The Great Pacific Garbage Patch

10. juli 2011


.

Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.

Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.

Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Bettina Wassener: How to Rid the Seas of ‘Plastic Soup’? New York Times 23.05.2011.

Wikipedia: Great Pacific Garbage Patch og North Atlantic Garbage Patch.

Peter Davison & Rebecca P. Asch: Plastic ingestion by mesopelagic fishes in the North Pacific Subtropical Gyre, Marine Ecol Progress Series no. 432  juni 2011 pp. 173-80 (abstract).

Share