Strøtanker om bæredygtighed

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹

First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.

Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) – en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.

Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?

Se flere pausebilleder.

.
Har den seneste tid tænkt på, om pusten var gået af 350-bevægelsen. Men i går kom der mail fra 350.org med link til en video, hvor Bill McKibben holder tale for 10.000 unge klima-aktivister ved Power Shift 2011-konferencen i Washington DC. I forhold til den forstående, natursynsreflekterende, visdoms-aspirerende McKibben, som vi havde på besøg to gange i 2009, er det en helt anden energi, en nødvendighedshandling – en mand, som har opgivet at vente på politikerne og formået at omsætte sin desperation til ildsprudlende praksis.

Klimaspørgsmålet har haft det hårdt under Obama. Det startede så rigtigt, med hans stort opsatte forandringsretorik og tilbagevendende talen om en klode “in peril”, og med ansættelsen af mennesker som John Holdren blandt Obamas nærmeste rådgivere, som rent faktisk forstod klimaudfordringens alvorlighed. Men i det lobbyist-inficerede politiske klima rakte kræfterne ikke til både at løfte en stor sundhedsreform og en samlet klimalovgivning – og han satsede på den indenrigspolitiske succes. Allerede ved midtvejsvalget blev Obamas handlingsrum drastisk indskrænket, og finanskriser, Tea Party-retorik, gigantiske olieudslip og på det seneste arabisk forår og japansk atomkatastrofe har tilsammen gjort, at klimaspørgsmålet siden klimatopmødet i København i december 2009 er trådt længere og længere i baggrunden.

“This city looks clean and sparkling,” siger McKibben om Washington DC under vejs i den 15 min. lange tale. “But no: This city is as polluted as Beijing. But instead of coal pollution, it’s money pollution. We’re hear to start the clean up.” I Washington er der dusinvis af lobbyister for hvert parlamentsmedlem. Og lobbyismen har i USA nået et niveau, hvor kortsigtede særinteresser reelt har sat demokratiet ud af spil.

Se tidligere indlæg tagged med Bill McKibben.

Transskription af Bill McKibbens Power Shift Speech.

www.350.org – www.350.dk.

Her til morgen var der mail fra lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansen, med link til et foreløbigt stadie af en ny artikel, Earth’s Energy Imbalance and Implications, som han og kollegerne ved NASA har under forberedelse. Jeg vil ikke på nogen måde gennemgå hele artiklen, men den har i indledningen en interessant dobbelt-kurve, som så at sige sammenfatter de enkelte faktorer i den globale opvarmning. For samtidig illustrerer den meget godt de stridspunkter, som trives i klimadebatten.

Til venstre ser man de enkelte faktorer. Til højre ser man netto-drivhuseffekten af alle faktorerne tilsammen, omregnet i watt pr. m². Som man ser, er det relativt små energimængder – 1,6 watt pr. m², set i forhold til at vi måler vore private energiforbrug i kilowatt-timer. Men omvendt giver det på globalt plan en kolossal varmemængde, som siden industrialiseringens begyndelse har ført til en global temperaturstigning på omkring 0,7° C.

Fig. 1. fra Earth’s Energy Imbalance and Implications.

Den røde kurve er drivhusgasserne – først og fremmest CO₂, men også andre gasser som metan, lattergas og freon – som qua de voksende mængder tilbageholder omkring 3 watt pr. m².

Den blå kurve er menneskeskabte aerosoler, en fællesbetegnelse for luftbårne partikler mindre end 1 μm (1 mikrometer = 10⁻⁶ m). Aerosoler er typisk sod eller støvpartikler – og samtidig med, at den ultrafine partikelforurening i byerne er ødelæggende for vores helbred, så virker de kølende på vores klode. Men man er stadig ret usikker på, hvor stærk denne kølende effekt er, og hvis man ser ud for år 2000, så kan man se, at den vurderede usikkerhed for aerosolerne er langt større end for drivhusgasserne. I forhold til at forstå klimaforandringerne er det således et vigtigt forskningsområde.

Den grå kurve viser effekten af vulkanudbrud – efter vulkanudbrud, hvor store mængder støvpartikler hvirvles ud i atmosfæren, ser man ofte en markant global køling i det kommende års tid. De kraftigste vulkanudbrud har således en momentan indvirkning på klodens energibalance, som er ligeså stor som drivhusgasserne. Men i det store billede har de langt mindre vægt end de to største faktorer: drivhusgasserne og de menneskeskabte aerosoler.

Den gule kurve viser variationerne i solplet-aktiviteter, som gør at solen ikke bare er en konstant varmekilde. Det har blandt andet danske klimaforskere hæftet sig meget ved, men set i forhold til de øvrige faktorer er det en meget lille variation, som på ingen måde kan forklare de samlede globale temperaturstigninger. Tilsvarende er virkningerne fra ændret arealanvendelse, som illustreret i den grønne kurve, netto en meget lille klimapåvirkning. Dette dækker dog over store forskeligretttede kræfter.

Artiklen er i alt på over 50 sider. Det er måske rigeligt for lægmand at læse, men alene kurverne giver et godt overblik over klimaforskningen, og i artiklen konkluderes der afsluttende (p. 43) dels at vi står overfor at måtte indse en nødvendig målsætning på 350 ppm for at genskabe klodens energibalance (hvilket første gang blev defineret af Hansen et al i en artikel i 2008²). Dels konkluderes det, at havstigningen, som siden 1990 har ligget på omkring 3 mm pr år, med stor sandsynlighed vi have en stigende tendens. Artiklen slutter med at anbefale yderligere undersøgelser af aerosolernes klimapåvirkninger – idet aerosolerne i dag udgør den største usikkerhedsfaktor i det samlede globale energiregnskab.

James Hansen et al.: Earth’s Energy Imbalance and Implications, draft version april 2011 (pdf).¹

Robin Engelhardt: Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet, Ingeniøren 20.01.2011.

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

Se tidligere indlæg tagged med James Hansen.

Fredag den 22. april er den årlige Moder Jords Dag. Det besluttede FN sig for sidste år på foranledning af Bolivias præsident Evo Morales. I år er det anden gang, at Moder Jord i den anledning fejres i København. Dagen er en hyldest til Jorden, der i sandhed er spændt for vognen med at forsyne de cirka 2 mio. dyrearter, der bor på Jorden og så os mennesker – små 7 mia. med mad og ting. Det er en kæmpe opgave. Dagen bliver en perlerække af indiansk ceremoni, sange, digte, musik og talere. Et stort og inderligt tak! Kik ind på www.hummingbee.dk, bliv inspireret og få nærmere oplysninger.

Dagen starter på Halmtorvet kl. 15, og kl. 18 er der fest i Valby. Men det stopper ikke ved det. For lørdag den 23. april kl. 10-17 er der Be The Change-symposium også i Valby og lørdag den 30. april kl. 11-16 er der Seminar for Moder Jord med temaet “Omstilling til Bæredygtighed” i Vanløse Kulturhus.

Jo flere – jo bedre. Så har du lyst, kan du bruge påskens langfredag til sammen med andre at glædes over Jorden og bliv klogere på fredelig sameksistens mellem natur og menneske de efterfølgende dage.

Det fulde program for alle tre Moder Jord-events kan ses på www.hummingbee.dk.

Download flyer (pdf), A3-plakat for 22. april (pdf) samt A3-plakat for 30. april (pdf).

Se flyeren nedenfor.

Læs mere »

.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.

“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.

Se flere pausebilleder.

I forlængelse af Københavns Kommunes klimaplan, som blev vedtaget i august 2009, er der udarbejdet en egentlig klimatilpasningsplan. Den har været i høring i de seneste tre måneder, og fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi i dag indleveret høringssvaret Det klimapolitiske hovedgreb.

Selv hvis vi verden rundt var i stand til at standse vores CO₂-udledninger fra dag til dag, vil de drivhusgasser, som er udledt siden industrialiseringens begyndelse, i lang tid fremover have deres indvirkning på det globale klima.

Klimatilpasning er kun mulig indtil et vist punkt. Det er derfor vigtigt, at København først og fremmest søger at opfylde sin klimaplan – og at bringe sit samlede klimafodaftryk i nul. Herfra må man arbejde for, at en tilsvarende proces ser i andre byer, både i nord og i syd. KKs nuværende klimapan ser på udledninger, som svarer til 5 ton CO₂ pr. københavner. Imidlertid ligger vores samlede udledninger langt højere, Concito kom lige inden jul frem til, at hver dansker udleder 19 ton CO₂, mens Niras har beregnet Københavnernes klimafodaftryk til at være 19,3 ton CO₂. Sådanne tal lægger op til en markant revurdering af klimaplanen og dens sigte og virkemidler. Miljøpunkts høringssvar argumenterer for at anlægge den strategi at gøre København 200% CO₂-neutral.

Download Høringssvar fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vedrørende KKs klimaplan (pdf) – samme i høj opløsning (pdf).

Høringssvaret består af tre dele:

1. del – Det klimapolitiske hovedgreb – ser på sammenhængen med Klimaplanen og kommer med forslag om oprettelse af en Klimatilpasningfond af det provenue af en vel gennemført klimatilpasning, som kan sikre, at København reelt bliver klimatilpasset på den begavede måde, dvs. med masser af byforgrønnelse og grønne tage frem for blot at udbygge kloaknettet dertil, at det kan rumme en kommende tids mere voldsomme nedbør.

Download Det klimapolitiske hovedgreb. Høringssvar vedrørende Københavns Kommunes klimatilpasningsplan (pdf).

2. del – Skolehaver i centrum – ser på mulighederne for, som del af klimatilpasningsarbejdet at sikre etableringen af skolenære skolehaver i det centrale København.

Download Skolehaver i centrum – om skolenære skolehaver i Indre By-Christianshavn (pdf).

3. del – et Urban Farming manifest – belyser mulighederne for at etablere bylandbrug og bynære landbrug som del af klimatilpasningsarbejdet – hvilket samtidig vil have vigtige implikationer for en nedsættelse af københavnernes samlede klimatilpasningplan. Se også det foregåennde blog-indlæg: Hvorfor Urban Farming? .

Download Urban Farming manifest – en vision for København (pdf).

Nedenfor er indkopieret kort over Københavns-området med henholdsvis 3 m havstigning og 7 m havstigning.

KK introside: København skal klædes på til fremtidens vejr.

KK: Klimatilpasningsplanen er sendt i høring.

Københavns Klimatilpasningsplan, høringsudkast februar 2011 (pdf).

Se indkomne høringssvar.

Olive Heffernan: Revised Sea Change, Science nr. 321 2008 pp. 1340–43.

Læs mere »

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

Læs mere »

I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.

Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.

Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.

I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.

Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.

Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringe.

Læs mere »

Siden jeg den anden dag kom til at se time lapse-videoer, har jeg været på jagt efter små billedsekvenser, som transponerer tid – et år på to minutter – eller som herover en video på 4 minutter og 19 sekunder, som giver ét års koncentrat af samme ene skovportræt set gennem et solariseringsfilter.

Videoen er skabt af entropius88. Musikken er af Brian Eno – en af mine absolutte musiker-favoritter, når det gælder ambient-musik.

Se flere pausebilleder.