januar 2011 arkiv

Tor Nørretranders: Vild verden – fremtidens føde

24. januar 2011

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode vil Tor Nørretranders tirsdag den 1. februar kl. 19:15 i Rundetaarn holde oplægget “Vild verden – fremtidens føde”.

Tor Nørretranders er forfatter og videnskabsjournalist, og havde sit store forfattergennembrud i 1991 med bogen Mærk Verden. Han er aktuel med en ny bog, Vild verden – fremtidens føde, som har en vision om et af menneskehedens største problemer: Hvordan skaffer man mad til 9 milliarder mennesker uden samtidig at ødelægge den jord, som maden kommer fra? Hvordan får vi nok at spise, uden at klimaet går amok? Hvorfor er det moderne landbrug i krise?

Og svaret ligger lige for fødderne af os – eller rettere, under dem. Den tilgang til jorden, som afspejles i vores fødevareproduktion, er en trussel for både kloden og det enkelte menneske; jorden udpines på en ikke-bæredygtig måde og der skabes en monokultur af enårige planter, der betydeligt begrænser energikilden i vores kost til de samme fire afgrøder: ”Det er for ensidigt og kedeligt, at vi får 60% af vores kalorier dækket af korn, ris, kartofler og majs. Lad os peppe det op med vilde urter og vildt kød”, siger Tor Nørretranders.

Udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode er en rejse ind i det globale spisekammer, der afspejles i fotografier af familier fra hele verden sammen med den mad, de typisk spiser på en uge. En mere bæredygtig tilgang til jordbruget og en bedre udnyttelse af vilde planters egenskaber er centrale temaer på udstillingen, hvis ledespørgsmål er, hvordan vi finder måder at mætte os på, som er sunde for både os selv og planeten?

Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.

Download programmet for de seks foredrag i Tirsdagsrækken (pdf).

Se mere om udstillingen Hungry Planet www.hungryplanet.dk.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.
.

Niels Nørgaard: Nørretranders: Vild mad skal mindske sult og klimachok, Politiken 22.11.2010.

Tor Nørretranders på Wikipedia.

 

Share

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion

23. januar 2011

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Læs mere »

Share

Tre oplæg ved åbningen af udstillingen Hungry Planet

22. januar 2011

Jens Hvass, Gazelle Buchholtz og Bent Lohmann fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som 22.01.-27.03.2011 viser udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn.

Ved åbningsreceptionen for udstillingen Hungry Planet 21.01.2011 var der oplæg ved Evald Vestergaard, Jørgen Steen Nielsen og Jens Hvass, som tilsammen fint indrammede udstillingens underliggende spørgsmål: Hvordan finder vi veje, som er sunde både for den enkelte og planeten?

Miljøpunkts bestyrelsesformand Bent Lohmann bød velkommen og gav derefter ordet til Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, som lagde ud med “En vision for en bæredygtig fødevareforsyning.”

Evald Vestergaard står til daglig med fingrene dybt i sin økologiske muld og har samtidig vor tids velkendte produktionsåg tæt inde på livet. Med et fokus på kvantitet frem for kvalitet, har vi nu fået udviklet et landbrug, hvor et husdyr skal producere meget mere kødmasse end tidligere for at kunne konkurrere på markedet – en malkeko producerer i dag dobbelt så meget mælk som for en menneskealder siden. Overalt er vi vant til, at der skal drives maksimalt udbytte. Evald pegede i sin tale på flere steder i samfundets fødevarekæde, hvor der kan gøres en indsats for at skabe flere sundere afgrøder, der ikke kun kommer miljøet og klimaet til gode, men som også bygger på et bæredygtigt regnskab for landmanden.

Tre væsentlige nøgleelementer er: vores syn på fødevarer, handling når vi handler ind, og et reelt bæredygtigt udbud på butikshylderne. En dansker bruger knap 10% af sin indkomst på madvarer. Det er langt mindre end sydeuropæerne, og vi er et af de lande i verden, som bruger den mindste del af vores indtægt på mad. Samtidig lyder der et ramaskrig fra medierne, når fødevarepriserne stiger.

Klimaforandringer i mange dele af verden er med til at give færre afgrøder og dermed forhøjede fødevarepriser. Er det rimeligt, at vi vedholdende forventer en pris, der ikke matcher realiteterne? – endsige forventer kvalitet for pengene?

Vi må tilpasse os omstændighederne og indse, at vi må betale den reelle pris for den kvalitet, der skal til, for at de byggesten, der opbygger vores krop, og hvis dyrkningsmetoder har effekter i vores omgivende luft, vand og jord, kan skabes på en sund og bæredygtig måde. Et nyt syn på hvordan kosten skal sammensættes, kan også være med til at skabe en mere bæredygtig levevis. Her kan mindre mængder kød, flere friske grøntsager og frugter i indkøbskurven være med til at pege på de varer, som vi vil have mere af, eller vil undgå, på hylderne. Dog understreger Evald, at det er væsentligt med et redeligt fødevareudbud på hylderne. For har man nogensinde set en handlende gå tomhændet ud af supermarkedet? Et basalt fødevareudbud, baseret på bæredygtig produktion, skal være tilgængelig for alle. Og Evald Vestergaards virke et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive visionært økologisk landbrug i dagens Danmark.

Dernæst bød Bent Lohmann velkommen til Jørgen Steen Nielsen, journalist ved Dagbladet Information, som fortalte om ”Klimakamp med kniv og gaffel.”

Læs mere »

Share

Hungry Planet åbningsreception i Rundetaarn

22. januar 2011

[nggallery id=147]

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning.

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share