Mobile træer

2. juni 2011

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vil plante træer sammen med borgerne på offentlige steder.

Træer er små fortættede oplevelser af natur og gode oaser i byen, derfor vil Miljøpunkt Indre By-Christianshavn gerne plante træer som grønne mødesteder i byen. I den forbindelse opfordres bydelens borgere til at skrive og fortælle, hvor der mangler træer og hvem der vil passe og pleje træerne.

Opfordringen henvender sig både til boligejendomme, skoler, virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der har et ønske om at give byen et grønt løft og mindske luftens indhold af CO2.

Til en start bliver der placeret et ”mobilt træ” i en beholder med tilhørende siddefaciliteter på to udvalgte steder. På længere sigt er målet at plante træerne permanent, og de to træer skulle gerne blive til mange.

– Vi vil gerne lave en database over mulige placeringer og når de første to er sat op, vil vi arbejde på at få flere træer i bybilledet. Til at realisere dette, er det planen at søge flere midler, fortæller Gazelle Buchholtz, projektleder for træprojektet. Den første del af projektet, der går ud på at få placeret to mobile træer i bydelen, er støttet af Indre By Lokaludvalg.

Hun vil meget gerne modtage e-mails eller breve med gode placeringer, men også tilbud fra træ-passere, som vil sørge for at vande træerne. Kontakt Gazelle Buchholtz på mail: gazelle.buchholtz@a21.dk.

Træmøde

Tirsdag den 7. juni kl. 19.00 er der mulighed for at høre mere om projektet og komme med gode ideer på et møde hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Adressen er Rådhuspladsen 77, stuen tv. Tilmelding til mødet skal ske senest den 6. juni til gazelle.buchholtz@a21.dk.

Indlæg ved Lene Vind.

 

Share