James E. Hansen om norsk klimapolitik
31. juli 2010
Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.
Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.
Hansens enkle men klare budskab – i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:
1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).
Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.
Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry – but that is not for science to say.”
Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.
Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.
Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”
Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.
Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf).
Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).
James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).
