Gule drømme
11. juli 2011
Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Cykelsportens største medieridt Tour de France holdt hviledag i dag, på tiendedagen i hvad der indtil nu har været et usædvanligt morbidt løb. Stort set hver dag har haft sine brækkede krave- og lårben, sine bristede drømme og sine alvorlige asfaltskrabere i den sammenbidte kamp om sekunderne. Men ingen er døde, endnu. Og hele ti dage skulle der gå i dette års udgave af Tour de France, før vi fik det første eksempel på doping. Nok ikke fordi feltet er clean, men snarere fordi kampen mellem dem som slører, og dem som afslører, endnu er så uafgjort, at det stadig frister nogen over evne.
Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.
I disse dage, hvor agurketiden er sat på i bero af Touren, er det faktisk noget af det mest ubæredygtige, jeg kan forestille mig. Ikke bare fordi det er ved at være sidste udkald til at få demonteret den først, størst, hurtigst-attitude, som Touren iscenesætter så rendyrket, hvis vi skal lykkes at komme overens med vores omgivelser i blot nogenlunde behold. Men fordi Touren står som et stadig mere centralt ritual fastholdelsen af den moderne forbrugerkultur.
Selv en ellers begavet avis som Politiken publicerer i disse dage op til ti tour-artikler dagligt, hvoraf kun et forsvindende lille antal hæver sig over banaliteterne. Flertallet ryger direkte fra Ritzau ind på hjemmesiden og kan findes helt mage til på adskillige andre nyhedssider. Den kritiske journalistisk er sendt på sommerferie. Den kan alligevel kun forstyrre det kultiske i denne årligt tilbagevendende rituelle forfølgelse af den gule drøm.
For nok er det en sportsevent, men det er i mindst lige så høj grad big business. Når honorarerne for cykelrytterne bliver vurderet til at svinge fra 150.000 kr. til 20-30 mio. kr. for de få med størst chance for at vinde den gule trøje, bliver det er indlysende, at man ikke blot er med for at være med. Her er “tab og vind med samme sind” en håbløst antikveret attitude, mens viljen til at sætte liv og førlighed på spil for marginale sekunder og fristelsen til at forbedre sine chancer (og sit honorar) ved andet end hård træning kan synes uimodståeligt stor.
Sponsorerne er jo heller ikke bare med for deres blå øjnes skyld. Når de overhovedet går med til at finansiere sådanne honorarer (plus alt det som skal til at drive holdene bag), så er det fordi, det kan betale sig for dem. Og det betyder, at de må kalkulere med gigantisk forøgelser af omsætningen gennem at være synlige på cykelrytternes uniformer. På den led er Touren, som al professionel sport, en central del af at nære forbrugerismens flamme.
Cyklen er ellers et vigtigt instrument i omstillingen til en bæredygtig by. Og cykelbyen København har fået verdensmesterskabet i cykling til byen senere i år. Men det er ikke det, de reklamerer for. Og al den CO2, de måtte spare, bliver så rigeligt brændt af igen af hele den lange kortege, som følger feltet gennem de gudsbenådede landskaber. Men er der nogen, som når at nyde dem, stopper op og skuer ud over dalen inden nedkørslen, og dvæler ved de krydrede dufte? Næppe. De er på arbejde. Og Tour-udsendelserne er jo ikke noget naturprogram, men et drama over mange akter med alle de bestanddele, som gør, at mange villigt lader sig indfange.
Når jeg overhovedet i år gør mig disse tanker om cykling og ikke for længst er zappet videre fra drømmen om den gule trøje, er det fordi det forventes, at miljøpunkter og lokaludvalg laver noget i forbindelse med verdensmesterskabet i september. Det er en endog meget stor udfordring at få til at vende rigtigt i mit system.
