Strøtanker om bæredygtighed

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Atsuo Aoki har blot 1,2 hektar rismark eller lige godt 2 tønder land, hvilket i dansk skala nærmest må betegnes som hobby-brug. Han har fuldtids arbejde som bankmand ved siden af, men alligevel er risdyrkningen en meget stærk del af hans selvforståelse. For ham ville det være nærmest utænkeligt at opgive at dyrke de 6 små rismarker, som har været i familiens varetægt i generationer, og som har næret familien gennem generationer.

En meget stor del af Japan er dyrket på den måde – på bittesmå jordlodder. Selvom sådanne brug målt med moderne alen er ineffektive, så gør de, at mange mennesker stadig har en fornemmelse af livet på landet og hvordan jorden dyrkes. De er med til, at det ikke kun er snævert rationelle kriterier, som styrer landbruget, og de gør, at der er en omhu til stede i det japanske bondelandskab, som var utænkelig, hvis det var ren stordrift.

Chiharu Tezuka er gået anderledes til værks. Han har gradvist udvidet og rationaliseret, investeret i en omfattende maskinpark, så han ikke bare kan dyrke markerne effektivt, men også kan tørre og polere risene. Han driver i dag 800 marker, som han har lejet af 300 familier. Og hvor affolkningen af de japanske landdistrikter gør, at det i stadig højere grad er pensionister, som bliver tilbage på landet og dyrker markerne, da regner Chiharu med, at hans børn inden længe overtager virksomheden, som har en helt anden aura af moderne virkelighed omkring sig.

Chiharus måde svarer i høj grad til det, som er sket i Danmark, hvor den teknologiske og økonomiske udvikling tilsammen giver større og større enheder, hvor betegnelsen ‘factory farming’ er ganske præcis.

Men større jordbrug som Chiharus omfatter stadig under 2% af det japanske landbrugsland – og med den japanske topografi er det en yderst begrænset del af landbrugsarealet, som egner sig til stordrift. Samtidig er det svært at forestille sig, at disse landbrug nogensinde bliver i stand til at konkurrere med amerikanske 300 hektar store risfarme, så landbrug af Chiharas type er mere direkte truede af udsigten til at Japan går med i Trans-Pacific Partnership.

Med stordriften bliver ikke kun gårdene og markerne større – samtidig vokser miljøproblemerne. Landbruget vokser så at sige ud af landskabet, der bliver stadig mindre plads til at være fugl eller padde, ingen tager sig tid til at glæde sig over liljerne på rismarkernes dæmninger, endsige sørge for, at de er der, og afstanden mellem by og land – og mellem byfolkets forestillinger om bondelandet og bondelandets virkelighed – vokser.

Masahiro Hokoi er gået en tredje vej. Sammen med sin familie forlod Masahiro for blot 10 år siden bylivet og et arbejde som sælger for en industrivirksomhed for at prøve kræfter med livet som risbonde på den gård, hvor hans kone, Chieko var vokset op. De så, at dyrene manglede, at moderne sprøjtning og dyrkning gør det dyrkede landskab fattigt, så de dyrker økologisk og satser på direkte salg til byboer, som ser sig som en del af deres projekt.

Ligesom Chiharu har Masahiro udvidet, fra 3.5 hektar til 6,3 hektar, så det er stadig en lille gård i dansk skala. Masahiros udbytte pr. hektar er mindre end hvis han brugte kunstgødning og sprøjtemidler. Men hvor Atsuo og Chiharu afregner til markedsprisen på omkring 200 yen pr. kg ris (cirka 12 kr.), da får Masahiro 700 yen for hvert kg, han sælger over internettet. Han har en kundekreds, som værdsætter hans produkters og hans dyrkningsmetoder. Masahiro glæder sig over, at insekter fugle og dyr gradvist har fundet tilbage til markerne.

Masahiro og Chiekos projekt er direkte afhængig af, at der findes forbrugere, som værdsætter deres produkter. Den direkte kontakt med forbrugeren er derfor vigtig, og de har indrettet et lille spisested på gården, så byfolk kan lægge vejen forbi og opleve, hvor og hvordan maden bliver til. Og man kan håbe, at den voksende bevidsthed i byerne om, hvad vi spiser, vil muliggøre, at det er landbrug som Masahiros, som trækker det længste strå.

Et fjerde scenario, som ikke er nævnt i artikelserien i Japan Times: Apropos strå, så introducerede den japanske bonde og filosof Masanobu Fukuoka med sin bog The One Straw Revolution et fjerde scenario for risdyrkning. På øen Shikoku eksperimenterede han med risdyrkning i feltet mellem taoistisk visdom og moderne viden om planteavl. Og han præsterede nogle af de højeste udbytter af ris pr. hektar i Japan – uden at pløje, uden at overrisle, uden at plante ud, uden kunstgødning og – måske mest radikalt – uden arbejde.

Det sidste skal forstås i filosofisk forstand – i den taoistiske tradition har man et begreb wu wei, som nok bedst oversættes med ‘uden hensigt’. Frem for en serie på forhånd programmerede handlinger, havde han som ideal at blive ét med sin dyrkning dertil, at han så at sige responderede på landskabets nødvendighed. Fukuoka-san døde i 2008, men da vi sidste sommer var i Berlin, var det tankevækkende at erfare, at han havde fået en renaissance, og at hans tanker om jordbrug var levende. Tilbage i 1985 besøgte jeg Fukuoka-san, se de forudgående blog-indlæg: Wu Wei, The One Straw Revolution og The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka.

Tilbage til de tre scenarier, som Winifred Bird trækker op i Japan Times, så ligger det i kortene, at vi uden måske at gøre os det klart som forbrugere gennem vores forbrug har stor indflydelse på, hvordan det dyrkede landskab ser ud i dag, og hvad der fremover vil kunne lade sig gøre. Hvis vi bliver ved at række ud efter det billigste, må vi indse, at vi støtter en udvikling imod stadig større og mere industrialiserede enheder med en dyrkning i monokultur med kunstgødning og sprøjtemidler, som giver meget lille livsrum for biodiversiteten.

Ingeniørfiramet Niras har netop opgjort klimabelastningen ved vores nuværende måde at spise på i Hovedstadsområdet til 4,2 ton CO₂ pr. person pr. år – se forudgående blog-indlæg: Hungry Planet og madspild. Hvis vi skal have klimabelastningen nedbragt, er vi nødt til at gentænke by-land-aksen ganske radikalt og skabe gode muligheder for, at bønderne gør det rigtige.

Frem til 27. marts viser vi udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn. Se mere derom på www.rundetaarn.dk.

Winifred Bird: Has rice farming passed its expiry date in Japan? Japan Times 13.03.2011 (del 1 / del 2).¹

Winifred Bird: Japan as a rice culture? Not so quick, says anthropologist, Japan Times 13.03.2011.

Winifred Bird: Traditional paddies are great ecosystems, Japan Times 13.03.2011.