22. januar 2011 arkiv

Tre oplæg ved åbningen af udstillingen Hungry Planet

22. januar 2011

Jens Hvass, Gazelle Buchholtz og Bent Lohmann fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som 22.01.-27.03.2011 viser udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn.

Ved åbningsreceptionen for udstillingen Hungry Planet 21.01.2011 var der oplæg ved Evald Vestergaard, Jørgen Steen Nielsen og Jens Hvass, som tilsammen fint indrammede udstillingens underliggende spørgsmål: Hvordan finder vi veje, som er sunde både for den enkelte og planeten?

Miljøpunkts bestyrelsesformand Bent Lohmann bød velkommen og gav derefter ordet til Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, som lagde ud med “En vision for en bæredygtig fødevareforsyning.”

Evald Vestergaard står til daglig med fingrene dybt i sin økologiske muld og har samtidig vor tids velkendte produktionsåg tæt inde på livet. Med et fokus på kvantitet frem for kvalitet, har vi nu fået udviklet et landbrug, hvor et husdyr skal producere meget mere kødmasse end tidligere for at kunne konkurrere på markedet – en malkeko producerer i dag dobbelt så meget mælk som for en menneskealder siden. Overalt er vi vant til, at der skal drives maksimalt udbytte. Evald pegede i sin tale på flere steder i samfundets fødevarekæde, hvor der kan gøres en indsats for at skabe flere sundere afgrøder, der ikke kun kommer miljøet og klimaet til gode, men som også bygger på et bæredygtigt regnskab for landmanden.

Tre væsentlige nøgleelementer er: vores syn på fødevarer, handling når vi handler ind, og et reelt bæredygtigt udbud på butikshylderne. En dansker bruger knap 10% af sin indkomst på madvarer. Det er langt mindre end sydeuropæerne, og vi er et af de lande i verden, som bruger den mindste del af vores indtægt på mad. Samtidig lyder der et ramaskrig fra medierne, når fødevarepriserne stiger.

Klimaforandringer i mange dele af verden er med til at give færre afgrøder og dermed forhøjede fødevarepriser. Er det rimeligt, at vi vedholdende forventer en pris, der ikke matcher realiteterne? – endsige forventer kvalitet for pengene?

Vi må tilpasse os omstændighederne og indse, at vi må betale den reelle pris for den kvalitet, der skal til, for at de byggesten, der opbygger vores krop, og hvis dyrkningsmetoder har effekter i vores omgivende luft, vand og jord, kan skabes på en sund og bæredygtig måde. Et nyt syn på hvordan kosten skal sammensættes, kan også være med til at skabe en mere bæredygtig levevis. Her kan mindre mængder kød, flere friske grøntsager og frugter i indkøbskurven være med til at pege på de varer, som vi vil have mere af, eller vil undgå, på hylderne. Dog understreger Evald, at det er væsentligt med et redeligt fødevareudbud på hylderne. For har man nogensinde set en handlende gå tomhændet ud af supermarkedet? Et basalt fødevareudbud, baseret på bæredygtig produktion, skal være tilgængelig for alle. Og Evald Vestergaards virke et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive visionært økologisk landbrug i dagens Danmark.

Dernæst bød Bent Lohmann velkommen til Jørgen Steen Nielsen, journalist ved Dagbladet Information, som fortalte om ”Klimakamp med kniv og gaffel.”

Læs mere »

Share

Hungry Planet åbningsreception i Rundetaarn

22. januar 2011

[nggallery id=147]

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning.

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share