10. februar 2011 arkiv

Peter Menzel & Faith D’Aluisio: What We Eat

10. februar 2011

Peter Menzel og Faith D’Aluisio (i midten) sammen med familien Aymes fra Ecuador og den mad de spiser på en uge. Fotoopstilling til bogen Hungry Planet (2005).

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode vil Peter Menzel & Faith D’Aluisio tirsdag den 15. februar kl. 19:15 i Rundetaarn fortælle om deres arbejde under titlen “What We Eat – A Worldwide Photographic Journey.”

Menzel og D’Aluisio har arbejdet tæt sammen i nu to årtier. I 1995 udgav de Material World – en bog, som er bygget op om portrætter af familier fotograferet sammen med alle deres ejendele flyttet ud foran deres hjem. Dette geniale hovedgreb i Material World giver et enestående indblik i, hvor forskelligt vi lever og indretter os rundt omkring på denne klode. Og det har præget parrets videre arbejde.

I 1998 udgav forfatter-fotograf-parret bogen Man Eating Bugs – som følger, hvordan mennesker verden over med stor fornøjelse spiser insekter og ikke mindst deres larver og pupper.

I 2005 udkom bogen Hungry Planet. Den skildrer familier fra hele verden sammen med den mad, de spiser på en uge. Peter Menzels fortællingsmættede billeder herfra udgør kernen i udstillingen Hungry Planet, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

I 2010 udgav forfatter-fotograf-parret bogen What I Eat, Around the World in 80 Diets, som følger op på Hungry Planet og skriver sig endnu mere præcist ind i den fedmeepidemi, som i kølvandet på den industrialiserede mad har ramt USA og store dele af den vestlige verden.

I foredraget i Rundetaarn 15. februar vil Menzel og D’Aluisio give os et indblik i deres arbejde med disse tre bøger, som forbilledligt levendegør og kropsliggør statistik, tendenser og kulturelle forskelle omkring mennesker og deres mad verden rundt. Kalorier og kultur – overernæring og underernæring sættes ind i en ramme, hvor vi kan sammenligne vores egne madvaner med andre kulturers i en forrygende virtuel rejse verden rundt.

Se mere om de seks foredrag i Tirsdagsrækken og download programmet (pdf).

Se mere om udstillingen på www.hungryplanet.dk.

Se mere om udstillingens skoletjeneste.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Peter Menzel på TED-MED 2009.

www.menzelphoto.com: galleries / books / biography.

Faith D’Aluisio: Hvad skal vi have at spise? Samvirke 01.11.2005.

Philip Greenspun: Interview with Peter Menzel and Faith D’Aluisio, photo.net april 2007.

Elizabeth Wadell: Hungry Planet by Peter Menzel and Faith D’Aluisio, The Quarterly Conversation.

Se tidligere blog-indlæg: Material World og Hungry Planet.

A Worldwide Day’s Worth of Food, time.com billedserie fra What I Eat.

www.whatieat.org.

 

Share