Moder Jords Dag den 22. april 2010
7. maj 2010Miljøpunkt Indre By-Christianshavn var med til at fejre den første Moder Jords Dag den 22. april 2010.
FN udnævnte i 2009 den 22. april til at være Moder Jords dag. Mange kender sikkert den 22. april for at være ”Earth Day”, som blev startet i 1970 af den amerikanske senator Gaylord Nelson. Udnævnelsen af Moder Jords Dag faldt også sammen med 60-året for Menneskerettighederne, og fejring af dagen skal være med til at kaste lys over menneskets fælles afhængighed af Jorden, dets økosystemer og det, at Jorden også har rettigheder – der skal respekteres.
Du kan læse om FN-beslutningen her.
Vi fejrede dagen med afholdelse af flere workshops om ”Gaver til Jorden”. Om formiddagen havde børn i kvarteret mulighed for at høre historien om en rigtig god ven, som godt kan lide at få gaver. Derefter lavede børnene gaver, som de gav til den gode ven. Det samme gjorde en 8. klasse først på eftermiddagen. Senere på eftermiddagen havde alle forbipasserende på pladsen mellem Københavns Hovedbanegård og Tivoli mulighed for at give en gave til Moder Jord.
Ved en jordhøj – skabt til dagen – kunne man med en klump ler i hånden forme en figur og give den tilbage til Moder Jord – jordhøjen – en lille symbolsk handling, der fik mange til at udtrykke både glæde og fornøjelse ved at være med.
..
”Hvad kan en gave til Jorden være?”
7 svarede:
”En gave til Jorden kunne være – at huske på, hvor vi kommer fra!” Margrethe, 23 år.
”Min gave til jorden er altid at følge mit hjerte for det banker i takt med Jordens.” Camilla, 25 år.
”Ønsker at alle mennesker er med og har dagligt i tankerne, at vi må tage godt vare på den flotte planet, vi bor på.” Ellinor, 69 år
”Trå varsomt og gjør ditt for resirkuleringssamfunnet” Mon, 43 år.
”Kærlighed, omtanke og taknemmelighed for livet som Jorden har givet os!!” Marie, 30 år
”At finde harmonien i livet, at leve fælles med hinanden, at give igen uden at forlange” Richard, 34 år.
”Opfør dig pænt og lad være med at svine så meget!” Ulle, 51 år og Lone, 66 år.
[nggallery id=143]
.
2.500 flyers og 300 frøposer blev uddelt til forbipasserende. Frøposerne indeholdt rugkerner, der kan sås i en potte. For mere end 10.000 år siden begyndte mennesket at dyrke korn. Netop kornet rummer megen symbolik i forholdet mellem menneske og natur og indgår i mange litterære tekster og religiøse forestillinger. Kornet har alle dage været en grundsubstans i vores mad – en daglig oplevelse af naturens gaver.
Har du ideer til næste års Moder Jords Dag, så hører vi gerne om dem. Kontakt Hanne via miljopunkt@a21.dk.