AA+

6. august 2011

Fra AAA til AA+ lyder den seneste diagnose af den amerikanske økonomi. Standard & Poor’s nedskrivning af den amerikanske kreditvurdering kommer i forlængelse af, at den højreekstreme Tea Party-fraktion af det republikanske parti ud fra en form for populistisk minimalstatsfundamentalisme i de seneste uger har kørt med klatten ved at blokere for en øgning af det amerikanske gældsloft.

Det har verden ikke set med milde øjne på. Dels har mange lande mange penge til gode i USA, som i de senere år har optaget stadig større lån i udlandet. Dels har der har været frygt for, at disse indenrigspolitiske skærmydsler ville skade ikke bare den amerikanske økonomi, men influere negativt på hele verdensøkonomien.

Havde det havde været en rating for grøn omstilling, havde den ligget langt lavere.

Klima- og bæredygtighedsmæssigt er USA er et af de lande, som gør det allerdårligst. Der var et håb om, at Obama ville bringe nye tider – han havde begavelsen, han knyttede rådgivere til sig, som forstod problemerne, og han talte indtrængende om ‘a planet in peril’. Men klimalovgivningen er totalt strandet, og det politiske system i Washington synes totalt styret af kortsigtet lobbyisme.

Snart fem år har vi haft økonomisk krise nu. Og selvom der hist og her har været små opsvingssignaler, så synes det at nærme sig en situation, hvor der igen skal nye store indgreb til.

I forbindelse ned bankkriserne for tre år siden blev der talt meget om at lave en ”New Green Deal” – om at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men bortset fra nogle få lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Tværtimod var de ligesom de danske bankpakker bygget på en dybt konventionel tankegang, som måske ville fungere for et enkelt lille land i en stor verden, men ikke på verdensplan. Der er simpelthen ikke ressourcer til, at vi alle sammen kommer til at køre dobbelt så hurtigt og forbruge dobbelt så meget.

Hvis vi ellers formåede for en stund at træde et skridt tilbage, så ville vi let kunne indse, at det er fundamentalt umuligt at fortsætte den nuværende maskine, endsige sørge for, at den verden rundt er i vækst. Det er så basalt, at det nærmer sig det banale, at man ikke bare i det uendelige kan fortsætte en lineær strategi i en cirkulær virkelighed. Men det er som om, det ikke trænger ind.

Når man ser på de kræfter, som i den kommende tid kommer til at definere de amerikanske budget-justeringer, som er vedtaget i forbindelse med gældsloft-aftalen, så er der ikke meget håb for grønne initiativer. Tilsvarende er der i de gældssaneringspakker, som i disse tider skrues sammen for at hjælpe de mest betrængte euro-økonomier, ikke meget “New Green Deal”.

Op til klimatopmødet i København blev det fejlagtigt gjort til et spørgsmål om enten økonomisk udvikling eller klima og bæredygtighed. Vi kommer nok til at indse, at videre økonomisk udvikling kun er mulig, hvis vi systematisk indtænker klima og bæredygtighed.

Krisen er en realitet, og den går ikke væk af sig selv. Det gør heller ikke den underliggende bæredygtighedskrise eller det forhold, at vi bæredygtighedsmæssigt set meget let kommer til at række ud efter de forkerte ting, når vi skal rette op på økonomien.

Det ville derfor være fantastisk, hvis vi her på tærsklen til anden fase af den verdensomspændende økonomiske krise blev i stand til at målrette indgrebene, så de systematisk understøttede indfasningen af bæredygtige løsninger og udfasningen af det fossile samfund. Selv hvis ikke det mundede ud i tocifrede vækstrater, ville det give os alle et væsentligt bedre fremtidsperspektiv.