Strøtanker om bæredygtighed

I forlængelse af udstillingen ’Hungry Planet’ i Rundetaarn og med særligt udgangspunkt i tirsdagsforedraget ’Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre’, ville Miljøpunkt Indre By-Christianshavn sætte fokus på madspild som en betydelig del af vores individuelle klimafodaftryk. Det gjorde vi ved at opsætte et madspildsbjerg ved Rundetaarn tirsdag d. 22. marts. Bjerget bestod af 252 kg rødbeder og økologiske gulerødder i poser, hvilket svarer til den mængde mad en dansk familie på fire personer i gennemsnit smider ud hvert år. Mange af de forbipasserende på vej ned ad Købmagergade kiggede nysgerrigt efter madbunken. Alle var overraskede over den enorme mængde mad, der bliver spildt, og flere gange hørte vi kommentaren: ”Så meget smider jeg altså ikke ud.”

[nggallery id=150]

.
Hver dansker smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Faktisk ryger der så meget spiseligt mad i skraldespanden, at alle kunne stoppe små 3.000 kroner i lommen hvert år, hvis vi stopper vores madspild. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arbejder for at komme madspild til livs, fordi de ser, hvor meget det påvirker verden omkring os. Vores overforbrug af fødevarer hænger direkte sammen med udledningen af drivhusgasser, vores klimafodaftryk og et unødvendigt stort forbrug af vores i forvejen knappe ressourcer. Derudover er der et etisk ansvar forbundet med at begrænse madspild; på verdensplan dør ca. 15 millioner børn af sult årligt.

For at sikre, at vi ikke selv medvirkede til madspild, aftalte vi med fødevareBanken, at de til slut ville komme og hente madposerne. Nonprofitorganisationen fødevareBanken er opstået som svar på to samfundsproblemer: madspild og madfattigdom. De etablerer aftaler med aktører i fødevarebranchen om at afhente overskydende fødevarer, som de derefter videredistribuerer til sociale hjælpeorganisationer og projekter i Danmark, som er i direkte kontakt med samfundets svageste borgere.

Det var tydeligt, at mange på Købmagergade mente, det var et godt initiativ med en event, og at det er en god idé at begrænse sit madspild. Den eneste, der kan begrænse dit personlige madspild, er dig selv, og du kan gøre det ved at følge disse råd: 1) køb kun det du skal bruge, 2) tilbered kun den mængde du kan spise og 3) hvis der alligevel er rester, spis dem dagen efter.

Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.

Søgte efter Carolyn Steels seneste bidrag til TED-konferencen, og faldt over denne lille tankestreg af Jarrod Welling-Cann og Michael Abitz – What is Wealth?

“It is called the American Dream, but you have to be asleep to beleive it.”

Et nyligt offentliggjort studie fra Center for Health and the Global Environment ved Harvard Medical School, Full cost accounting for the life cycle of coal,¹ prøver at beregne den reelle pris på kul, hvis man skulle medregne alle de nu eksternaliserede udgifter forbundet med brugen af kul.

I sådanne beregninger vil der være tale om at prissætte størrelser, som man kan stille spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan prissætte – hvad er prisen for en død minearbejder, en forgiftet fugl, en bortsprængt bjergtop, et overdækket vandløb? Hvad er prisen for fremprovokerede sygdomme fra strålingen, kviksølvforureningen, den ultrafine partikelforurening, syreregnen osv. fra afbrændingen af kul? Og hvordan beregner man en bred vifte af klimapåvirkninger – fra forstyrrede økosystemer og tabt biodiversitet til svigtende dyrkningsmuligheder og svulmende oceaner. Hvis vi med en nuværende teknologi brænder alle nu kendte kulreserver af, inden vi skifter til vedvarende energi, har vi tæt på 100% sandsynlighed for en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, som på sigt vil give havstigninger på op til 75 m. Men sammenfattende kommer de 12 forskere frem til, at prisen per kilowatt fra kulkraft forsigtigt ansat skulle ligge på mellem det dobbelte og det tredobbelte, hvis de nu eksternaliserede udgifter skulle indregnes i prisen.

Det er en af markedsmekanismernes fatale dysfunktionaliteter, at man kan slippe af sted med at bryde og afbrænde kul uden at betale, hvad det koster. Hvis de nu eksternaliserede udgifter blev opkrævet, ville den vedvarende energi med et slag blive kulkraften konkurrencemæssigt overlegen. CO₂-kvotesystemet er et første forsøg. Men selv det er markedsreguleret, og prisen for at udlede et ton CO₂ er latterligt lavt i forhold til de nu eksternaliserede miljøomkostninger ved kulafbrændingen, som Harvard-studiet dokumenterer.

Center for Health and the Global Environment har også lavet en lille folder over studiet, Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal.² Den giver fint overblik over miljøkonsekvenserne af brugen af kul gennem sin opsummering af 12 områder, som hver er opgjort talmæssigt, økonomisk og kvalitativt. I en tid med et stærkt fokus på klima og CO₂ er det godt at minde sig om de mange andre andre miljøparametre – og grunde til hurtigst muligt at få etableret et moratorium for afbrændingen af kul.

Se tidligere blog-indlæg James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker, James Hansen: “Coal is best left in the ground”, Kulstøv øger isafsmeltningen, Usundt at vokse op nær kulkraftværker, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Ways and Means, DONG på bedre veje samt Den sande pris for kulkraft.

Paul E. Epstein et al.: Full cost accounting for the life cycle of coal, Annals of the New York Academy of SciencesVolume vol 1219, 17.02.2011 pp. 79-98 (pdf).¹

Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal, Center for Health and the Global Environment, Harvard Medical School 2011 (pdf).²

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »