leif Beck Fallesen, koncerndirektør i Nykredit, Bente Overgaard, samt administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Jacob Hvide Beim: Frank J.’s arbejdsgruppe kommer med ti bud for vækst i København, Politiken 18.08.2011.

Tina Krongaard Stampe: Alle københavnere skal have gratis internet, Politiken 23.08.2011.