Naturkatastrofer?

2. april 2011

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Indtil nu har klimaforandringer mest været noget, som berørte de fattigste lande – og en af nutidens store uretfærdigheder er, at klimaforandringerne lige nu rammer de lande hårdest, som har bidraget mindst til klimaforandringerne. Men hvis vi kigger bare lidt længere frem, vil billedet ændre sig.

Københavns Klimatilpasningsplan er lige nu i høring.² Det er en opvågnen til en by, som inden for få årtier vil have sine markante problemer med klimaforandringerne. Man kan groft sagt dele problemfeltet i fire – 1) øget voldsomhed i nedbøren, som vil skabe voldsomme oversvømmelser af kloaksystemet, hvis ikke den nuværende situation ændres, 2) højere grundvandstand, 3) markant flere meget dage med voldsom varme, og på sigt det langt mest alvorlige 4) stigende verdenshave, som betyder, at København indenfor få årtier må påbegynde etableringen af dæmninger ved Nordhavn og ved Sydhavn. Man kan lave dæmninger til 1 m havstigning, som man lige nu regner med vi vil se i løbet af det 21. århundrede. Man kan også klare 3 og 5 m havstigninger med diger – og måske også 7 m. Men så kan vi ikke se havet fra havnepromenaden, og så er København pludselig meget sårbar overfor digebrud. Og har vi først fået havstigninger af det omfang, så har vi sandsynligvis passeret en række klimatologiske tipping points, som gør at havet vil fortsætte med at stige.

Selvom det på kort sigt nok er lettest at finde ressourcerne til den nødvendige klimatilpasning, er det således i den nuværende situation indlysende at sætte alt ind på at modvirke klimaforandringerne gennem meget hurtigt på globalt plan at få reduceret drivhusgasudledningerne radikalt.