Strøtanker om bæredygtighed

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt erklærede i går i Berlingske Tidende følgende: “I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO₂-udledningen.”¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår.

Læs mere »

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »

Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.

Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.

Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.

Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.

Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.

Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹