Sakura
9. april 2011
I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.
Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.
Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.
I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.
Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.
Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringe.
